Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Royal Unibrew"

Odense Pilsner, Albani/Royal Unibrew

Sniger sig lige over …

Det var så den her øl, jeg prøvede efter at have skyllet gab og svælg i Apollinaris-danskvand fra Harboe. De laver bedre danskvand end øl dernede i Skælskør. Jeg skylder vores naboer tak for skænken, den blev drukket ved et spontant udendørs middagsarrangement for beboerne på etagen samt evt. venner og bekendte.

Brygget stammer oprindeligt fra det hedengangne odenseanske lokalbryggeri, Albani, men er som så mange andre lokalbryggerier blevet opslugt af bryggerikonglomeratet Royal Unibrew. Jeg har prøvet brygget før, men aldrig rigtig bidt mærke i, hvordan det egentlig smager – igen en øl fra en tid, før jeg begyndte at interessere mig for det.

Jeg glemte helt at dufte til brygget i farten, så den olfaktoriske rapport må læserne have til gode. Visuelt gør brygget ikke mere væsen af sig end det foregående tynde Thailandske tyllebryg, det er ganske lyst, men med et skum, der tiltrækker sig mere end adækvat opmærksomhed. I dette tilfælde falder det hurtigt, men nogle meget store, genstridige bobler og strenge bliver tilbage og danner holdbare edderkoppespind på glassets vægge, og hen over selve brygget. Det er virkelig flottere end forventet.

Der er også noget mere smag at komme efter. Brygget smages umiddelbart, uden at man behøver lede efter smagsindtrykkene. Den indleder bittert, overvejende træagtigt, og slår så over i en krydret honningsødme med præg grønne urter – måske Oregano og Herbes de Provence.

Fylde og kraft mangler i samme grad som den mangler i andre standardpilsnere herhjemmefra, men på smagssiden sniger den sig alligevel mærkbart over niveau. Mundfornemmelsen er også ganske rar, klar som glas og glat som is, men også med den bivirkning at brygget kommer til tage sig tyndt ud og mangle fylde. Alt i alt er det dog et bryg, der med sin adækvate smag vil blive husket bedre end andre store bryggeriers hverdagsøl.

2-stjerner

Royal Platinum, Royal Unibrew

Men så heller ikke mere …

Det måtte jo komme på et tidspunkt. Nogen måtte vel få ideen. Lidt i analogi med Herslevs India Dark Ale, der ligger i naturlig konceptuel forlængelse af India Pale Ale, har Royal Unibrew begået en platinum – en øl, der er en tand stærkere end en guldøl, og derfor med nødvendighed må betegnes ved et metal, der er lidt mere kostbart. (Og da opfindelsen er ret ny, dikterer ufravigelige regler om marketing vel, at det skal skrives på engelsk, for ellers lyder det åbenbart ikke sejt nok, eller noget.) Så er spørgsmålet bare, hvilket bryggeri, der kommer først med et endnu mere kostbart metal til brug som ølnavn – en Rhodium-øl, måske, eller en Plutonium-øl, hvis man skal være rigtig avanceret.

Og øllene med lavere – eller bare almindelig – alkoholstyrke kunne benævnes med mindre kostbare metaller. Ideen er ikke ny, har man ikke (hvilket ellers er forståeligt nok) fortrængt Harboe Silver, tjener den som eksempel. Jeg husker, der nær udbrød oprør på mit gamle gymnasium, da der til en fest kun var Harboe Silver at få. Deciderede letøl kunne passende benævnes Titanium-øl, eller måske endda Aluminium-øl.

Her er det et ædelmetal, der er tale om, men ikke ædelt bryg – i hvert fald ikke i den forstand, at det er rent. Som Royal Unibrews bryg så ofte er, er det tilsat diverse (subst. adj.) – i dette tilfælde majs og glukosesirup. Men det er jo relativt afdæmpet i forhold til, hvad andre bryggerier kan finde på. Selve brygget minder også mere om en legering – messing – i løden, omend skummet holder et nydeligt platinblondt skin. Det er blot ærgerligt, at det kun kan nydes så kort, før det er væk, bortiret hurtigere end natrium i et svømmebasin.

Og så ærgrer bloggeren sig jo lidt over, at han i det følgende ikke kan fortsætte det metalliske i temaet, for det er der intet af  i duft eller smag. Førstnænvte byder på tam og uengageret humle – i en konkurrence ville det næppe indbringe en medalje af rustent jern. Et ildevarslende syntetisk stænk, der mest minder om uparfumeret håndsæbe, varsler ilde.

Sæben udebliver lykkeligvis i smagen, der i stedet byder på meget traditionel pilsnerhumle, men med en overraskende sød, og fyldig kant. Mandlerne spiddes herefter af et skarpt og råt – men ikke stort – stålblad af humlebitterhed. Derefter bliver bitterheden blødere, varmere og rarere og slår over i hasselnødder ledsaget af en velafstemt cognacnote.

Især eftersmagen gør, at man lige standser op – og lader den hvile få sekunder længere i munden end man gør med den vanlige pilsner. Men så heller ikke mere. Humlens relative råhed skal nok skræmme nogle nydere af traditionelle (læs: industrielle) pilsnere væk, men det til trods er jeg ikke imponeret, endsige overbevist om bryggets påståede værdi hinsides det gyldne. Det glimter da hist og pist – men aldrig af platin, ej heller af guld og næppe af sølv.

I en konkurrence med få deltagere måske af bronze.

2-en-halv-stjerne

Irmas Pilsner, Fuglsang

Bedste standard …

 
Irma er det vilde hipstersupermarked. Der handler de kendte, de tjekkede, og ikke mindst de rige. Det siger sig selv med de priser. Her i hippiehjemmet handler vi også gerne i Irma, og vi nyder kvaliteten mens vi (men nok mest jeg) krummer tæer over prisniveauet. Men mest nyder vi.
Og som ethvert supermarked med respekt for sig selv, har Irma også egen leverandør af kædens egen standardpilsner. Ligesom Brugsen har Vestfyens Pokal-øl, og Fakta Royal Unibrew og Harboe, der leverer Dansk-serien. Men hos Irma skal det selvfølgelig være lidt bedre, lidt finere og lidt mere udsøgt. Og til dette formål har Irma valgt det Haderslevske bryggeri Fuglsang som leverandør. Det er også sådan lidt lokaltproduceret-agtigt (og siden eksporteret hen over Fyn for at blive solgt i en kæde, der kun findes på Sjælland (og Amager)), så Irmas udvalg af standardpilsner også kan være lidt hipsteragtigt (selvom vi jo ved, at hipstere egentlig foretrækker det laveste lavmål af laveste fællesnævner blandt lave lavpilsnere).
Jeg har ved en kort mailudveksling med en af pingerne fra Fuglsang fået at vide, at bryggeriet faktisk brygger denne pilsner specielt til Irma. De hælder altså ikke et eksisterende produkt på en anden emballage. Tommelfingeren op for dette. Variation og udvidede produktkataloger er selvsagt altid at foretrække frem for gammelt øl på nye dåser.
Brygget er lyst og pilsnergult – ikke så meget slinger i valsen dér. Skummet er tilsvarende skrøbeligt, og kollapser under støjende brusen, man skal starte en middelsvær industriel højtryksrenser for at finde magen til. Hvad der måske overrasker lidt, er at der er brugt hvedemalt i brygprocessen. Feinschmeckerne vil sikkert mene, at dette er en utilstedelig overtrædelse af hellige brygprincipper om pilsnerens ren- og simpelhed. Selv hilser jeg altid innovation inden for pilsnergenren velkommen, da den som stil dårligt kan blive mere ordinær og almindelig på den ufede, småkedelige måde, end den allerede er.
Duften gør mere væsen af sig, end man er vant til, men ikke så meget som man måske håber. Vandelementet er fremtrædende, og som sådan dufter den mere af standard end af Irma. Ellers mærkes en mere end adækvat fyldig blanding af lige dele humle og korn. Ikke voldsomt overraskende, men afgjort velgørende og rart.
Vandet dominerer heldigvis ikke smagen. Tværtimod træder bryggets milde bitterhed og fylde tydeligt frem, og behager ganen, først med en ikke ubidsk humle, efterfulgt af rundere, fyldigere og rarere bitterhed af paranødder, afløst af eftersmagen, der først stikker med en knivspids gran, og siden smages i brystkassen som en lækker kommenessens. Bagom brygget mærker man en let sødme af honning, der også giver brygget ekstra fylde.
Når vi snakker almindelig standardpilsner til vanlige hverdagspriser (okay, det er Irma, så måske lidt over) så får man det næppe bedre. Og det er ikke bare en pilsner, der er god til prisen. Den er simpelt hen bare god. Der er dømt bredt baghjul til alle andre supermarkeders standardpilsnere, og en sikker føring, der holder hele vejen hjem. Dansk standardpilsner har fundet sin Kevin Magnussen.

4-en-halv-stjerne

Raasted Brown Ale, Raasted Bryghus

Det er utroligt …!

Raasted havde en erfolgrig debut her på bloggen med deres forårsbryg. Erfolgrig? Erfolgrig? Den suverænt største stavenazist blandt ølbloggerne bruger den slags fule, utilstedelige sprogsammenmixninger? Was ist los!? Well, hvis Raasted Bryghus må, så må jeg vel også. Jeg ved ikke, om nærværende brown ale er del af en særlig serie hos Raasted, men en lille manchet på etiketten erklærer, at dette skulle være en ‘Dansk Microbryg’ (skal med stavningen in mente formentlig udtales [majkro] eller noget i den retning) – og så ved vi jo godt what the clock has slain, eller was es now heißt …
Og om ‘mikrobryg’ eller ‘majkrobryg’ kun må bruges om bryggerier der hidrører fra bryggerier, der kun brygger et begrænset antal hektoliter, ved jeg ikke. Men selv hvis det er, er det vel ikke urimeligt, at Raasted bruger betegnelsen, deres produktion sammenlignet med større danske bryggerier taget i betragtning.
Videre hedder det desuden, at det er en “allround øl, der passer til utroligt meget mad.” Utroligt simpelthen. Brygget anbefales altså til folk, der lider af Binge Eating Disorder, ædedolke i almindelighed og Claus Hjort Frederiksen … eller måske mener bryggeriet faktisk, at brygget er velegnet til mange slags mad. Men borger det for højere kvalitet? Man må forvente at øl til meget mad, er fattigt på karakter og fylde, eftersom der jo skal være plads i mavsen til den megen mad. Øl til mange slags mad adskiller sig næppe meget derfra. Hvis det skal fungere både til sødsuppe og ostindisk karrygryde, må det snarere være fattigt end rigt på nuancer og karakter. For jo mere markant en øl er, desto snævrere er ikke bare segmentet, det appellerer til, men også dets versatilitet. Så jo mere allround en øl er – desto mindre karakterfuld, skulle jeg i hvert fald mene.
I hvert fald lover brygget ikke for meget ved betegnelsen. Det holder en fin, brunlig lød, omend skummet måske er lige lovlig lyst. Duften holdes i det søde; nougat, marcipan og karamel – malten tager dermed føringen fra start.
Lidt overraskende er brygget mest bittert, men igen er det ikke humlen, men malten, der dominerer. Brygget smager især af hasselnødder, og svinger ikke uelegant over i en mere kaffeagtig eftersmag, der er overraskende langvarig.
Til slut tager en tør og lettere støvet lakridssmag over i eftersmagen. Og der går det op for én, at brygget desværre ikke helt er fyldigt nok til at integrere de ellers fine enkeltstående smagsindtryk med hinanden. Overordnet er brygget ikke mere ‘mikro’ (eller micro eller majkro) end at det svarer til en gennemsnitlig tysk Dunkel.
Men på den anden side er den nu bedre, end bryggeriet selv vil gøre den til. For den er for fyldig, og derfor uegnet, til utrolig meget mad. En tynd pilsner ville være langt mere velegnet. Samtidig vil jeg anbefale brygget til tung vintermad – langtidsstegt okse med ovnbagte rodfrugter fx. Det passer den mørke bitterhed perfekt til, mens den ville være malplaceret til al italiensk, fransk, østasiatisk eller for den sags skyld nordamerikansk mulje.
– Men bryggeriet manglede vel en eller anden undskyldning, de kunne give forbrugerne for at anskaffe den, og der kan mad jo altid bruges. Og hvis man kan bruge den til – om ikke alt mad, så i hvert fald utrolig meget mad, så er bryggets fremtidige salg sikret. Baggrunden for formuuleringen er vel igen marketing, og jeg må atter plædere ignorance på det område.
Bundsjatten med restgær var til gengæld en oplevelse af maltsød velsmag. Min anbefaling er derfor total ulydighed over bryggeriets babysitterformaning om, at brygget skal skænkes med forsigtighed, så man undgår restgæren. Hvornår forstår danske bryggere, at restgæren skal med! Ih, det var da utroligt med de fermentofober …

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme