Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Svaneke Bryghus"

Bock Bunny, De Jyske Bryghuse

‘sup? Nothing …

What’s up Doc? Den gulerodsgnaskende kanin og dens nasale catchfrase, sørgede den navnkundige Mel Blanc for uigendriveligt at mejsle ind i min og mine jævnaldrenes hukommelse, dengang i TV-monopolets dage i den næsten lige så legendariske Jakob Stegelmanns program “Så er der Tegnefilm.” Programmet har i øvrigt fået en ganske seværdig efterfølger på DR Ultra ved navn “Så er der Tegnefilm” – selvfølgelig med selvsamme Jakob Stegelmann som vært. Nu kommenteret med trivia og historisk baggrund – tænk at TV i dag kan være bedre end i monopolets tid … men det er selvfølgelig også Jakob Stegelmann, der står bag.
De Jyske Bryghuse vil gerne spinde lidt guld på Mel Blanc og Jakob Stegelmanns navnkundighed (og fred være med det), og har derfor brygget påskeøllen “Bock Bunny” … Bock Bunny – Bugs Bunny, vi klapper i de små hænder af begejstring, og high-fiver virtuelt De Jyske Bryghuse for deres originalitet og hittepåsomhed udi ølnavngivningen.
Men den alt for fristende sarkasme til trods, så må jeg indrømme navnet dets små glimt af elegance. Bunny – kanin, og selvom det jo ikke er en [påske]hare, så ligner den jo lidt alligevel. Første del af navnet, bock, er jo næsten betegnelsen for den danske påskeøls inspirationskilde – munkeøllen Salvator (der ganske vist var en dobbeltbock), som jo var opkaldt efter påskens hovedperson – Ødelæggeren eller som Metallica kaldte ham [The] Creeping Death, der slår alle de små egyptiske børn ihjel i en blodrus … … … eller har jeg forvekslet religionerne?
Nå, lige meget. Bock – salvator – påske; det hænger sammen. Og påskeharen – Bunny, som jo egentlig er en kanin, men okay – de er begge lagomorphae. Det er faktisk antydningsvist fikst.
Og brygget ser også ganske fikst ud. Flot orangebrunt, lettåget med en flot, cremet og holdbar skumkrone, holdt i letgule nuancer. Ved duften hører det fikse dog foreløbigt op. Det er mest vådt og kun med antydningsvise udsving i retning af blommer, både modne og umodne, og er man lidt heldig opfanger man søde nougattoner.
Blommesmagen – eller fornemmelsen fristes man til at sige – dominerer i mundhulen. Blommer smager når alt kommer til alt ikke af så meget, og derfor finder jeg sammenligningen rammende. Til gengæld er brygget på samme måde ganske fyldigt, skummet gør sit idet det kilder bittert i ganen, men i det store og hele udebliver smagsoplevelsen.
Ikke engang eftersmagen formår at redde særlig meget. Et bittersødt indslag af lakrids er i sin ide god, men alt for svag i udførelsen. Fylden gør brygget adækvat drikkeligt, og ikke så meget mere. Overordnet savner brygget karakter og meritter, der er værd at skrive påskehilsner om. Og den kække kanins ikoniske replik fra fyrrerne er afløst af tiernes uengagerede ‘sup? Svaret er – næsten ingenting …
Her på det sidste har De Jyske Bryghuse været ganske produktive og sprøjtet en masse forskellige bryg ud. Måske de skulle lade sig inspirere af Svaneke Bryghus‘ målsætning om, at ‘Mindre er Mere’ (lad det forblive forholdsvis ukommenteret her, at Svaneke selv ikke altid er lige gode til at efterkomme den målsætning) så de i stedet for at lancere en hel stribe bryg af lettere tvivlsom karakter, kunne koncentrere sig om de gode bryg, de rent faktisk kan fremstille.
De Jyske Bryghuses store produktivitet på det sidste viser i hvert fald, at mere ikke nødvendigvis er mere.
2-stjerner

Svaneke Blonde, Svaneke Bryghus

Der findes godt hvedeøl

Jeg synes altid det er med livet som indsats … eller det er det jo ikke. Så slemme er Svaneke Bryghus‘ øl jo ikke, endda langt fra (Hornbeers mislykkede bryg derimod …) men det bornholmske lokalbryggeris kvalitet har det med at svinge, og man ved aldrig hvad man får. Desværre har overraskelserne alt for sjældent været positive, og der har været langt mellem snapsene – ja, altså i overført betydning. Alt for ofte har Svaneke Bryghus’ øl været for tynde og kedelige – undertiden har de faktisk smagt fælt, og da hvedeøl i forvejen ikke er det bedste jeg ved, tillod jeg mig på forhånd at være skeptisk.

Spændende lød det ellers. Der er brugt champagnegær i brygningen, og endnu engang pryder bryggeriets i grunden sympatiske målsætning om at “mindre er mere” etiketten. Det var under det slogan, de tidligere lancerede deres Choko Stout, der indeholdt kunstige aromastoffer. Nej, det har jeg ikke glemt, og ja, jeg bærer stadig nag, og sloganet runger fortsat hult som olietønder i mine øren.

Men jeg vil da gøre mit for, at fordommene ikke påvirker annammelsen af aftenens bryg for meget. I Weißbierglasset formår brygget da også at gøre et vist indtryk, med en flot pomelo-gul lød, flot tåget af den fine restgær fra det franske vindistrikt. Skummet er ikke almindeligt Weißbierskum. Det er lavere og består mere af bobler end af creme, men det har Weißbierskummets holdbarhed – og farve, marengshvidt. Duften er kraftigt, for ikke at sige ildevarslende syrlig af citrusfrugter i citrongenren, gær og umoden melon.

Men det er jo så ganske heldigt, at smag og duft ikke altid stemmer overens.

I gabet fremmaner brygget søde indtryk, som ikke findes i duften. Vi er ganske vist stadig ovre i citrusgenren, men i de orangefarvede af slagsen, clementiner og søde appelsiner med overraskende god fylde af hvede og franskbrød. Gæren mærkes, men kun så den øger fylden, og jo, surheden fra duften kan da også smages, som et bittersyrligt limeelement bag en rar viskositet, der ville have gjort brygget tyndt og vandigt, hvis det ikke netop var for de mange smagselementer, der formår at gå op i en højere, fyldig enhed. Eftersmagen skuffer heller ikke. Her træder en let, sprød humlebitterhed frem sammen med et kraftigere gærindslag, der giver en tør og karakterfuld mundfornemmelse..

Der var vist engang en eller anden – jeg kan ikke huske, hvem det var, og måske bilder jeg mig det bare ind, men der var en eller anden ølentusiast, der påstod, at der ikke findes gode hvedeøl. Men det gør der faktisk alligevel, og denne her er en af dem. – Jeg er som antydet blevet helt i tvivl, om nogen nogensinde har påstået det – og jeg kan i hvert fald ikke huske hvem. Er der nogen blandt læserne, der kan huske det, så smid en kommentar med svaret.

Frisk, letdrikkelig og alligevel sofistikeret og udfordrende. Svaneke Blonde er ikke noget tungt humlehelvede, men det behøver en øl heller ikke være for at være god. Det viser Svaneke Bryghus med al tydelighed med denne elegante hvedeøl. Og måske har de faktisk alligevel lidt at have deres “mindre er mere”-slogan i.
4-en-halv-stjerne

In Your Pale Face IPA, Svaneke Bryghus

… den noget rutineprægede præstation …

Kvaliteten af Svaneke Bryghus‘ produkter har været svingende, og sjældent rigtig god. Bryggeriet har dog langceret en “eksklusiv serie af øl brygget sideløbende til vores faste sortiment”, som skulle være “kræs for de kræsne – udvendig som indvendig.” Det udvendige kræs står billedkunstneren Maya Hiort Pedersen for, sammen med digteren Keith Thomas Lohse aka. Mit Navn er Keith, der har hyldet brygget i et fint digt på bagetiketten.

Det lover alt sammen meget godt. Når den gode Keith lægger navn til, borger det for kvalitet, endskønt jeg må indrømme, at jeg faktisk først opdagede digtet efter at brygget var skyllet ned. Typen er, som det fremgår, India Pale Ale, en af mine favoritklasser, og et relativt sikkert kort, der enten  rammer plet, eller mislykkes noget nær totalt.

Det kobberrøde bryg med det gyldne, klistrede skum, gør et godt visuelt førstehåndsindtryk. Duften halter lidt bagefter. Den er relativt svag med duft af fløde og en antydning af roser. Humlen er fraværende, og brygget virker nærmest sødt, passivt og ikke spor IPA’isk i sin alt for venlige karakter.

Det forsigte indtryk fortsætter i smagen. Mundhulen fyldes af en blød essens af fløde, blommer og måske mirabeller – der dog kunne være en association fra min kære vivs dejlige dessert, der var lavet af vilde mirabeller, indsamlet på tippen i Københavns Sydhavn. Under alle omstændigheder ikke nogen særlig IPA’isk aroma i første omgang. Førstehåndsindtrykket er for rart, venligt og passivt, og lammer ikke smagssansen med IPA’ens sædvanlige lige højre af hård, harsk humle.

Man må vente lidt.

Og så rammer bismagen omsider. Her er der træsmag og tør, bitter humle, som man nogenlunde kender den. Tunge, gane og gummer udtørres af humlen, og alt andet end den anmassende humle skubbes brutalt væk fra smagsløg og olfaktoriske sanser. Fylden fra det flødeagtige førstehåndsindtryk bevares dog, og gør, at brygget ikke bare er bittert, men også mærkes i hele kæften.

Så det ender jo egentlig meget godt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at synes, at brygget kun byder på en for IPA adækvat bitterhedsoplevelse, og ikke på nogen måde noget ekstraordinært, eksklusivt eller for den sags skyld kræs for denne kræsne gane. Hvis jeg skulle give karakter efter den gamle 13-skala, ville jeg give karakteren 10 for den selvstændige, men noget rutineprægede præstation. Jeg giver ækvivalenten på min egen skala, og lad os bare sige, at den gode Keith alt i alt er mere imponeret end jeg.

Svaneke gjorde det ikke igen – endnu engang, fristes man til at sige.
4-stjerner

Le Zèbre Saison, Svaneke (Kvicklys Ølfestivalg 2014 X)

Ekstremt jævn …

 
Endnu en hvedeøl – jeg havde advaret om, at der var mange af dem ved årets Ølfestivalg. Denne gang fra Svaneke, der igen i år deltager med to øl. Pladderballe Bryghus‘ øl brygges som bekendt på Svaneke Bryghus, så de kan rigtignok spille på flere heste. Hvor er de altså bare nogle heldige asner! (Jep, det er mig, der er sarkastisk).
Apropos asner – eller i hvert fald dyr, der ligner, så er øllet her opkaldt efter en zebra. Ledsageteksten på bagsiden lyder “Efter en traver igennem savannen skal der mere til end mudret vand: Frugtig og frisk bière de saison.” Man skal åbenbart forestille sig, at man er en zebra, der har gået en lang tur på Afrikas savanne, og i stedet for et mudderhul finder en frisk sæsonøl at slukke tørsten i … javel så. Det er vel sådan set også hyggeligt nok, og i hvert fald nyt.
Men lad os se, hvad det så er, det tørstige dyr skal udsættes for. I virkeligheden kunne jeg godt have brugt lidt mere mudder, for vel er brygget da ufiltreret, men jeg savner de fede restgærbræmmer, som man ellers kan være heldig at finde i dansk mikrobryg. Flot er det ellers, højgult med en kridhvid smølfehue, der rejser sig op over glassets kant og efterlader store spindelvævsmønstre på indersiden ved konsumption. Duften lader noget tilbage at ønske – en bittersyrlig blanding af humle og lime formår at aktivere olfaktorikken, men så heller ikke mere.
Lidt syrlighed og lidt humle går igen i smagen. Syrligheden er mere gæret og overdøver til dels humlen, der nok er bitter, men ikke særlig markant. Ingen af delene er særlig fremtrædende, det er en hvedeøl på det jævne – nærmest i ekstrem grad. Det jævne smagsniveau gør også, at den gærede syrlighed aldrig kammer over og bliver ubehagelig. Derimod formår den faktisk at give brygget det minimum af karakter der skal til, for at det trods alt byder på en oplevelse. Ikke en oplevelse man husker længe, men måske husker et lille stykke tid alligevel.
Brygget kan bestemt heller ikke anklages for at være ude af balance. Gær og humle er ganske velafstemt, idet især gæren er tilpas svag. Brygget ville have vundet meget med en mere markant humle, men i det mindste smager det da ikke grimt – kun lidt kedeligt, men altså velafstemt kedeligt.
Så brygget udviklede sig da ikke til det rene dyreplageri, heldigvis da. Og det er da bestemt at foretrække frem for et mudderhul. Hvorvidt det egner sig til at give til zebraer vil dog forblive usagt. Det er en vurdering, jeg vil lade afrikanske park rangers om, subsidiært dyrepasserne i zoologisk have.
2-stjerner
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme