‘sup? Nothing …
Search Results for – "label/Svaneke Bryghus"
Svaneke Blonde, Svaneke Bryghus
Der findes godt hvedeøl
Jeg synes altid det er med livet som indsats … eller det er det jo ikke. Så slemme er Svaneke Bryghus‘ øl jo ikke, endda langt fra (Hornbeers mislykkede bryg derimod …) men det bornholmske lokalbryggeris kvalitet har det med at svinge, og man ved aldrig hvad man får. Desværre har overraskelserne alt for sjældent været positive, og der har været langt mellem snapsene – ja, altså i overført betydning. Alt for ofte har Svaneke Bryghus’ øl været for tynde og kedelige – undertiden har de faktisk smagt fælt, og da hvedeøl i forvejen ikke er det bedste jeg ved, tillod jeg mig på forhånd at være skeptisk.
Spændende lød det ellers. Der er brugt champagnegær i brygningen, og endnu engang pryder bryggeriets i grunden sympatiske målsætning om at “mindre er mere” etiketten. Det var under det slogan, de tidligere lancerede deres Choko Stout, der indeholdt kunstige aromastoffer. Nej, det har jeg ikke glemt, og ja, jeg bærer stadig nag, og sloganet runger fortsat hult som olietønder i mine øren.
Men jeg vil da gøre mit for, at fordommene ikke påvirker annammelsen af aftenens bryg for meget. I Weißbierglasset formår brygget da også at gøre et vist indtryk, med en flot pomelo-gul lød, flot tåget af den fine restgær fra det franske vindistrikt. Skummet er ikke almindeligt Weißbierskum. Det er lavere og består mere af bobler end af creme, men det har Weißbierskummets holdbarhed – og farve, marengshvidt. Duften er kraftigt, for ikke at sige ildevarslende syrlig af citrusfrugter i citrongenren, gær og umoden melon.
Men det er jo så ganske heldigt, at smag og duft ikke altid stemmer overens.
I gabet fremmaner brygget søde indtryk, som ikke findes i duften. Vi er ganske vist stadig ovre i citrusgenren, men i de orangefarvede af slagsen, clementiner og søde appelsiner med overraskende god fylde af hvede og franskbrød. Gæren mærkes, men kun så den øger fylden, og jo, surheden fra duften kan da også smages, som et bittersyrligt limeelement bag en rar viskositet, der ville have gjort brygget tyndt og vandigt, hvis det ikke netop var for de mange smagselementer, der formår at gå op i en højere, fyldig enhed. Eftersmagen skuffer heller ikke. Her træder en let, sprød humlebitterhed frem sammen med et kraftigere gærindslag, der giver en tør og karakterfuld mundfornemmelse..
Der var vist engang en eller anden – jeg kan ikke huske, hvem det var, og måske bilder jeg mig det bare ind, men der var en eller anden ølentusiast, der påstod, at der ikke findes gode hvedeøl. Men det gør der faktisk alligevel, og denne her er en af dem. – Jeg er som antydet blevet helt i tvivl, om nogen nogensinde har påstået det – og jeg kan i hvert fald ikke huske hvem. Er der nogen blandt læserne, der kan huske det, så smid en kommentar med svaret.
Frisk, letdrikkelig og alligevel sofistikeret og udfordrende. Svaneke Blonde er ikke noget tungt humlehelvede, men det behøver en øl heller ikke være for at være god. Det viser Svaneke Bryghus med al tydelighed med denne elegante hvedeøl. Og måske har de faktisk alligevel lidt at have deres “mindre er mere”-slogan i.
In Your Pale Face IPA, Svaneke Bryghus
… den noget rutineprægede præstation …
Kvaliteten af Svaneke Bryghus‘ produkter har været svingende, og sjældent rigtig god. Bryggeriet har dog langceret en “eksklusiv serie af øl brygget sideløbende til vores faste sortiment”, som skulle være “kræs for de kræsne – udvendig som indvendig.” Det udvendige kræs står billedkunstneren Maya Hiort Pedersen for, sammen med digteren Keith Thomas Lohse aka. Mit Navn er Keith, der har hyldet brygget i et fint digt på bagetiketten.
Det lover alt sammen meget godt. Når den gode Keith lægger navn til, borger det for kvalitet, endskønt jeg må indrømme, at jeg faktisk først opdagede digtet efter at brygget var skyllet ned. Typen er, som det fremgår, India Pale Ale, en af mine favoritklasser, og et relativt sikkert kort, der enten rammer plet, eller mislykkes noget nær totalt.
Det kobberrøde bryg med det gyldne, klistrede skum, gør et godt visuelt førstehåndsindtryk. Duften halter lidt bagefter. Den er relativt svag med duft af fløde og en antydning af roser. Humlen er fraværende, og brygget virker nærmest sødt, passivt og ikke spor IPA’isk i sin alt for venlige karakter.
Det forsigte indtryk fortsætter i smagen. Mundhulen fyldes af en blød essens af fløde, blommer og måske mirabeller – der dog kunne være en association fra min kære vivs dejlige dessert, der var lavet af vilde mirabeller, indsamlet på tippen i Københavns Sydhavn. Under alle omstændigheder ikke nogen særlig IPA’isk aroma i første omgang. Førstehåndsindtrykket er for rart, venligt og passivt, og lammer ikke smagssansen med IPA’ens sædvanlige lige højre af hård, harsk humle.
Man må vente lidt.
Og så rammer bismagen omsider. Her er der træsmag og tør, bitter humle, som man nogenlunde kender den. Tunge, gane og gummer udtørres af humlen, og alt andet end den anmassende humle skubbes brutalt væk fra smagsløg og olfaktoriske sanser. Fylden fra det flødeagtige førstehåndsindtryk bevares dog, og gør, at brygget ikke bare er bittert, men også mærkes i hele kæften.
Så det ender jo egentlig meget godt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at synes, at brygget kun byder på en for IPA adækvat bitterhedsoplevelse, og ikke på nogen måde noget ekstraordinært, eksklusivt eller for den sags skyld kræs for denne kræsne gane. Hvis jeg skulle give karakter efter den gamle 13-skala, ville jeg give karakteren 10 for den selvstændige, men noget rutineprægede præstation. Jeg giver ækvivalenten på min egen skala, og lad os bare sige, at den gode Keith alt i alt er mere imponeret end jeg.
Svaneke gjorde det ikke igen – endnu engang, fristes man til at sige.
Le Zèbre Saison, Svaneke (Kvicklys Ølfestivalg 2014 X)
Ekstremt jævn …
Seneste kommentarer