Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Skovlyst"

EgeBryg, Bryggeri Skovlyst

Bryggeri Skovlyst har ikke gjort det – igen …

Mine forventninger til Bryggeri Skovlysts øl skuffes sjældent. Sådan er det, fordi forventningerne aldrig er særligt høje. Øllene fra ‘Skovens Bryghus’, der produceres på et industribryggeri i Polen, markedsføres aggressivt som spændende eksperimentelle øl, der indeholder ingredienser fra skovens dyb. Renhed, natur og beliggenheden ved hareskoven er centrale temaer på etiketterne – men altså kun på etiketterne og ikke i det reelle indhold af emballagen. Og jeg er slet ikke nået til (og orker i skrivende stund heller ikke) at kommentere bryggeriets tidligere anløbne markedsføring fyldestgørende, så I må nøjes med et link.

Ved opknapning lyser der dog et kortvarigt glimt af håb, idet brygget faktisk dufter af mere, end man er vant til fra de såkaldte classic øl. En bitter og en sød kant blander sig ikke uelegant i Bouqueten. Man mærker især malt, der formår at levere både bitterhed og sødme af maltbolsjer. Egetemaet formår faktisk at vise sig i udseendet, da brygget godt kunne have en lød af sene agern. Skummet slår en enkelt gylden tone an, men ellers glæder man sig over, at det ikke keder unødigt længe, da det falder ganske hurtigt.

Bryggets spinkelhed og manglende fylde vækker genkendelsens …tørre konstatering måske? For glæde og begejstring vækker den sædvanligvis sparsomme smag ikke meget af. Lidt maltbolsjer og lidt bitterhed ved gummerne i eftersmagen kan det blive til, men egetræets tyngde skal man sandelig lede længe efter.

Overordnet er maltpræget da ikke ilde, men det er for tyndt og ufyldigt til rigtig at vække nydelse. En syrligt-sød aroma af lidt for billig hvidvin mærkes også bagom vand og fortyndet maltessens. Med tiden mærkes lidt cognac, men det vokser aldrig til at blive rigtig godt midt i alt vandet.

Endnu en opfyldt forventning er en realitet. Men det skal retfærdigvis siges, at EgeBryg nok egner sig godt som en bælleøl, der smager af lidt mere end andre kedelige bryg.

2-stjerner

Mit Ølår 2013

Et helt kalenderår er gået, årets hjul har drejet en omgang, vi ser tilbage på det år der er gået og bla bla bla for slet ikke at glemme fla fla fla … [indsæt din egen skamridte kliché om årsskiftet her] …

De foregående år har jeg slået ned på årets bakketoppe og bølgedale, og i en eller anden grad ordnet dem systematisk frem for kronologisk. Dette har jeg valgt at lave om på denne gang – jeg vil netop gennemgå ølåret kronologisk. Mest fordi jeg kan, men også fordi jeg alligevel gør det lidt anderledes fra år til år … jeg finder spontant på nogle kategorier at vurdere øllene efter, og tager det hele lidt ad hoc. Så på den måde er årets fremgangsmåde ikke så anderledes fra, hvad den plejer at være. Samtidig giver den kronologiske gennemgang også et overblik over de ting, der er sket med mig og min lille familie, og som jeg også har delt på bloggen. Årets højdepunkt og bundskraber udi gærede humlebryg vil dog blive særskilt udnævnt sidst i indlægget som altid.

Vinteren
… blev kold og lang. Og blev indledt hjemme hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, hvor han har haft til huse siden 1991. Der boede vi fire styks på mit gamle værelse på førstesalen, mens vi ventede på at blive genhuset efter en lille afstikker til Irland i efteråret. Jeg var startet på nyt arbejde, og hurra for det, men med op til to timers transport oven i fuldtidsarbejde og to småbørn, blev det småt med anmeldelser de første par måneder af året.

Støckel, Vestfyensk flop …

Først i marts begyndte der at ske noget. I starten af året havde Vestfyen lanceret fire nye øl, de selv mente var specielle nok til at blive kaldt “specialøl”. Undertegnede var mildest talt ikke imponeret. Ud over, at den mindst ringe var jævnt kedelig, og den ringeste måtte hældes ud, var der absolut intet specielt ved dem. Bare for at tage et eksempel, er Thisted Bryghus’ økologiske standardøl, og deres pendant til guldøl, Humle, i sig selv klasser bedre end det ligegyldige standardsprøjt, Vestfyen hældte på Støckel-emballagerne. Således føjede Vestfyen endnu et kapitel til fortællingen om, at danske standardbryggerier lider under den misopfattelse, at alt, der ikke er halvtyndt, standardiseret pilsnersprøjt, er at betegne som ‘specialøl’. Vestfyen fik samtidig slået sit navn endegyldigt fast som masseproducerende standardbryggeri uden særligt meget ‘specielt’ at byde på i det hele taget. I Willemoesserien er der spredte glimt af glæde, men alt for tit er de skabt på kunstig vis, ved tilsætning af ting, der i bund og grund ikke hører i øl – herunder tilsætnings- og smagsstoffer. Jeg gider ærligt talt ikke rigtig Vestfyen længere.

Nyt bo, nye øl

1. april flyttede vi endelig ind i vores nye lejlighed på Amager. Et mindre udvalg af øl kom med fra min far, og udgjorde temaet “Indflytningsøl”. Fire vilkårlige øl, der kun havde det til fælles, at de kom med fra min far, da vi flyttede. I dag er det mest flytningen, jeg husker. Det var vidunderligt at opleve, og som jeg allerede fortalte dengang, bor jeg nu tæt på mit gamle kollegium, Grønjordskollegiet, og lige ud til Amager Fælled. Det er det sted i verden, hvor jeg føler mig allermest hjemme. Øllene var iøvrigt rigtig gode. Raasteds uanselige forårsbryg – udadtil uanseligt i.e. – viste sig at være langt mere spændende, end det tog sig ud. Mindre overrasket var jeg over kvaliteten af Herslev BryghusIndia Dark Ale, men det skyldes, at Herslev sjældent skuffer. Så dét bryg var til de 5 stjerner, jeg havde regnet med. Kors Øøll fra Ørbæk leverede måske det underligste navn i løbet af året – og en udmærket økologisk smagsoplevelse, mens Woody Creek fra Flying Dog fungerede som varsel om, hvad der senere skulle tåles fra dét bryggeri. Det vender jeg tilbage til.

Godt og dårligt øl

I maj tog begivenhederne fart. Endskønt jeg måtte arbejde 1. maj og ikke kunne berette om nogen spændende øl derfra, blev maj en begivenhedsrig måned. Jeg blev angrebet af et lovecraftsk monster, Sierra NevadasNarwhal‘. Bryggeriet blev dermed det eneste indtil videre, der har leveret mere end én øl til den absolutte topkarakter, 6 stjerner. Endnu engang skal jeg mane til forsigtighed, da det ikke just er det, der præger ens opførsel, når de mange procenter, og dens begsorte karakter har formørket ens sind. Kontrasten til den næste øl var til at tage og føle på. Tuborgs Ultra Grøn var sidste skud på stammen af det, jeg har valgt at kalde Smart-beers. Tynde eller sukkersøde brygeksperimenter, der skal få unge mennesker til at drikke mere øl i stedet for Sidney-Lee-bajere og pseudo-cider. Ikke overraskende, var jeg ikke imponeret over det sukkersøde humlesodavandsstads. Til gengæld var der mangle læsere, der var vilde med min anmeldelse, der til dato er den suverænt mest viewede anmeldelse. 2146 hits står der i skrivende stund, og det endda hits på selve indlægget. Har man blot læst det i strømmen, eller som ét indlæg under en kategori, er det ikke talt med. Dette er et godt sted at sige pænt tak til læserne for den fortsat store interesse for bloggen. Siden indlægget, der for første gang genererede over 5000 månedlige hits på bloggen, har antallet af læsere ligget stabilt på over 3000 om måneden. Det var især den ene anmeldelse, der afstedkom den udvikling.

Forsoning og sodavandsøl

Med Hyllie fra Thisted Bryghus afsluttedes også en længere pause med det bryggeri. De er tilbage med en ny brygmester, der med det samme har pudset den økologiske profil af. Bloggen her kvitterer med et dybfølt Tak! Hyllie blev drukket i et usædvanligt varmt forår, der fortsatte i en temmelig varm sommer, der kom til at stå i sodavandsøllets tegn. Bryggeri Skovlyst (og dem vender vi frygteligt tilbage til senere) havde lavet én god og én dårlig, og den gode af dem viste mig for første gang, at blandingen af øl og sodavand faktisk kan fungere. Senere på sommeren blev det til test af endnu to af slagsen, Tuborg Sommer contra Flensburger Radler. Udfaldet var overraskende til Tuborgs fordel, idet Flensburger havde kommet kunstige, kemiske sødemidler i deres radler. Og det kunne smages! Desuden lavede jeg også mit eget eksperiment udi ølblanderiet. Det faldt i det mindste i én persons smag … sådan da.

Amerikanske bryg og ølfestivalg

Resten af sommeren og efteråret kom især til at stå i de amerikanske øls tegn, da COOP’s butikker havde hentet et parti amerikanske specialøl hjem. Oprindeligt havde de stået i Kvickly, men blev arvet af Fakta, da Kvickly skulle bruge hyldemeterne til deres ekstremt overvurderede Ølfestivalg. Det var en fornøjelse at prøve de mange bryg fra den anden side af dammen. Der var rigtig gode øl imellem, og så var der de mindre gode. Sidstnævnte mindre gode – eller i hvert fald lidet inspirerende – var især fra bryggeriet “Flying Dog”, der i det hele taget var det eneste af de amerikanske specialølsbryggerier, der ikke formåede at imponere. Ellers var der fuld skrue på smag og karakter, i modsætning til de relativt få øl, jeg prøvede fra Kvicklys ølfestivalg. Den mindst ringe i dén konkurrence var Pladderballe BryghusSzlatmok, der fik karakteren ‘middelmådig’. Det siger lidt om niveauet i Kvicklys Ølfestivalg, der i øvrigt blev vundet af en Ingefær-øl, som jeg nu har fået fat i, og som vil blive anmeldt i starten af det nye år.

Ny ølpusher, afsløring og kommunalvalg

I løbet af efteråret fandt jeg også en ny foretrukken ølpusher, Toft Vin på Islands Brygge, hvor jeg fandt årets andet 6-stjernede bryg. Ellers var efterårets største begivenhed på ølbloggen helt klart afsløringen af et lidt for kækt marketingstunt fra Bryggeri Skovlyst. De lancerede en øl ved navn Amager Juleøl, som de stolt bekendtgjorde kun blev solgt i udvalgte supermarkeder på Amager. Men præcis samme bryg blev solgt i Helsingør – blot under et andet navn ‘Jul i Helsingør’ og med en anden etiket. Det blev til artikler både i EPN, Politiken og MX. Efterfølgende måtte bryggeriet sætte opslag op overalt hvor brygget blev forhandlet, hvor det blev præciseret, at det faktisk var det samme bryg, der blot blev forhandlet med forskellige etiketter rundt om i landet. Affæren, som jeg døbte ‘Bryggeri Skovlyst-gate’ er bloggens største triumf som journalistisk medie indtil videre. Samme måned anmeldte jeg desuden en spritny øl fra Mikkeller, Mikkel Sarbo, der blev lanceret som en kommunalvalgkampsøl for en radikal kandidat til Københavns Borgerrepræsentation af samme navn. Det var første gang, min blog blev kontaktet for at være den første til officielt at anmelde en øl. Det skulle vise sig ikke at blive den sidste.

Jul og mere bud efter bloggen

November måned endte med at slå alle rekorder i hits – også rekorden fra maj måned. Dette skyldtes Skovlyst-gate, Mikkellers nye øl, og en uforventet høj interesse for en ny juleøl fra Indslev, Frederiks Jul. Ellers gik julemåneden slag i slag uden de store udsving. Til gengæld blev jeg endnu engang kontaktet af et bryggeri – denne gang fra Tyskland, der ville have mig til at prøve deres øl. Det drejede sig om St Erhard, der angiveligt snart vil rykke ind her til lands med deres slet ikke uefne kellerbier i meget handy og stilren indpakning. Bloggen ønsker dem held og lykke. Om danskerne er klar til standardøl af en højere kaliber, end det classic-sprøjt, de er vant til, må tiden vise. Indtil da kan St. Erhard jo sælge brygget som specialøl. Der skal nok være nogle, der bider på. En forsoning med Hornbeer blev det til som årets sidste oplevelse. Omsider lykkedes det mig at finde en Hornbeer-øl, nemlig deres Juleøl, som jeg faktisk var imponeret over. Det skete efter et år, hvor de ellers havde leveret flere skuffelser.

Bedste og værste øloplevelse
Årets bedste oplevelse har jeg allerede nævnt. Det er Narwhal fra Sierra Nevada. Monsteret fra det sorte dyb ansporer til skælmerier og festivitas. Men pas på! For dyret er uregerligt, og man ved aldrig helt hvad der sker, når man er i Narhvalens vold.

Den ringeste oplevelse stod Hornbeer for. Deres urimeligt dyre “Smag på Nordsjælland Sommerbryg – Hyldeblomst” var ikke bare – ja, dyr – den var også aldeles udrikkelig. Citron og eddike kombineret med sæbe, som man forestiller sig, det må have smagt i DDR. Jeg erklærede, at Hornbeer ikke var bedre værd end at hælde i vasken – efter tre skuffelser i træk med denne som den mest eklatante, og tildelte brygget den absolutte bundkarakter som den eneste i det forgangne år. Nu ved jeg dog, at Hornbeer kan gøre det bedre (jf. deres aldeles udmærkede juleøl), og det vil jeg holde imod dem, hvis de laver sådan noget modbydeligt sprøjt igen. De har ikke nogen undskyldning!

Mit store nytårsforsæt er, at få bedre styr på mit temperament og humør, så jeg ikke længere bliver irriteret over småting. Dette gælder kun i det virkelige liv og selvfølgelig ikke på ølbloggen. Så her i cyberspace vil jeg kunne afreagere, når tingene ikke vil, som jeg vil … 2014 skal nok blive et festligt år her på bloggen.

SkovbærHvede, Skovlyst (eller Sodavandsøl I)

Disharmonisk fornøjelse

I weekenden havde vi besøg af nogle venner fra asatromiljøet. Min viv er som bekendt aktiv asatro, og en del af blotgruppen, hun er tilknyttet, kom på middagsvisit. Det blev hverken til mjød eller hestekød, men friskbagte boller, kødfyldte pølser, hvidvin med hyldeblomst, tapas, min vivs frikadeller (om dem kunne der skrives en blog i sig selv) og den gode Mads havde lidt øl med til selskabet – noget jeg ikke havde prøvet før, så på det skulle der smages.
Det drejede sig om to relativt nye produkter fra Bryggeri Skovlyst ved Hareskoven. Jeg har prøvet deres produkter før, og egentlig ikke været synderligt imponeret. Endnu mindre imponeret blev jeg, da det viste sig, at bryggeriets øl faktisk fremstilles i Polen, mens bryggeriets meget bevidste markedsføring søger at give et billede af, at det foregår i idylliske omgivelser i nogle svenskrøde træbarakker iblandt hareskovens vårgrønne træer … not so much!
Men brygget skal jo prøves, og jeg er altid glad, når folk giver mig mulighed for at anmelde nye øl. Stor tak til Mads for de medbragte varer.
Den første variant, SkovbærHvede indeholder hyldebær og skovbær – altså fra Polen. Jeg er en af dem, der har afsindigt dårlige erfaringer med frosne bær fra Polen, men jeg regnede med, at gær og sukker (der er tilsat så meget af, at det står øverst på ingredienslisten) havde gjort sit, og i skrivende stund føles da heller ikke noget ubehag. Det var selvfølgelig med en vis skepsis, at brygget blev knappet op. Men jeg har selv haft mine frugtteperioder, og jeg er ikke mere tesnob, end at jeg i de kolde vintermåneder sagtens kan nyde te med fx solbær – eller med citron, når jeg er småsyg – så hvorfor egentlig ikke øl? Og hvor mange gange har jeg ikke lappet Mort Subites Kriek i mig, når jeg var i Belgien? Og hvis det skal være i orden, så skal tilsætning af frugt i øl også være det – omend det vist alligevel ikke foregår helt på samme måde som fremstilling af de Belgiske Krieks.
Bouquet’en lod ikke vente på sig. En kraftig duft af hyldebær og andre sur-søde buskvækster bredte sig omgående ved opknapning. Et brusende prinsessepink bryg rejste sig i glasset, og tronedes af en masse ditto pink bobler. Betegnelsen ‘sodavandsøl’ poppede for første gang frem i hovedet på mig. Jeg var dog væsentlig mindre beklemt ved dette bryg, end jeg var sidst, jeg prøvede lyserødt øl, for her vidste jeg, at farven skyldtes tilsatte bær.
Det afbrusede bryg gav i første omgang en fornemmelse af tyndt opblandet tranebærsaftevand. Netop den manglende brus gjorde, at brygget føltes mere som safte- end sodavand. Ikke desto mindre gjorde de søde bærtoner deres til at få brygget til at afvige endda ret meget fra øl. Og det glædede mig egentlig, at der ikke var tale om alt for børnevenlig smag af jord- eller hindbær, men netop lidt sværere tilgængelig og ikke alt for sød hyld-, trane- og solbær.
Og som man egentlig hyggede sig med alle de solmodne sommerbær ramte humlen – hårdt. Ind fra højre brasede den ind og fyldte hele bagtungen med en uvelkommen og disharmonisk bitterhed. Havde den samme bitterhed været at finde i en øl, ville det have været fint – men her blandede det sig kun uskønt med bærrene.
Der opnåedes ingen syntese mellem bær og humle. De to forblev adskilt, og med for lidt brus til at være sodavand og for meget brus til at være saftevand, ender brygget med at være hverken fugl eller fisk og sætte sig mellem to stole med et ben i hver lejr.
I hvert fald så længe, den drikkes afkølet.
For tillader man brygget at få kassetemperatur bliver det hele en smule bedre. Sødmen fra bærrene tager af, og den lettere bedøvede bæraroma blander sig nu væsentlig bedre med humlen. Det er ikke stor ølkunst, men smagsmæssigt fungerer det udmærket. Problemet er blot, at brygget mister sine iøvrigt læskende evner, når det får temperatur. Så helt godt bliver det aldrig.
Uanset høj eller lav temperatur mangler brygget retning, det virker underligt sammensat og har ikke den helstøbthed, ethvert ølbryg bør have. Det forbliver mere en saftevand iblandet øl, end en øl, iblandet saft og bær, og for denne ølelsker er det pæneste, der kan siges, at det da kunne være værre. Som en konkurrent til de store bryggeriers (pseudo)ciderprodukter har det næppe heller det store potentiale. Det er det ikke sødt nok til, og alkoholprocenten er også for lav. Hvem målgruppen egentlig er, forbliver dermed et mindre mysterium.
1-en-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme