… men hvilken pilsner!Det er kynikerens lod at forvente det værste, og så blive positivt overrasket når forventningerne ikke holder stik. Det skete fx for undertegnede efter kommunalvalget. På samme måde havde jeg mere eller mindre afskrevet Carlsbergs genoplivede Semper Ardens-Serie som værende grundlæggende uinteressant og i lidt for høj grad leve op til de fordomme, jeg også må indrømme at have over for ting, der er produceret på licens i Østeuropa.
Og så får man Semper Ardens Kellerbier mellem nallerne … Det ligner selvfølgelig Carlsberg som stort bryggeri at have en lemfældig omgang med brygkategorier. Kellerbier er den tyske betegnelse for en undergæret øl, der er brygget med mørke malttyper, altså omtrent det, vi i Danmark kalder en classic. Nærværende Kellerbier er derimod så udpræget en pilsner, og den bliver ikke på magisk vis en Kellerbier, blot fordi den er ufiltreret, eller lidt stærkere end Carlsbergs hovedprodukt.
Det lettågede ydre til trods, samler der sig ikke klatter af restgær i bunden af glasset (pokkers!) Brygget er ellers korngult med en enkelt rød tone, der krænger farven over i det orange. Skummet er kraftigt, cremet og med en enkelt gul tone i det hvide, men langtidsholdbart er det ikke. Til gengæld størkner det i fine mønstre på glasset, efterhånden som det tømmes. Indledningens klart største indtryk gør bouqueten, der fylder rummet ved skænkning med en markant bitter humlearoma. Endnu engang befinder jeg mig i bryghuset på første sal i mit barndomshjem, bedre kendt som badeværelset.
Man glæder sig over, at smagen matcher duften ganske nydeligt. Humlebitterheden er umiskendelig, kraftig, fyldig, skarp og alligevel generisk. Som om man havde to pilsnere i én flaske. Det er simpelt og effektivt med en gennemtrængende bitterhed ved gummerne, der end ikke truer tomt med at blive harsk. Tværtimod tager bitterheden af, når den når mandlerne, og bliver blød, rar og nøddeagtig. Næsten som søde paranødder, men med en snert af lakrids, der minder en om, at selve smagen var væsentlig mere bidsk.
Brygget mangler, sin karakter og kraft til trods, ikke friskhed. Andre … okay, jeg selv vil mene, at brygget faktisk mangler det sidste til at være lige i øjet, og friskheden kendetegnes især ved en snert af vand i smagen, så friskheden netop er intakt på bekostning af den ekstra fylde og kraft, der ville gøre dette bryg rigtig godt.
Og en specialøl, ved jeg nu heller ikke, om jeg vil kalde den. Når alt kommer til alt, er den trods alt kun en pilsner – men hvilken pilsner!
