Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Shandy Lakrids, Ørbæk




2015-11-17 17.18.59Limonaden fungerer heller ikke …

Det er efterhånden nogle heftige rædsler, jeg har været igennem i min tid som ølblogger. Alligevel kan jeg ikke lade være. Når jeg ser noget mærkeligt, bizart, sært, eller bare generelt noget, jeg kan sige mig selv, smager modbydeligt, så er der noget ved det, der hiver i mig. Jeg kan ikke lade være med at prøve det, selvom alle alarmklokker klemter.

Jeg ved ikke om det er en masochistisk tendens i mig. Jeg tror snarere det er en sadistisk, fordi rædslerne giver mig udsigt til at være rigtig styg i min efterfølgende anmeldelse. Men uanset hvad, ender jeg altid med især at gå efter blandingsrædslerne, eller sodavandsøllene, som jeg også ynder at kalde dem.

Og ind imellem formår selv de at skabe adækvat glæde. Måske jagter jeg bare overraskelsen? Den ene gode blandt de mange elendige? Det enlige tusindfryd blandt tidslerne?

I forbindelse med Kvicklys Ølfestivalg i år var jeg faktisk for første gang ude og give fire stjerner til en sodavandsøl. Det drejede sig om Ørbæks ‘Shandy Ginger‘ som nu er blevet relanceret med ny etiket – og to yngre søskende. Én med citron (kaldet lemon), og altså nærværende med lakridslimonade. (Er det i øvrigt ikke spøjst, hvordan ingefær og citron bliver meget sejere og markedsføringsagtigt, hvis man skriver det på engelsk, mens man holder fast i det danske, når det gælder lakrids? Det engelske ord ‘liquorice’ er selvfølgelig også svært at stave sig igennem – og der er fremmedartede bogstaver i, såsom ‘q’ og ‘c’. Og fremmedartet er jo som bekendt det ondeste i hele verden – så den slags griseri kan man ikke have i peri-DF-Danmark.)

Da jeg valgte at hale de to yngre søskende ned i kurven, var det vel også for at undersøge, om Ørbæk kunne gentage den relative succes, eller måske endda overgå sig selv. Det var ikke kun tiltrækningen ved det bizarre, og udsigten til at fyre endnu en elendig anmeldelse af. Uanset hvad, kunne jeg ikke tabe. Hvis brygget smagte godt, ville jeg intet problem have med at indrømme det. Og hvis det var lige så elendigt som man turde frygte, ville det være en fornøjelse at skrive anmeldelsen.

Og selvom typen hører sommeren til, har jeg altså gemt den her til den mørke tid … eller … den først lanceret for relativt nyligt … eller … ja, måske har der bare været så lidt salg i den, at den stadig står og fylder på hylderne i Kvickly? Er det sidste tilfældet, venter der næppe nogen stor positiv overraskelse.

Bryggets lød matcher nu årstiden fint. Det er praktisk taget sort med mørkttonet skum, der i øvrigt opviser en overraskende holdbar- og klæbrighed. Duften halter til gengæld voldsomt bagefter. Lakridsen føles som en letbranket kilden i næsens fimrehår – altså noget svag, men alligevel nærværende i forhold til ølindslaget. For selv det, der er svagt synes nærværende i forhold til noget, der er helt væk.

Måske kan øllet findes i smagen, så jeg nipper til det …

Ja, lakridsen kan i hvert fald smages. Og det er bestemt ikke piratos eller Tyrkisk Peber, der er forlægget (brygget er ellers tilsat chili, men se om det nytter). Det er faktisk ikke engang blue jeans, men derimod den sødeste, venligste børnelakrids, man har kunnet finde, og så ellers blandet godt op med en djævlens masse sukker. Ja, stundom bliver jeg endda i tvivl, om det i virkeligheden smager mere af en Soda Stream-sodavand fra firserne med cola-ekstrakt? Ikke bare alt for sødt, men også skummelt kemisk? (Jeg må hellere indskyde, at jeg ikke mistænker brygget for at indeholde noget syntetisk eller kemisk, endsige skadeligt som sådan. Brygget er, som Ørbæks øl nu engang er, økologisk.)

Mere end noget andet smager man det klægtsøde saftevand med lakridsaroma. Det er til at begynde med ikke ubehageligt, men glimrer altså heller ikke ved sin velsmag. Efterhånden som brygget bliver dovent (og det bliver det hurtigt) degenererer den søde lakrids, vandet træder mere frem og giver brygget en uvelkommen metallisk finish, mens sødmen langsom bliver kvalm til småvæmmelig.

Eftersmagen er et aftryk på mandlerne af rent lakridspulver, og det er sidste pind i kisten til bryggets integritet, der i øvrigt var anløben fra begyndelsen af. Man smager aldrig øllet, og brygget mangler derfor enhver legitimitet som øl. Desuden er den alt for søde lakrids fra starten mere en prøvelse end en nydelse, så ikke engang det, der skulle være øllets interessante erstatning, fungerer ordentligt.

Nej tak – den skal ikke prøves igen, og jeg fraråder, at man spilder sin tid på den. Til dens forsvar kan det kun siges, at jeg trods klæg sødme og syntetiske indtryk ikke følte mig ansporet til at hælde den ud. Men der skal mere til for at en øl består, end at man ikke har lyst til at dumpe den i nærmeste afløb.

1-stjerne




Updated: 11. juli 2016 — 20:44

2 Comments

Add a Comment
  1. Jeg skriver normalt ikke på så noget her, men bliver sku nød til at sige, at man ikke ligefrem skal holde sig væk, er måske lige i overkanten. jeg elsker selvfølgelig også lakrids, så vil hellere sige vis man godt kan lide lakrids, skal man give den en chance, istedet for bare at give den døds stødet, med det samme før man har smagt den, for jeg syndes den er god, og passer godt til stærkt mad.

  2. Hvis du kan lide den, synes jeg, du bare skal give den gas. Jo flere øl vi er uenige om kvaliteten af, desto flere øl har vi hver især helt for os selv ;-).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme