Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/stout"

Stout, Krenkerup

Lidt for letdrikkelig

Det er alt for længe siden, vi sidst har været på Lolland på bryggeriet Krenkerup ved Sakskøbing. Samtlige bryg, jeg har prøvet fra bryggeriet, (dvs. 3, hvilket næppe giver en population, man kan lave noget signifikant statistik på) har indtil videre scoret 5 stjerner, så det undrer også mig selv såre, hvorfor jeg ikke har prøvet lidt flere øl fra den kant tidligere. Jeg tænker, at jeg næppe kan gå helt galt i byen med en stout fra den kant. Stout er en af mine favoritøltyper, og den holder omtrent samme kulør som min samvittighed og min sjæl.

Ikke desto mindre varsler skænkning allerede om en reduceret stoutoplevelse. Brygget er, grums til trods, gennemskinneligt og colafarvet, og det plasker ned i glasset med samme viskositet som postevand. Stout skal helst opleves tykkere, og skal skvulpe – ikke plaske. Skummet består også alt for meget af bobler, selvom det nu ellers formår at holde sig stabilt over brygget, for så langsomt at forvandle sig til noget, der i det mindste ligner en let chokolademarengsmasse, når de lidt for store bobler sprænges. Dommen som colastout er dog uomgængelig. Der er endvidere mere sød karamel end bitter kaffe i duften, så den farlige, voldsomme stoutoplevelse er næppe i vente.

Som forventet træder vandet da også frem fra begyndelsen. Der er også fine toner af bittert og sødt, som man mærkede det i duften, mildtristet kaffe, og søde flødekarameller. Men altså også lidt for meget vand. Brygget giver aldrig den fylde, man må forvente af en stout, og heller ikke kraften. Her anbefaler undertegnede til gengæld at agitere flaske ved opskænkning og glas ved tømning, da restgæren faktisk giver brygget lidt ekstra fylde og bittersød smag til allersidst.

Men for en stout at være forbliver den for nem, for venlig, for rar, for ufarlig og for letdrikkelig. En bællestout for den utrænede gane, og næsten endda for let til at være oplæringsstout for novicerne, der vil lære typen at kende. Dem, der frygter bitterhed og fylde, giver nærværende stout kun ret, aer med hårene og udfordrer ikke ønsket om ufarligt øl.

Alt det til side, smager brygget jo egentlig heller ikke dårligt – og om ikke andet kan det da lære eventuelle novicer fordelene ved at inkludere restgæren i brygoplevelsen.
3-en-halv-stjerne

Double Stout, Shepherd Neame

Det var en mørk og stormfuld nat …

 
Stormen Bodil raser i skrivende stund over landet, og i hippiehyblen på Amager nyder vi hvert sekund med mad udefra, julegodter og farmand får sig desuden et bryg, der kan matche vejrets karakter.
Det drejer sig om engelske Shepherd Neames Double Stout, som jeg har fundet i Bilka, Field’s (jeg forstår heller ikke helt den apostrof – men den er der, og skal derfor også med, når man nævner stedet ved navn.) Etiketten emmer af klassisk retrodesign fra det, der skulle være landets ældste bryggeri. England skulle også være porterens, eller stout’ens hjemland og hvor jeg efterhånden har prøvet flere eksperimentelle, søde og undertiden også direkte vandede stouts, så har jeg faktisk længtes efter noget klassisk. En rigtig stout, der smager af skibstjære, bundgarn og skippersved, frem for søde lakridsbolsjer, cappuccino eller chokolade.
Det var i forventning om noget sådant, at nærværende stout blev købt – og åbnet her i anledning af blæsevejret. Og jeg blev ikke skuffet.
Brygget er lige så mørkt som den stormfulde nat i aftenens afsnit af The Julekalender – og som denne stormfulde aften i virkeligheden, for øvrigt. Skummet bruser som bølgetoppene i kanalerne uden for vores boligblok, omend det i glasset er noget mere holdbart, og i højere grad brydes som sæbeskum i store bobler. Brygget byder ikke megen duft, men bitterhed af kaffe spores dog halvtydeligt.
Den svage duft kommer af, at aromaen er gemt i smagen, så den ikke bare damper af ved skænkning. Og der er bestemt tale om en klassisk stout, som jeg havde ønsket den. Tjærebehandlet træ, sort kaffe og hasselnødder i smagen, og en rarere, men endnu karakterfuld efterklang af røg som epilog.
Fylden er godkendt og mere til, men alligevel en anelse spinkel, og kunne med en højere alkoholprocent (brygget holder relativt lave 5,2%) nemt være gjort mere potent. Det gør nu ikke så meget, for man belønnes til gengæld med et tørt indslag af lakrids. Det er ikke tilsat, men blot resultat af en vellykket brygproces. Det kunne en lang række producenter, også hjemlige, af ‘blandingsstouts’ lære noget af.

4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme