Da jeg delte billedet af alle de nye (og lidt ældre) Amager Bryghus-øl på min facebook-side, bemærkede en af mine læsere, Paul, ølpusher ved flere prominente lejligheder og ligeledes fan af det Amagerkanske bryggeri, at jeg endelig måtte få den Sigtebroad på køl så hurtigt som muligt. Som sagt så gjort, og indtil for nylig stod den så sammen med de andre IPA’er fra bryggeriets 2017-kollektion, og de vil blive anmeldt som de første (næsten). For IPA’er skal helst nydes friske.
Denne dufter i hvert fald friskt af fersken ved opknapning … man ved bare, det bliver godt, når øllets aroma breder sig i værelset næsten før kapslen overhovedet er lettet. – Og idet brygget skænkes, SÅ træder humlen ellers frem! At Amager Bryghus er Danmarks ukronede humlekonger skal man både mangle smags- og lugtesans for ikke at ville erkende.
Aromaen melder sig som en kraftig karsk humleblanding af nyudrullet sandpapir, frisk fyrretræssavssmuld og spæde fennikelfrø. Smagsprofilen er på én gang klassisk, kompromiløs og lige så tæt som det højorange bryg er uigennemskinneligt. En luftigt, sødligt pust af appelsin trækker brygget passende i retning af det mere aromatiske, så det ikke er nåle og savsmuld det hele.
Den friske og fyldige IPA, hvor der ikke mangler noget er for længst blevet Amager Bryghus signatursmag. Ingen overraskelse dér – man ved hvad man får, man glæder sig hver gang og at oplevelsen gentages, vækker kun gensynets glæde.
Ikke ulig når man lytter til den nyeste skive med Iron Maiden eller Slayer – og indtil for to år siden Motörhead. Man ved på forhånd hvad man får, og at det skal gå meget galt, hvis det skal gå galt.
Lidt utraditionelt bliver det måske alligevel idet brygget udover fire slags malt og tre slags humle indeholder hvedemel, appelsinskal og honning. Med mindre de har en grund til det, plejer Amager-sjakket ellers at holde sig nogenlunde til reinheitsgebot. Motivationen for dette lille kække lovbrud er angiveligt de amerikanske medbryggeres fascination af dansk sigtebrød. Ud over at dette gav anledning til et kækt ordspil i titlen – kønsspecifikt, og det brøds jeg mig ellers ikke om, men affinder mig alligevel med lugten i bageriet, der skal trods alt mere til – gav det også inspiration til den udvidede ingrediensliste, idet brygget indeholder omtrent samme ingredienser som det lyse, bløde brød.
Og så går etiketten ellers bersærk i de sædvanligvis underholdende røverhistorier, som jeg vil gemme til læseren, når denne selv får fingre i dette fine bryg.
Jeg skal jo ikke afsløre det hele her.