Kunstigt kemisk teknisk …
I dag har det været en af de de dage, hvor temperaturen målt i farenheit tangerede tallet for samme temperatur i Kelvin – eller sådan føltes det i hvert fald. Sådan en dag skal man bare blive hjemme og gemme sig i ly af solen … men ikke os. Vi tog med nogle gode venner på bondegårdslegepladsen Remiseparken i Urbanplanen, hvor der ellers blev leget igennem, og i øvrigt klappet en masse geder og kigget på andre søde dyr.
Hjemme igen var det bydende nødvendigt med noget læskende. Og det behøvede ikke smage af meget, men bare være læskende. Jeg så en oplagt chance til at få anmeldt en af de øl, jeg ikke har størst forventning til i lageret.
Semper Ardens Weizen er – just det, en Weizen, eller Weißbier om man vil (det er vigtigt for mig at bruge sidstnævnte betegnelse med jævne mellemrum. Ellers glemmer jeg koden [Alt]+225). Oftest er de citrongule i løden, men der findes enkelte undtagelser, og blandt disse møver dette bryg sig ind med en gyldenbrun lød. Det undrer lidet, når man går deklarationen efter i sømmene; udover vand, gær, humle, tre slags malt, herunder karamel- og ‘naturlige’ aromaer indeholder det også ammoniseret karamelfarvestof. Det er med andre ord kun tysk af navn og ikke af gavn (eller renhed). Huskes skal det også, at det er ‘produceret i EU’ hvilket på moderne marketingdansk betyder, at det er bixet sammen i Østeuropa – i dette tilfælde Carlsbergs bryggeri i Litauen. Skuffelsen er stor nok til at lade det fyldige og flødede skum samt gæroplevelsen, et veritabelt betongulv af grå celler, der næsten må løsnes med trykluftbor (eller megen flaskeagitation), overskygge.
Men skygge har der på den anden side også været alt for lidt af i dag, så jo mere desto bedre.
Brygget udsender en stikkende odeur af sprit og træ. Uden yderligere sammenligning med den type alkohol, man bliver blind af i øvrigt. Det er også kun initialt, som om noget overskydende sperikum skal fordampe, før øllet kan lugtes rigtigt. Derefter mærker man en ikke ubehagelig sødme af mandler, som endnu engang får én til at grue for, om der igen skulle være marcipan blandet med kogesprit på programmet.
Det er nu ingenlunde tilfældet. Brygget er rart, mildt, tilpas vandet i sommervarmen og sødt som sukker. Bedst kan jeg sammenligne smagen med Harboes Ananasvand, om hvis smag Monrad & Rislund på pladen Hundestjerner Hasteindlagt kvidrede de bevingede ord “kunstigt kemisk teknisk let malingagtig aroma”. Og kommer man den psykofarmakalange ingrediensliste i hu passer sammenligningen bedre end man som forbruger burde synes om. Her skal det dog indskydes, at man kan smage gæren. Den stikker syrligt men ikke ubehageligt, og forsikrer konsumenten om, at det faktisk er en øl, og ikke en billig sodavand man sidder med.
Og modstræbende må jeg da også indrømme, at jeg faktisk godt kunne lide Harboes Ananasvand da jeg var yngre. Især i sommervarmen.
