En kende forvirrende …
Jeg fandt denne øl i Netto for rundt regnet tyve milliarder år siden … eller i hvert fald vel over et halvt. Hvorfor den – og en lys bror, jeg fandt ved samme lejlighed – kom til at stå så længe i køleskabet aner jeg ikke, men belgisk øl har det heldigvis ikke med at blive dårligt lige sådan.
Bryggeriet er ikke nyt på bloggen – tror jeg da. Det angives som “Brasserie Goudale”, og indtil videre har jeg stiftet bekendtskab med Goudale-øl tre gange før, og der har bryggeriet stået opført som ‘Brasseurs de Gayant”. Her står bryggeriet imidlertid til at hede “Brasserie Goudale” og navnet “Gayant” er ingen steder nævnt. Det gælder også, hvis man slår øllet på på Untappd …
… men slår man La Goudale-bryggene op, angives Brasserie Goudale også som bryggeriet. Det er nok til at gøre denne lille OCD-forpinte blogger forvirret og en kende irriteret. Men for læselighedens skyld slår jeg detaljen hen, og kategoriserer disse bryg under “Brasseurs de Gayant”, idet jeg ikke finder anledning til at gøre min i forvejen alt for store samling af kategorier endnu større. RateBeer giver mig i øvrigt ret i vurderingen, men da de er ejet af Anheuser-Busch, vil jeg blæse højt og flot på, at en blind høne også kan finde korn.
Med den skrupel ude af skoen skrider jeg til anmeldelse. At kalde det en ‘Brune’ er ingen overdrivelse – det ville ‘Noir’ næppe heller være, for brygget er aldeles natsort med skum knækket i det beige til letbrune.
Umiddelbart dufter det lovende af chokolade og farin – noter, der er velkendte i søde, belgiske øl. Og en sådan er der bestemt tale om – lys chokolade tilsat et solidt skud mokka og med lyst, flydende karamelfyld giver i første omgang rigeligt til smagssanserne.
Desværre holder oplevelsen ikke ved. Udtrykket udhules meget snart af klingende rent vand, der fluks jager alle de ellers fine aromaer på porten. Tilbage bliver en hul oplevelse, hvor man bliver lovet en masse, og budt alt for lidt.
Hvor kunne det ellers have været godt, hvis bryggerne havde … vel gidet.
