Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/alkoholfattige øl"

Nordic Gylden Bryg, Carlsberg (Munchkin og Munkeøl – Prolog)

Madlavning …

Når man sådan får fine gæster, skal der også laves mad. Jeg stod i vanlig stil for benarbejdet – der skulle hakkes, snittes og centrifugeres grøntsager til pizzaen, og da vi ikke ejer en foodprocessor, måtte jeg gøre det manuelt. Hvilket jeg også foretrækker.

Til madlavningen åbnede jeg en af Carlsbergs nye flashy alkoholfattige øl, Nordic Gylden Bryg (sic). Efter længe at være gået i en stor bue udenom dem i de supermarkeder, jeg oftest frekventerer, fordi de dér kun blev forhandlet i seksstykspakker, fandt jeg dem omsider til salg stykvis i Irma. Og hjem kom en af hver – den anden hedder “blond” og står stadig på hold i mit køleskab. Jeg ville ikke købe dem i seksstykspakker, da jeg havde mistanke om, at de ikke ligefrem ville falde i min smag. Og så ville de resterende fem øl optage alt for meget plads i mit lille hjem.

Jeg har læst om konceptet bag Nordic-serien på en obskur hjemmeside (min dårlige undskyldning er, at det var det første google-resultat, der dukkede op, da jeg søgte på serien). Det er som nævnt alkoholsvage øl, der skulle kunne nydes til mad, men altså uden at man bliver fuld af det. Konceptet er imidlertid slet ikke nyt. Jeg testede for år tilbage en øl fra Fur Bryghus, brygget efter samme koncept, der – kan jeg allerede nu afsløre – formåede at imponere mere end nærværende stordriftssprøjt fra Carlsberg.

Fuldstændig afsporet er dog den sundhedsvinkel, som hjemmesiden lægger på Nordic-serien. Jeg bliver ved med kun at kunne læse teksten i små bidder, mellem hvilke jeg får nervøse trækninger, må tage dybe indåndinger, og gå frem og tilbage i lokalet, mens jeg små- (og stor-) bander for mig selv. Nu skulle øllet altså være sundt, fordi der er mindre alkohol i? Ligesom slik skulle blive sundt, fordi man reducerer sukkerindholdet? Eller kunstigt beriger det med vitaminer? Og i samme ombæring ignorerer at både slik og – især alkoholfri øl – indeholder aromastoffer og andre mystifistiske tilsætninger, der kan udløse allergier, sygdomme og en masse andet, som vi ikke kender endnu, da vi ikke kender langtidsvirkningerne af tilsætningsstofferne. Denne øl er iøvrigt tilsat sukker – som om det skulle gøre den sundere.

Den ikke specielt kvikke, men dog opmærksomme læser, der selv har prøvet dette produkt vil måske indvende “jo, men der er jo kun tilsat naturlige aromastoffer til øllet”. Ja – og cyanid er naturligt forekommende i æblekerner, nitrit forekommer naturligt i rødbeder, og sulfit i kål. Lort er også naturligt. Naturligt er for at sige det mildt ikke en garanti for noget som helst.

Og nu bliver jeg nødt til at sige det umildt. Og jeg bliver nødt til at sige der med versaler, for kun sådan kan det udtrykkes, som jeg virkelig mener det. Jeg vil kommentere sundhedskonceptet bag denne øl, som en ukendt skotte gjorde til et opslag på den lokale fish’n’chips, der var blevet lukket af sundhedsmyndighederne. Her lettere omskrevet, så det passer til nærværende øl. Børn og sarte sjæle anbefales at kigge væk, da jeg næppe har udtrykket mig hårdere før i bloggens levetid:

– WHAE GEEZ A FUCK ABOOT HEALTHY!??? I DINNAE START DRINKIN’ BEER TAE GET HEALTHY YA CUNTS!

HEALTH JUNKIES PLEASE PISS OFF. K

Ah, det var rart at komme af med det. Se det oprindelige citat her.

Og så skal jeg jo ikke glemme, at øllet også skal anmeldes.

Når brygget kaldes ‘gyldent’ forventer jeg ikke et bryg, der har samme farve som ens urin midt i en ordentlig druktur. Jeg forventer minimum noget fra døgnet efter. Eller sagt pænere – jeg havde forventet en dybere kulør som man kender det fra wienertypen, og ikke noget, der kunne konkurrere med Corona, Sol og *ydrk* Kay-Sar i bleghed. Skummet matcher med sin snehvide uskyldighed bryggets uinspirerende kulør, omend det klistrer mere, end jeg havde regnet med. Brygget dufter ikke – ’nuff said.

Smagen … er der da. Den er svag, men også klar, glat og giver en antydning af kornet sødme. Sødmen kommer nu nok fra det tilsatte sukker, og har altså næppe noget med Carlsbergs brygevner at gøre. Eftersmagen udebliver i første omgang helt, men bruger man tricket, hvor man indtager virkelig store mundfulde – på nippet til at man får det galt i halsen – er det muligt at presse en antydning af eftersmag frem. Den melder sig som en let prikken, som man fornemmer engang har været noget humle, uden at man dog er sikker.

Men den er i det mindste ikke ligefrem ubehagelig at have i munden, og som sådan kunne den vel fungere som et muligt alternativ til et glas lunkent postevand. Friskt, koldt postevand derimod, kan brygget ikke hamle op med. Ikke mindst fordi en diffus bismag – det meste smag ved dette bryg er diffust, derfor også bismagene – trænger sig en smule på. Man genkender sæbe. Det er heldigvis glimtvis – som et glas lunkent postevand, der ikke er skyllet ordentligt af, efter opvasken.

Det er et meget kedeligt bryg. Man savner næsten lidt markant ubehag, fordi det i det mindste ville give brygget karakter. Det bringer absolut intet nyt til genren ‘alkoholfattige øl’ overhovedet, uanset om Carlsbergs velsmurte marketingmaskine og diverse obskure hjemmesider prøver at give et billede af det modsatte.

Jeg forsøger at være en ordentlig vært, så jeg bød selvfølgelig ikke mine gæster på dette mislykkede og ligegyldige bryg.

1-halv-stjerne

Cheers Radler, Unicer Bebidas/Carlsberg (Portugisisk øl V)

Skål i sodavand …

Nå, jeg må til det. Jeg indrømmer, at de portugisiske øl hænger mig lidt ud af halsen, endskønt det er ved at være ret lang tid siden, jeg prøvede dem. Jeg må hellere få dem gjort færdig, så jeg kan få visket tavlen ren før månedsskiftet. Jeg skal ud og købe ind, og er spændt på, hvad der er kommet på hylderne efter en måned, hvor jeg kun har tilegnet mig en eneste alkoholfri øl.

Men aftenens epilog – en radler – skal selvfølgelig lige med. Radler er en blanding af øl – typisk pilsnerøl, og citronlimonade. Det er en oplagt blanding i subtropiske egne, og derfor et naturligt fund i Portugal. Hvordan brygget skal vurderes som øl, er altid en udfordring for mig, da blandingen af sodavand og øl altid strider mig mod et eller andet sted. Jeg ender med at fokusere på blandingens egenskaber som øl – man kunne også fokusere på bryggets egenskaber som sodavand, hvis man havde en sodavandsblog, og endelig kunne man fokusere på kombinationen af de to. Det sidste (og det næstsidste) er jeg dog tilbøjelig til ikke at gøre, da det netop ikke er en sodavandsblog, jeg driver. Når karakteren så falder lidt lavt, skal nydere af disse produkter selvfølgelig nok få at vide, om brygget i øvrigt smager godt. Men så længe det ikke smager som øl, vil det ikke score mange stjerner.

Det er et tåget radlerbryg i modsætning til Flensburgers klare (og i øvrigt elendige) Radler. Duften af citron er kraftig og gennemtrængende, og man forventer en stærk og syrlig – måske endda sur – radler, som den ikke helt vellykkede radler, jeg selv forsøgte mig med.

Men er bliver man overrasket. I stedet for et skarpt skud citron, overflydes tungen af den mildeste sødeste citronsodavand. Det skal retfærdigvis siges, at brygget ikke smager eller føles som de gamle smågiftige gule sodavand, vi fik som børn i firserne. Smagen er skarpere og det bruser mere – formentlig på grund af øllets gæring. Den ender dog med at stramme lidt i kæbemusklerne ved ørerne. Citronindslaget har altså mere kraft, end den søde smag i begyndelsen antyder.

Men det er også snart den eneste måde, man kan mærke på, at der er øl med i spillet. Gedved påstod lettere hånligt, at radleren smagte mere af øl, end nogen af de andre øl, vi prøvede den aften. Denne påstand gav han mig dog efterfølgende ret i, ikke indrømmede Cergal og Sagres Preta rimelig ære. Personligt ville jeg nok ikke selv kunne have gættet, at der faktisk var tale om et ølprodukt, hvis jeg fik den stukket skænket i hånden. Jeg ville have gættet på en sodavand.

Et irritationsmoment, og det ses ofte i radlere, er ingredienslisten. Den er lang som en Tolstoj-roman, og selvom den står på portugisisk genkender man både surhedsregulerende midler og aromastoffer – helt uden at man behøver slå E-numrene op. Det er altid træls med den slags produkter, og en god grund til at lave radler selv frem for at købe dem færdigblandet.

Vi gav også dette produkt samme karakter ud fra devisen om, at det egentlig smagte godt nok, men at ølelementet i uheldig grad ikke var fremtrædende nok.
2-stjerner

Det var så de portugisiske øl. Konklusionen er ret klar. Portugal er ikke et land, man skal besøge for øllets skyld. Selv det bedste kan man få meget bedre i supermarkederne herhjemme, endskønt det allerværste trods alt udmærker sig ved blot at være ekstremt kedeligt frem for at smage fælt. Vel, de portugisiske øl fik ikke ændret min holdning til sydeuropæisk øl i det hele taget. Ligesom italiensk øl, er det tyndt, uinspirerende og temmelig ligegyldigt.

Men så er der jo så mange andre gode grunde til at besøge Sydeuropa … Kulturen, historien, maden … Hvis siger klimaet, bliver jeg gram i hu!

Desperate Carslberg

Køerne var ikke lange i Sundby Idrætspark foran
Carlsbergs stand, hvor de uddelte smagsprøver fra den
efterhånden bedagede Nordic-serie.

Jeg giver dem max ét år …

I dag var jeg til Fremad Amagers sidste kamp i sæsonen, en hjemmekamp mod Nykøbing Falster, som Fremad vandt 4-3. Og andet godt var der stort set ikke at sige om kampen.

Interessant for mig som ølskribent var det til gengæld, at Carlsberg havde mokket en bod op, hvorfra de gav gratis ‘smags’prøver på deres relativt nye alkoholsvage Nordicprodukter. Når jeg ser en producent dele gratis eksemplarer af deres produkter ud – lige meget hvad det er, om det kan indtages peroralt eller ej – så kommer jeg til at tænke på en af Coca-Colas kampagner for vel et årtis tid siden eller så. Jeg har fortalt historien på bloggen her før, men da jeg ikke kan huske hvornår, kan jeg lige så godt fortælle historien igen.

Jeg var med en kammerat ude ved det nye havnebad på Islands Brygge, og på et tidspunkt kom en vogn læsset med letpåklædte unge og overdimensionerede højtalere, der spillede overgearet metervarepop og et stort Coca-Cola-logo påtrykt siden trillende. Fra vognen blev de dengang nye Coca-Cola light med citron langet ud. Jeg tog én tår, og det var den eneste gang, jeg smagte den. Mundsmagen blev omgående spyttet ud, og resten af dåsens indhold fulgte trop ned i græsset.

Det er ikke et af mine stolteste øjeblikke. Det, der var i dåsen, var garanteret miljøskadeligt i et eller andet omfang, og burde være bortskaffet på mere forsvarlig vis via kommunens tekniske forvaltning eller lignende, frem for at ende i byens i forvejen truede grundvand. Det smagte lidt, som jeg forestiller mig stærke rengøringsmidler tilsat organiske opløsningsmidler smager – og tilsat citron. Der går mange historier om, at opgangene i DDR lugtede på en ganske bestemt måde, fordi der kun var ét rengøringsmiddel på markedet, der netop var tilsat citron, og om Colaen her smagte sådan, skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kørte gennem DDR på vej til Tjekkoslovakiet på bagsædet af mine forældres Opel Rekord Stationcar dengang i ’82. Vi var ikke inde i nogen opgange, men så til gengæld mange kilometer motorvej af beton. Men jeg forestiller mig, at lugten må have mindet en del om smagen på Coca-Cola light citrus-produktet.

Coca-Cola-produktet blev ikke på markedet særlig længe, og min teori er, at reklamefremstødet blev sat i værk, fordi Coca-Cola allerede fra start havde svært ved at afsætte deres sæbeprodukt, der til sidst måtte lide en stille død.

Min teori er nu den, at når producenter begynder at lange gratis eksemplarer af deres produkter ud i markedsføringsøjemed, så er den ved at være gal. Afsætningskrisen for Carlsberg og deres alkoholfattige sjask er med stor sandsynlighed en realitet. Og i betragtning af, at Nordic-sprøjtet efterhånden har været på markedet i et halvt år eller deromkring, og at man så sent tager den slags desperate markedsføringsmetoder i brug, kunne man blive fristet til at tro, at krisen er akut. Tilfældigvis ved jeg fra min bloggerkollega Jesper, at Carlsberg lavede samme fremstød under VM i halvmarathon, så akutheden har vel været under opsejling længe.

Og så må jeg sluttelig erklære mig i total vildrede over Carlsbergs valg af venue for deres reklamefremstød. (Næsten) alkoholfri øl? Til en fodboldkamp? Og så endda i Sundby Idrætspark? Hjemmebane for Fremad Amager?

Hvad tror de selv?

Det er omtrent et lige så logisk venue som den nye Moske er for et reklamefremstød fra Danske Svineproducenter. I forvejen står det klart, at Nordic-serien aldrig vil overleve på sin kvalitet alene. Det kræver noget kvalitet, for at det skal kunne lade sig gøre. Bryggenes overlevelse er derfor 100% afhængig af, at Carlsberg kan markedsføre folk til at tro, at Nordic-sprøjtet er værd at spilde sine surt optjente lønkroner på.

Og når marketingafdelingen viser sig  inkompetent i valg af målgruppe, så giver jeg produktet en maxlevetid endnu på ét år.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme