Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Semper Ardens Porter, Carlsberg

Kun gløderne tilbage …

I min lokale Døgn-Netto er de begyndt at forhandle den efterhånden klassiske specialølserie fra Carlsberg, Semper Ardens. Egentlig troede jeg, at Carlsberg helt havde opgivet brandet, og helt erstattet det med Jacobsen-serien. Men helt dødt er det åbenbart ikke endnu.

Det er blot blevet degraderet fra en position på toppen af hylderne i Kvickly og Irma til afdelingen for spotvarer i Døgn-Netto. Vel, Semper Ardens-serien syner ikke af meget nu om dage. En hypotese, jeg lige ryster ud af ærmet lyder, at markedet for specialøl har ændret sig så meget, at det, der engang var eksklusive og meget specielle Semper Ardens-øl, i dag anses for at være væsentlig mere mainstream – eller i hvert fald noget, der ikke længere anses for at være specielt originalt.

Prisen er gået samme vej som serien, nedad. Jeg fik nærværende øl for en 20’er. Jeg husker dem som liggende oppe på 30-40 kr. flasken. Man skal åbenbart bare vente. Så bliver øllet billigere, eller noget.

Der er flere af seriens bryg til salg i Netto, og med lidt held når jeg at prøve dem alle, og det ser bestemt ikke ud til, at de bliver revet væk. I første omgang valgte jeg dog at spille sikkert. Afvigelser fra reglen om, at porter og stout sjældent er alt for tyndt og kedeligt, er sjældne (omend forekommende). Og da jeg vidste at menuen i aften ville stå på and og kartofler, var noget fylde og sødme påkrævet, så det blev porteren.

Visuelt gør den det godt. Den er kulsort, og kun det langbølgede, røde lys fra halogenlampen i vores entre formår at trænge igennem det. Skummet er lysebrunt og cremet, som toppen på en cappuccino “Semper Ardens” betyder “altid brændende”, har min kære viv, der kandiderer til at blive den største latinist siden Madvig (at hun benægter dette, ved jeg, blot er beskedenhed og ydmyghed over for hendes eget talent), fortalt mig. Men det er ikke noter af brændt karamel, eller røget malt, der møder én i duften. Det er derimod en våd og syrlig lugt. Lidt som en ikke helt ren, opvredet karklud.

Men det er heldigvis ikke noget, man genfinder i smagen. Her finder man til gengæld rigeligt af brændt karamel og ristet kaffe, lidt farinsukker og en cremet fylde, der fint forener de rare, men også velkendte stoutnoter. eftersmagen er letsukret sød og kaffebitter, med et tørt strejf af lakrids, der desværre også gør eftersmagen underligt støvet. Et fremmedelement i en ellers velfungerende og i ordets egentlige forstand nydelig stout.

Alt i alt virker hypotesen om, at dette specialbryg slet ikke er så specielt mere – og derfor har fundet vej til Nettos spotvarehylder, slet ikke så weit hergeholt. Det er da en anstændig porter, men nogen speciel porter er det trods alt ikke. Semper Ardens ikke det bavnebål, det engang var blandt danske specialbryg. Nu er der blot gløderne tilbage, men de er nu også ganske rare at varme sig ved.
3-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 10:54

1 Comment

Add a Comment
  1. Der skulle være tale om øl fra et Carlsberg- ejet østeuropæisk bryggeri (Baltika?), der har fået nye etiketter og bliver solgt som Semper Ardens.

    Med andre ord en etiketøl, som julebryg fra Skovlyst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme