Moderat-til-kedelig …
Rækker Mølle Bryghus‘ og Esben Lunde Larsens fælles placering i Vestjylland skal selvfølgelig hverken ligge Vestjylland eller Rækker Mølle Bryghus til last. Mens Esben Lunde Larsen er med til at give området et endnu mere blakket ry som en formørket skinhellig enklave befolket af bonderøve med hang til sprøjtegift og svinegylle, er det netop virksomheder som Rækker Mølle Bryghus, der trækker i modsat retning. Stundom har bryggeriet virkelig leveret varen, og ellers holdt sig nogenlunde over middel med nogle traditionelle og velkendte brygtyper, hvis rammer til gengæld blev fyldt godt ud, og nogle gange endda om ikke sprængt, så i hvert fald flækket.
Nu har bryggeriet i anledning af Kvickly Ølfestival barslet med noget lidt mere kontroversielt og vildt, end de plejer, nemlig en IPA. Ja, det er i virkeligheden ikke særlig kontroversielt længere i betragtning af, hvilken sejrsgang netop den brygtype har haft i forbindelse med specialøllenes gennembrud. Og det er der ingen, der skal klandres for. Her er der virkelig en brygtype, der tør smage af noget. Her er humlens – selve ølkrydderiets smag – i højsædet. Her er øl, der smager mere af øl. Her er det vilde bryg, der i modsætning til den generiske pilsner faktisk tør være en øl, og ikke bare en variant over postevand, tilsat industri, laveste fællesnævner og mainstreamkvalitet. What’s not to like.
Kontroversiel? Nej – ikke længere. Dertil er sejrsgangen allerede alt for langstrakt. Måske er det derfor, at Rækker Mølle Bryghus netop nu vover sig ud i det skarpthumlede øls usikre vande. Med Cascade og Citra-humle placerer de sig i en amerikansk tradition, mens markedsføringen i ikonografi og navn entydigt peger i retning af det britiske imperium. For min skyld må de gerne, men i min verden forbliver sammenblandingen af amerikansk og britisk et utryk for stilforvirring og en ikke helt sikker koordinering af brygtype og markedsføring.
Det vigtigste forbliver da heldigvis også indholdet. Brygget er flot orange, klart og tydeligt filtreret og med en moderat-til-kedelig skumdannelse. Glæde kan man sig dog over, at brygget faktisk udløser bouquet allerede ved åbning. Liflige ristede fyrrenåle blander sig med søde forårsblomster – syrén, kirsebær og hyld.
Jeg kan mærke, at jeg på det sidste har vænnet mig til, at IPA er noget, der svitser smagsløgene og river ganen i laser – som absolut minimum. Dette bryg virker i betragtning af, at det skulle være en IPA noget (for ikke at sige meget) afdæmpet. Humlen er da fremtrædende, bevares. Den kilder og kradser da adækvat de rigtige steder, og bryggets maltprofil er tæt nok til, at brygget ingenlunde føles egentlig tyndt.
Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere på, om brygget havde smagt mig anderledes, hvis jeg havde prøvet det før de mange gode IPA’er der er blevet mig til del på det sidste.
Jeg tror det ikke. Brygget er bestemt i det lette hjørne, selv i sammenligning med andre mainstreambryggeriers IPA’er. Vi er ikke nede omkring Carlsbergs komplet ligegyldige Brewmaster’s Collection IPA, men vi er på samme vej, og jeg kan ikke undgå at være en smule ængstelig.
Og de trods alt gode takter, brygget formår at slå an, folder sig heldigvis også mere ud efterhånden. Eftersmagen er mere end godkendt med aroma af røget fyrretræ og -nåle, der lægger sig som et kærligt bamseknus over gummer og gane.
Brygget lever alt i alt lidt for godt op til fordommen om den sindige jyde, der helst undgår for store armbevægelser, og det er aldrig godt i en øltype, der helst skal være lidt voldsom for at være god.
Jeg håber, at det bliver bedre.
Stem på din favorit på www.oelfestivalg.dk
