Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Willemoes"

Mandarin Dream, Vestfyen (Kvicklys Ølfestivalg 2014 V)

Ikke som forventet …

Kvicklys Ølfestivalg er en konkurrence, der gør det muligt for mindre bryggerier at vise, hvad de kan frembringe af spændende og specielle øl. De store – Carlsberg, Harboe og Royal Unibrew deltager ikke, og jeg synes faktisk, man med rette kunne spørge, hvorfor Vestfyen fortsat gør det. Vestfyen producerer i enorme mængder discount-øl i form af deres Pokal-serie til COOP, og de leverer også Krudtugle-discountbrandet til Aldi, så nogen lille aktør er der bestemt ikke længere tale om, og efter min mening, er de for store til at være med i en konkurrence for mikro- og lokalbryggerier.

Men det er selvfølgelig ikke min afgørelse, men jeg vil alligevel benytte lejligheden til at polemisere. Mig … polemisere … se det havde I nok ikke ventet, hva’!?

Jeg har efterhånden vænnet mig til ikke at forvente det store af Vestfyen. I hvert fald ikke så længe de holder sig inden for de tyske renhedsforskrifter. Sidst de gjorde det, var da de lancerede Støckel-serien, og det slap de ikke alt for heldigt fra. I denne øl holder de sig igen inden for renhedsforskrifterne, og alarmklokkerne bimler allerede før brygget er åbnet. ved første øjekast havde jeg ellers regnet med noget mere traditionelt Vestfyensk – en øl, der var tilsat et eller andet, som det sig fx tydeligt sømmer i deres Willemoes-serie. Jeg gik ud fra, at brygget således ville være tilsat – om ikke mandarin, så i hvert fald en eller anden citrusfrugt for smagens skyld.

Men der tog jeg altså fejl, og hurra for min fejlagtighed. Det er altid rart, når ens negative forventninger ikke bliver indfriet.

Motivationen for navnet skal findes i bryggets kulør. Det er højorange – fuldstændig mandarinfarvet, omend også fuldstændig klart. Brygget er en ‘Wheat Ale’, altså en overgæret hvedeøl, og man får uvilkårligt mistanke om, at undertitlen undtagelsesvis ikke er anglificeret på grund af markedshensyn alene. Muligvis skyldes det også, at dette ikke er en hvedeøl i en tysk tradition, med restgær i brygget, men i en britisk tradition, hvor man gerne holder bryggene klare. Flot er det i hvert fald, og så gør det ikke så meget, at skummet ikke helt kan følge med. Det er hverken særlig højt, tæt eller prangende, men dets letgyldne lød formår da at matche selve bryggets udtryk. Duften holder sig lidt mere i baggrunden. Man mærker hveden som en duft af franskbrødsdej og måske en antydning af banan.

Aromaen er initialt sød af den slags orangegule frugter, man dog ikke kan skille ad i både. Fersken, nektarin og måske lidt abrikos, men næppe citrusfrugter bortset måske fra meget søde clementiner. Sødmen fortrænges nu snart af et ret kraftigt humlebittert indslag af frisk fyrretræ, men de to smagspoler – det bitre og det søde, forenes til slut elegant i en dominerende humlebitterhed, men en afrundende sød kant af bergamotolie.

Vestfyen har gjort det for første gang … eller det tror jeg i hvert fald. På stående fod mindes jeg ikke nogen anden øl, jeg har prøvet, som både var god og som ikke var tilsat et eller andet – farvestof, aromastof, en fancy sukkerart eller antioxidant. Det er godt at se, og vide, at Vestfyen kan uden tilsætning af mere eller mindre obskure ingredienser. Jeg ville oprigtigt ønske, at de prøvede lidt oftere, for de kan jo sagtens.
4-en-halv-stjerne

Willemoes Ale, Vestfyen

Snyd!

Jeg er for en kort stund vendt tilbage til Vestfyens Willemoes-øl. Den efterhånden bedagede serie af specialøl er opkaldt efter søhelten Peter Willemoes. Efter at have kigget tilbage i anmeldelserne, må jeg konstatere, at jeg åbenbart har været mere end jævnt begejstret for øllene, på trods af at ikke en eneste af dem kvalificerer sig til betegnelsen ‘ren’ – altså en øl, der alene er brygget af vand, humle, malt og gær. Således heller ikke nærværende øl, der er tilsat brun farin, ammoniseret karamel, lakrids og ascorbinsyre. Dermed er den endda en af de værre Willemoes-øl, hvor ekstra meget er tilsat.

Brygget betegnes lakonisk ‘Ale‘ – altså en overgæret øl, modsat undergærede øl, hvor pilsneren som bekendt er den dominerende. Oprindeligt skelnede man åbenbart ikke på den måde. Tidligere betegnede ale uhumlet øl, mens det humlede øl betegnedes ‘beer’ – på de britiske øer i hvert fald. Såvidt bloggen Zythophile.

Det er et af de få bryg, jeg har prøvet i bloggens levetid uden at have anmeldt det. Det sker sjældent – men altså ind imellem, at jeg bare ikke orker. Og da jeg var i Fakta forleden, tænkte jeg så, at det vel egentlig var på tide, at jeg fik det hængeparti overstået. Jeg prøvede den tilbage dengang, vi stadig boede i Århus Vest, længe før Willemoes havde gjort sit indtog på discountsupermarkedernes hylder. Dengang var det stadig en hip, spændende og usædvanlig specialøl, der derfor kun blev forhandlet i de finere supermarkeder såsom Kvickly og Brugsen. Der er trods alt sket noget siden dengang. Der er kommet flere specialøl på markedet, og markedet har erkendt, at Willemoes-serien måske ikke er helt så speciel alligevel.

Jeg husker ikke brygget som særlig imponerende. Det er derfor, jeg længe har udskudt gensmagningen. Men de alt for mange tilsætningsstoffer til trods, må jeg erkende, at jeg er jævnt imponeret over bryggets ydre. Det har en flot, orangebrun lød, og et meget flot, højt, cremet og holdbart, gyldent skum, der også formår at klæbe sig til glasset i tykke render. Duften er syrligt-sød, og minder mest om sveskegrød – apropos bryggets farve, iøvrigt.

Smagen domineres af bittersød humle med syrligtsøde sveskenoter. Eftersmagen er anderledes hidsigt bitter med smag af hasselnødder. Man mærker fyldig og sød malt som det allerførste, når brygget rammer tungen, og en mindre føljeton af de forskellige indtryk afløser hinanden.

Det er slet ikke så ringe endda, men det forbliver et irritationsmoment for mig, at Vestfyen bare ikke kan brygge ordentligt øl uden at tilsætte både det ene, det andet og det tredje. Man mærker farinen i den søde indledning og lakrids i eftersmagen, og det ender med en øl, der ikke smager af øl, men af farin og lakrids. Hvis man absolut skal tilsætte øl noget andet end gær, humle, vand og malt, skal man gøre det for at fremhæve øllets smag, og ikke for at få øllet til at smage af noget andet. Det er det, Vestfyen bare ikke vil forstå.

Så gode noter til trods forbliver Willemoes Ale en snydeøl.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme