Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Vestfyen"

Pokal Pilsner, Vestfyen

Køb din festøl i Brugsen

Vestfyen brygger denne øl på kontrakt for COOP. Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise. Om det bliver mig, der besvarer spørgsmålet, må vi se, om jeg orker til den tid. Jeg har tidligere nægtet at gennemgå Dansk-brandet fra Fakta igen efter at de skiftede leverandør fra Harboe til Royal Unibrew. Det skyldes dog, at Dansk-brandet omfatter flere forskellige, men omtrent lige ligegyldige og undertiden nærmest udrikkelige bryg. At skulle prøve nærværende, og det andet pokalbryg igen efter et producentskifte burde til gengæld være til at overskue. Vi får se …

Som ventet er denne øl lysere end sin klassiske bror. Korngul under hvidt, knitrende og tilsvarende hastigt faldende skum er den. Duften er meget svag. Man mærker kun vand ved åbning af emballagen, og den skal skænkes relativt voldeligt for at aftvinge den en mærkbar bouquet. Denne er forventligt svag med søde, sirupagtige malt- og kornnoter.

Det er også især det søde, der går igen i smagen. Korn og malt dominerer, og giver samme indtryk af lys sirup som i duften. Dertil kommer et stærkt indslag af vand, som man så ofte ser ved masseproduceret industriøl. Industriøllets tendens til metalliske bismage og manglende afstemthed i bitterheden mærker man til gengæld ikke. Der er selvfølgelig heller ikke megen bitterhed at komme efter, men den der findes, gør ingen skade. Dybt nede på bunden af det afgrundsdybe hav finder man humlenbitterheden som en vildfaren vandplante i eftersmagen. Alene på grund af sin svaghed forekommer den i øvrigt velintegreret i bryggets vandet-søde karakter.

Og så slog det mig! I smag og karakter minder det jo ganske meget om det, bryggerierne i årevis har forsøgt at skabe: Øl, der ikke smager af øl. Øl, der i endnu højere grad end de gængse standardprodukter er fri for karakter, og kun venligt berører ganen før det glider ned i halsen med almindelig fuldskab til følge. Sød, tynd med reduceret bitterhed? Det er jo ren og skær festøl! Cult havde slet ikke behøvet floppe med Kay-Sar, supermarkederne havde ikke behøvet importere i dyre domme fra Mexico og Thailand, endsige behøvede herboende individer da rejse den halve jordklode rundt efter øl, der smagte på den måde. For de har jo hele tiden været der! Lige for næsen af os – vær så god. Det perfekte festøl, og så endda til en billig penge. Det fancy festøl, der ikke er et hak bedre giver man både 2 og 3 gange så mange penge for.

Men husk at drikke det hurtigt. For hvis det får temperatur, begynder det at smage – og det er ikke af noget godt. Det er en dårlig vane, man hurtigt får, når man blogger om øl, at man nyder det, og giver sig tid. Her med en blanding af metal og sæbe som resultat, der heldigvis ikke er kraftigere, end at nedskylning af det sidste bryg, højest kan betragtes som moderat fysisk pres.

Jeg har noget større forventninger til den sending, jeg i sidste indlæg indledningsvis nævnte. Den er hentet hjem, og venter nu i køleskabet, så forbliv indstillet.

1-stjerne

Royal Platinum, Royal Unibrew

Men så heller ikke mere …

Det måtte jo komme på et tidspunkt. Nogen måtte vel få ideen. Lidt i analogi med Herslevs India Dark Ale, der ligger i naturlig konceptuel forlængelse af India Pale Ale, har Royal Unibrew begået en platinum – en øl, der er en tand stærkere end en guldøl, og derfor med nødvendighed må betegnes ved et metal, der er lidt mere kostbart. (Og da opfindelsen er ret ny, dikterer ufravigelige regler om marketing vel, at det skal skrives på engelsk, for ellers lyder det åbenbart ikke sejt nok, eller noget.) Så er spørgsmålet bare, hvilket bryggeri, der kommer først med et endnu mere kostbart metal til brug som ølnavn – en Rhodium-øl, måske, eller en Plutonium-øl, hvis man skal være rigtig avanceret.

Og øllene med lavere – eller bare almindelig – alkoholstyrke kunne benævnes med mindre kostbare metaller. Ideen er ikke ny, har man ikke (hvilket ellers er forståeligt nok) fortrængt Harboe Silver, tjener den som eksempel. Jeg husker, der nær udbrød oprør på mit gamle gymnasium, da der til en fest kun var Harboe Silver at få. Deciderede letøl kunne passende benævnes Titanium-øl, eller måske endda Aluminium-øl.

Her er det et ædelmetal, der er tale om, men ikke ædelt bryg – i hvert fald ikke i den forstand, at det er rent. Som Royal Unibrews bryg så ofte er, er det tilsat diverse (subst. adj.) – i dette tilfælde majs og glukosesirup. Men det er jo relativt afdæmpet i forhold til, hvad andre bryggerier kan finde på. Selve brygget minder også mere om en legering – messing – i løden, omend skummet holder et nydeligt platinblondt skin. Det er blot ærgerligt, at det kun kan nydes så kort, før det er væk, bortiret hurtigere end natrium i et svømmebasin.

Og så ærgrer bloggeren sig jo lidt over, at han i det følgende ikke kan fortsætte det metalliske i temaet, for det er der intet af  i duft eller smag. Førstnænvte byder på tam og uengageret humle – i en konkurrence ville det næppe indbringe en medalje af rustent jern. Et ildevarslende syntetisk stænk, der mest minder om uparfumeret håndsæbe, varsler ilde.

Sæben udebliver lykkeligvis i smagen, der i stedet byder på meget traditionel pilsnerhumle, men med en overraskende sød, og fyldig kant. Mandlerne spiddes herefter af et skarpt og råt – men ikke stort – stålblad af humlebitterhed. Derefter bliver bitterheden blødere, varmere og rarere og slår over i hasselnødder ledsaget af en velafstemt cognacnote.

Især eftersmagen gør, at man lige standser op – og lader den hvile få sekunder længere i munden end man gør med den vanlige pilsner. Men så heller ikke mere. Humlens relative råhed skal nok skræmme nogle nydere af traditionelle (læs: industrielle) pilsnere væk, men det til trods er jeg ikke imponeret, endsige overbevist om bryggets påståede værdi hinsides det gyldne. Det glimter da hist og pist – men aldrig af platin, ej heller af guld og næppe af sølv.

I en konkurrence med få deltagere måske af bronze.

2-en-halv-stjerne

Irmas Pilsner, Fuglsang

Bedste standard …

 
Irma er det vilde hipstersupermarked. Der handler de kendte, de tjekkede, og ikke mindst de rige. Det siger sig selv med de priser. Her i hippiehjemmet handler vi også gerne i Irma, og vi nyder kvaliteten mens vi (men nok mest jeg) krummer tæer over prisniveauet. Men mest nyder vi.
Og som ethvert supermarked med respekt for sig selv, har Irma også egen leverandør af kædens egen standardpilsner. Ligesom Brugsen har Vestfyens Pokal-øl, og Fakta Royal Unibrew og Harboe, der leverer Dansk-serien. Men hos Irma skal det selvfølgelig være lidt bedre, lidt finere og lidt mere udsøgt. Og til dette formål har Irma valgt det Haderslevske bryggeri Fuglsang som leverandør. Det er også sådan lidt lokaltproduceret-agtigt (og siden eksporteret hen over Fyn for at blive solgt i en kæde, der kun findes på Sjælland (og Amager)), så Irmas udvalg af standardpilsner også kan være lidt hipsteragtigt (selvom vi jo ved, at hipstere egentlig foretrækker det laveste lavmål af laveste fællesnævner blandt lave lavpilsnere).
Jeg har ved en kort mailudveksling med en af pingerne fra Fuglsang fået at vide, at bryggeriet faktisk brygger denne pilsner specielt til Irma. De hælder altså ikke et eksisterende produkt på en anden emballage. Tommelfingeren op for dette. Variation og udvidede produktkataloger er selvsagt altid at foretrække frem for gammelt øl på nye dåser.
Brygget er lyst og pilsnergult – ikke så meget slinger i valsen dér. Skummet er tilsvarende skrøbeligt, og kollapser under støjende brusen, man skal starte en middelsvær industriel højtryksrenser for at finde magen til. Hvad der måske overrasker lidt, er at der er brugt hvedemalt i brygprocessen. Feinschmeckerne vil sikkert mene, at dette er en utilstedelig overtrædelse af hellige brygprincipper om pilsnerens ren- og simpelhed. Selv hilser jeg altid innovation inden for pilsnergenren velkommen, da den som stil dårligt kan blive mere ordinær og almindelig på den ufede, småkedelige måde, end den allerede er.
Duften gør mere væsen af sig, end man er vant til, men ikke så meget som man måske håber. Vandelementet er fremtrædende, og som sådan dufter den mere af standard end af Irma. Ellers mærkes en mere end adækvat fyldig blanding af lige dele humle og korn. Ikke voldsomt overraskende, men afgjort velgørende og rart.
Vandet dominerer heldigvis ikke smagen. Tværtimod træder bryggets milde bitterhed og fylde tydeligt frem, og behager ganen, først med en ikke ubidsk humle, efterfulgt af rundere, fyldigere og rarere bitterhed af paranødder, afløst af eftersmagen, der først stikker med en knivspids gran, og siden smages i brystkassen som en lækker kommenessens. Bagom brygget mærker man en let sødme af honning, der også giver brygget ekstra fylde.
Når vi snakker almindelig standardpilsner til vanlige hverdagspriser (okay, det er Irma, så måske lidt over) så får man det næppe bedre. Og det er ikke bare en pilsner, der er god til prisen. Den er simpelt hen bare god. Der er dømt bredt baghjul til alle andre supermarkeders standardpilsnere, og en sikker føring, der holder hele vejen hjem. Dansk standardpilsner har fundet sin Kevin Magnussen.

4-en-halv-stjerne

Willemoes Ale, Vestfyen

Snyd!

Jeg er for en kort stund vendt tilbage til Vestfyens Willemoes-øl. Den efterhånden bedagede serie af specialøl er opkaldt efter søhelten Peter Willemoes. Efter at have kigget tilbage i anmeldelserne, må jeg konstatere, at jeg åbenbart har været mere end jævnt begejstret for øllene, på trods af at ikke en eneste af dem kvalificerer sig til betegnelsen ‘ren’ – altså en øl, der alene er brygget af vand, humle, malt og gær. Således heller ikke nærværende øl, der er tilsat brun farin, ammoniseret karamel, lakrids og ascorbinsyre. Dermed er den endda en af de værre Willemoes-øl, hvor ekstra meget er tilsat.

Brygget betegnes lakonisk ‘Ale‘ – altså en overgæret øl, modsat undergærede øl, hvor pilsneren som bekendt er den dominerende. Oprindeligt skelnede man åbenbart ikke på den måde. Tidligere betegnede ale uhumlet øl, mens det humlede øl betegnedes ‘beer’ – på de britiske øer i hvert fald. Såvidt bloggen Zythophile.

Det er et af de få bryg, jeg har prøvet i bloggens levetid uden at have anmeldt det. Det sker sjældent – men altså ind imellem, at jeg bare ikke orker. Og da jeg var i Fakta forleden, tænkte jeg så, at det vel egentlig var på tide, at jeg fik det hængeparti overstået. Jeg prøvede den tilbage dengang, vi stadig boede i Århus Vest, længe før Willemoes havde gjort sit indtog på discountsupermarkedernes hylder. Dengang var det stadig en hip, spændende og usædvanlig specialøl, der derfor kun blev forhandlet i de finere supermarkeder såsom Kvickly og Brugsen. Der er trods alt sket noget siden dengang. Der er kommet flere specialøl på markedet, og markedet har erkendt, at Willemoes-serien måske ikke er helt så speciel alligevel.

Jeg husker ikke brygget som særlig imponerende. Det er derfor, jeg længe har udskudt gensmagningen. Men de alt for mange tilsætningsstoffer til trods, må jeg erkende, at jeg er jævnt imponeret over bryggets ydre. Det har en flot, orangebrun lød, og et meget flot, højt, cremet og holdbart, gyldent skum, der også formår at klæbe sig til glasset i tykke render. Duften er syrligt-sød, og minder mest om sveskegrød – apropos bryggets farve, iøvrigt.

Smagen domineres af bittersød humle med syrligtsøde sveskenoter. Eftersmagen er anderledes hidsigt bitter med smag af hasselnødder. Man mærker fyldig og sød malt som det allerførste, når brygget rammer tungen, og en mindre føljeton af de forskellige indtryk afløser hinanden.

Det er slet ikke så ringe endda, men det forbliver et irritationsmoment for mig, at Vestfyen bare ikke kan brygge ordentligt øl uden at tilsætte både det ene, det andet og det tredje. Man mærker farinen i den søde indledning og lakrids i eftersmagen, og det ender med en øl, der ikke smager af øl, men af farin og lakrids. Hvis man absolut skal tilsætte øl noget andet end gær, humle, vand og malt, skal man gøre det for at fremhæve øllets smag, og ikke for at få øllet til at smage af noget andet. Det er det, Vestfyen bare ikke vil forstå.

Så gode noter til trods forbliver Willemoes Ale en snydeøl.
4-stjerner

Royal Stout, Royal Unibrew

Udmærket industriblanding

Uanselig, stablet op i rammer findes den i supermarkedet sammen med Royal Pilsner, Classic, Export og alle de andre – lad os se det i øjnene og kalde en spade for en spade – ligegyldige discount/standard-bælleøl fra Danmarks næststørste bryggeri. Det var det eneste de havde i den lokale Fakta Quick lige ved siden af Islands Brygge Station, og da det var en øl, jeg ikke havde prøvet før … embeds medfør og så videre – de faste læsere kender den sædvanlige palaver.

Indholdsfortegnelsen vidner om de store bryggeriers forfægtning af hævdvundne brygprincipper om øllets renhed – den er aldeles forbigået og negligeret med tilsætning af både glukosesirup, majs og det suspekte farvestof E150c.

Brygget hældes og skvulper mere som sodavand end som stout, men skummet lægger sig som en flot, cremet krone over en natsort søjle, der ikke er gennemhullet af en masse bobler. Visuelt er der altså ikke tale om en colastout – endog lang fra. Tværtimod er brygget allerede her ved at gøre alle forventninger til skamme – og det er kun godt. Skummet er desuden temmelig mørkt, og det var heller ikke, hvad jeg havde forventet. Brygget dufter kraftigt. Man mærker småbrændt karamel og kaffe. Et sekund husker jeg Vestfyens umulige Mocha Stout, men duftens fylde og intensitet peger på noget ganske andet og bedre.

I smagen blander sødt, brændt og bittert sig ikke uelegant mellem gummer og bagtunge. Der forefindes noter af farinsukker, letbranket karamel og kaffe. En lidt for kæk, friskbitter humlesmag bryder frem af den ellers lækre stoutbund og slår over i en mere traditionel pilsnerhumlebitter eftersmag med en overraskende lang holdbarhed. Det samlede billede bliver derfor en kende sammensat, med nogle forskellige bitterhedskomponenter, der stritter lidt for meget i forskellige retninger, men selvom eftersmagen måske ikke er det mest stoutede, man har prøvet, men snarere hører til i en let IPA, så er det stadig slet ikke så ringe endda.

Med en alkoholprocent på 7,7 er det desuden en temmelig stærk øl, og det alkoholiske islæt holder sig ikke tilbage. Nyder man brygget ved for lav temperatur, giver det et ikke ubetinget behageligt præg af brændevin, der igen forekommer en smule malplaceret. Ved de lave temperaturer savner man også ordentlig fylde.

Det er netop derfor, man skal give brygget lidt tid, subsidiært lade det temperere i længere tid end jeg gjorde. Ideel serveringstemperatur er omkring 10 grader. Ved denne temperatur forenes det brankede, det bitre og de antydningsvis søde toner (som er sekundære i dette bryg) i en noget mere helstøbt forening. Helt blankpoleret bliver det aldrig. Brygget kan ikke løbe væk fra, at være en industriel blanding snarere end en forening af brygkunstens akrobatik. Men det er helt klart en af de bedste industrielle blandinger, jeg har prøvet indtil videre.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme