Kun asken tilbage …
Jeg drak ingen valgøl i går, da det var nødvendigt at komme mig over det fortrinlige hvedejulebryg fra Indslev. Restgæren, der selvfølgelig blev bundet, rystet sammen med den sidste sjat, var ingen større kulinarisk oplevelse, og det er netop restgæren, jeg har mistænkt for at have givet mig tømmermandsagtige bivirkninger dagen efter. Såvidt finalen på sidste gangs øl, som jeg lovede, jeg ville levere, hvis der var noget at skrive om.
Dagens øl er den anden i Semper Ardens-serien, som Carlsberg har pustet nyt liv i. En detalje, jeg er blevet gjort opmærksom på, er produktionsstedet: “Produceret i EU” står der på bagetiketten. På almindeligt dansk betyder det normalt, at det man står med, er produceret i Østeuropa. Et sted, man helst ikke vil have, at forbrugerne kender præcist, fordi marketingafdelingen ved, at det vil gå ud over salget. I dette tilfælde er der efter al’ sandsynlighed tale om Carlsbergs bryggeri i Litauen. En direkte parallel, er Bryggeri Skovlysts brug af samme produktionsstedsangivelse, der dækker over deres bryggeri i Polen.
Sjovt nok, står der ikke “Produceret i EU” når noget er lavet i Storbritannien, Tyskland eller Sverige. Makes you think ….
Men det er alt sammen del af globaliseringen, uden hvilket øllet sikkert ville være meget dyrere. Jo jo, de øgede transportomkostninger har naturligvis intet at sige, CO2-regnskabet er ligegyldigt, og det faktum, at andet øl, der er produceret i Østeuropa, og eksporteret hertil er væsentligt billigere end dette øl, diskvalificerer selvfølgelig ikke det hellige globaliseringsargument, der i vore dage bærer samme sandhed som Kristi Opstandelse gjorde tilforn.
Men det er selvfølgelig ikke den tid på året.
Nærværende øl er en wiener … Huh-huh – he said “wiener”. – De klassisk dannede vil fatte referencen. En wiener er en undergæret øl, hvor man bruger den mørkere wienermalt til forskel fra den lyse pilsnermalt. Det giver både en mørkere og sødere øl, der – apropos referencen – går under betegnelsen ‘classic’ på vore breddegrader.
Det starter godt, med en kraftig humlebouquet, der fylder godt op i lokalet ved skænkningen. Skummet troner højt, cremet og gyldent over det kobberrøde bryg. Store bobler forbliver stædigt i flasken, og vidner om skummets relative klæbeevne.
Den kraftfulde og fyldige bouquetindledning går desværre ikke igen i smagen. Her mødes man af en vag, letsyrlig, letmetallisk og letsød smag, der lidt efter afløses af en mild og noget fjern bittersød eftersmag. Bevares – det smager egentlig godt. Det er ikke letsyrligt, letmetallisk eller letsødt på en ubehagelig måde, omend måden til gengæld er temmelig kedelig.
Som specialøl er den tæt på mislykket. Den er alt for let, som det fremgår. Den fungerer langt bedre som drikkeøl, og virker da heller ikke mere markant i sit udtryk, end fx Carlsbergs egen standardpilsner, Premium. På den anden side, er den for markant til at være en festøl. For dette smager den trods alt af for meget til.
Den ved ikke rigtig, hvad den vil være. Den er ikke bitter nok, ikke sød nok, ikke syrlig nok … og heller ikke tynd nok til at kunne være andet end en helt almindelig classic, som man i forvejen kender dem fra de store standardbryggerier.
Sidst sagde jeg, at der kun var gløderne tilbage af den evigt brændende flamme – Semper Ardens. Her får man faktisk
fornemmelsen af, at der kun er asken tilbage.
