Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Refsvindinge"

Den Sorte Enke, Refsvindinge

En venlig korsedderkop …
Bryggeriet Refsvindinge har mange specialøl på programmet. Faktisk er jeg ikke sikker på, at de overhovedet har en regulær pilsner eller en classic. Til gengæld kan jeg ved granskning af de øl, jeg indtil videre har prøvet fra dem konstatere, at specialøl til trods, har de endnu til gode at score en karakter over middel.
Og en øl opkaldt efter en af verdens giftigste edderkopper kan da også fange en gammel entomofils interesse. Jeg har selv engang haft en fugleedderkop som hobbydyr, og generelt finder jeg alle kryb overordentlig interessante (med undtagelse af hvepse og myg som jeg slår ihjel med en blodtemperatur på ikke over 100 Kelvin). Vi har ganske vist at gøre med en arachnid, der er lige så fjernt fra fugleedderkopper, som træspidsmus er fra bjerggorillaer, men det er jo kryb altsammen – so more the fun!
Brygget er iblandet antioxidant og stjerneanis, og så er det sædvanlige spørgsmål, om øllets præg domineres af de tilsatte fremmedelementer, eller om det på forunderligvis integreres i brygget, og tildeler det en ekstra dimension. Oftest ser man desværre, at det blot kommer til at smage af tilsætningen, og alt for lidt af øl.
Det er da også især det tilsatte krydderi, man mærker i duften. Det dufter af sød lakrids, jeg tænker især Blue Jeans-pastiller og fennikelfrø med sukkerovertræk. Visuelt kunne brygget også minde lidt om lakrids. Det er ganske mørkt (omend filtreret) og med højt boblende lystbrunt skum, der dog ikke efterlader sig nogen spor på glassets sider under konsumption.
Man skuffes omgående af bryggets manglende fylde, samtidig med at nærværende blogger da også kan mønstre lidt glæde ved smagen af … … … Anis! Sørme! Der er faktisk lidt Kongen af Danmark over det – lidt, altså. For selv smagen af anis er vigende i forhold til et dominerende element af danskvand. En bund, der mærkes nogenlunde bagest ved gummerne og mandlerne afslører, at der trods alt er brugt lidt humle i blandingsprocessen. Humlen hjælpes på vej af anisen, og her mærker man måske det eneste punkt, hvor bryg og tilsætning arbejder ordentligt sammen.
Heldigvis kan jeg godt lide anis, og brygget slaphed til trods, varmer krydderiet faktisk lidt i bryst og gane, så hele oplevelsen ikke bliver slap og ligegyldig. Til gengæld er jeg med tiden blevet mere og mere skeptisk over for hvedeøl, der i det hele taget har svært ved at komme ordentlig op i vurderingerne. Det er, øltypen taget i betragtning, ikke så mærkeligt, at det hele er lidt tyndbenet, og anisstjernen ville have pyntet langt mere i en stout eller måske endda en IPA.
Den farlige og giftige sorte enke viser sig blot at være en venlig og uskadelig korsedderkop.
2-en-halv-stjerne

Imperial Stout Cognac Barrel, Nøgne Ø

Lækker lakridslimonade …

Jeg fejrer grundlovsdag ved at hygge hjemme i familiens skød mens regnen siler ubønhørligt ned uden for, på og navnlig ind gennem de åbne vinduer. Jeg nåede heldigvis at  nyde det gode vejr med børnene på yndlingslegepladsen på Islands Brygge – og ja, jeg brugte det naturligvis som en dårlig undskyldning for at kigge inden for hos Toft Vin på Islands Brygge.

De har et fast udvalg af småspecielle standardøl – lidt Refsvindinge, Hancock og Ceres, som man ikke lige finder i alle supermarkeder. Det kom med, plus en enkelt øl, hvor jeg bare ville gå efter guldet – efter de 6 stjerner. For dem har der været alt for få af i år indtil videre. Der har faktisk ikke været nogen overhovedet, så nu måtte det være tid.

Jeg besluttede mig for den her. Med en Imperial Stout lagret på cognac-fade er risikoen for total fiasko sådan nogenlunde til at overskue. En hamper pris er samtidig ikke nogen garant, men alligevel dog et fingerpeg om bryggets kvalitet. Denne her kostede mægtige kr. 75,- for en kvart liter. Det er endda en smule dyrere end 666 Black Damnation, der kostede kr. 50,- for 180 ml. så vi har her at gøre med den dyreste øl, jeg nogensinde selv har købt. En bedre øl end hin hollandske er jeg dog klog nok til ikke at sætte næsen op efter. Hybris, once in a lifetime … den slags er reserveret til ganske særlige øjeblikke.

Betegnelsen stout lever brygget i farven ganske fint op til. Det er ganske aldeles natsort, men man hæfter sig ved en noget tynd viskositet. Skummet ligner kogende karamelmasse, men kan kun beundres ganske kort, da det falder lige så hurtigt som sodavandsskum. Ikke den fjerneste rest bliver tilbage – skumoplevelsen er flot – men kortere end hos selv nogle af de kedeligste standardpilsnere. Af samme grund nåede jeg ikke at få det med på billedet. Heldigvis har man da bryggets restgær, der i stedet klæber som en grumset film på glassets inderside, efterhånden som det nydes.

Duften er kraftigt branket med noter af især kaffe. Kaffe, der er blevet ristet for hårdt, og føles som aske i munden. Kaffe, jeg ikke ville bryde mig om – men som jeg har oplevet det før, så gør det ikke noget, når øl dufter af kaffe på en måde, jeg ellers ikke ville bryde mig om.

Og bryggets smag kunne man skrive en hel roman om. Det er i sandhed mangfoldigt og omfattende, og her vil jeg kun være i stand til at optrække nogle generelle linjer, så at jeg ikke bruger al den serverplads, bloggen har til rådighed. Overordnet hæfter jeg mig dog ved, at det primært er en bitter, brændt og krasbørstig stout, med indslag af kaffe, lakrids og – ikke overraskende i betragtning af lagringen – cognac. Der er ikke tale om en sød stout, sådan som føromtale småsataniske perle fra De Molen faktisk var.

Brygget får omgående én til at svede, og det er jo det, der mere end noget andet kendetegner rigtig godt øl. Kraft og fylde er lige i vinkel, og man glædes ved, at en relativt lang række af smagsindtryk – endvidere karamel og et fjernt indslag af vanille, alt sammen er overordentlig velintegreret i det stærke bryg. Man kunne anklage brygget for at være lige en tand for kontrolleret, og mangle den vildskab, man fx kan finde i De Molens 666-bryg, eller i Evil Twins Imperial IPA med det uudtalelige navn. Til gengæld har det en form for stoisk stolthed, et markant, velkontrolleret udtryk, en statue, en fast borg om man vil, der bare står der, og ikke kan andet. (Jeg må passe på med det mørke øl, når det sådan får mig til at citere *ydrk* Luther.)

Det er et nydebryg over en hals. Og man når at smage brygget ved flere temperaturer, hvis man ellers nyder det så langsomt som man bør. Den sidste småmudrede bundsjat gør ekstra godt, hvis man ellers kan lide kryddersnapse i stil med Gammel Dansk eller Nordsøolie. Jeg prøvede forleden én, der angiveligt skulle hedde “Old American Oil”. Det genererer ingen hits på google, så jeg husker nok forkert – men præcis sådan smagte den. Fuld af lakrids og smooth som fløjl gnedet mod kinesisk luksussilke.

I sandhed et lækkert bryg. Jeg tog mig netop i at hælde den stuetemperaturvarme bundsjat i munden – den der havde ligget og størknet i bunden af glasset. Den smagte også godt. Nuff said!

6-stjerner

 

 

 

Røde Mor, Refsvindinge

Hah! (- Edna Krabappel)

Verden er blevet to stjerner fattigere. Marcia Wallace, der lagde stemme til skolelæreren Edna Krabappel fra The Simpsons tog en billet på samme afgang som den legendariske rockmusiker Lou Reed – som jeg må indrømme, at jeg ikke kender særlig godt, men hvis betydning jeg bestemt anerkender.

Nu hygger de sig i det hinsides, og får sikkert en pint eller to i selskab med Rune T. Kidde, der som bekendt nåede en tidligere afgang. Det er den vej vi alle skal, men jeg håber blot, hvis der er et hinsides, at vi ikke ender samme sted som hedengange øl. Det ville i sandhed være et helvede, om der kun var Kay-Sar og Tuborg Lime Cut at få i dødsriget. De her nævnte stjerner fortjener i hvert fald bedre.

Hedengangen er Røde Mor derimod ikke helt endnu. Mig bekendt spiller banddelen af kunstnerkollektivet stadig. Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg sidst så dem, men jeg tror det var i foråret 2008 – eller 07, men det var i hvert fald i Store Vega på Vesterbro.

Om nærværende bryg fra fynske Bryggeriet Refsvindinge har noget med kunstnerkollektivet at gøre, fremgår ikke, men forsidemotivet kunne godt se ud til at være inspireret af kollektivets grafisk udtryk. En hyldest til Christiania i form af tre gule prikker pryder også dristigt etiketten, så mon ikke brygget søger at spille, om ikke direkte på kunstnerkollektivets ry, så i hvert fald den tradition, de i sin tid er opstået af?

I det hele taget er oplysningerne om brygget holdt lakonisk til det absolut nødvendige. Men med den varedeklaration er der næsten heller ikke plads til mere. Den omfatter både ascorbinsyre, ammoniseret karamelfarve og tilsat kuldioxid, og rammer dermed næppe de renhedskriterier, man ellers godt kunne forestille sig, at kunstnerkollektivet af samme navn ellers tilstræber – også når det gælder øl.

Men det må være en sag mellem Røde Mor og Bryggeriet Refsvindinge. Her er det kun bryggets kvalitet, der skal vurderes. Det lægger hårdt ud efter kapselaftagning med at sprede en ganske kraftig og velbehagelig duft af søde, velmodne æbler ud i lokalet. Den kraftige bouquet skruer forventningen op, da det er sjældent, at bryg, der dufter så godt, skuffer fælt (omend det ses). Navnet passer til farven. Det er tydeligvis en red ale (velnok en tillempet betegnelse, da farven til dels er opnået ved tilsætning af (suspekt) farvestof). Skummet er til gengæld meget svagt og lavt, omend cremet i det omfang det findes. Kridhvidt som det er, får det næsten brygget til at fremstå som et lille udsnit af Dannebrog – måske ikke lige det, man allermest forbinder med Røde Mor.

Fylden er central i smagen. Der er søde elementer af modne æbler og en snert af hindbærbrus. Dertil kommer humleindslaget, der runder sødmen af med en velbehagelig nøddebitterhed. Alt sammen dæmpet og nøje afmålt til ikke at blive for kraftigt. Det er ikke markant, ikke frembrusende, ikke ubehageligt … ja, det er faktisk en smule kedeligt, selvom det i det omfang det overhovedet smager af noget, da indrømmet også smager godt. Jeg nævnte fylden. Det er den, der gør, at brygget ikke går hen og bliver for tyndt eller vandet, men det redder det også kun lige akkurat …

… og kun i begyndelsen. En stikkende syrlighed tager efterhånden over. Det er som om brygget oxiderer meget hurtigt, og de velbehagelige søde toner forvrænges fra gule og røde æbler til æbleeddike. Alt i alt ikke en øl, der ved sit navn holder hvad den lover. Her er der ingen provokationer, ingen nytænkende eksperimentering eller udfordring af konformitet – og da slet ikke med store, voldsomme og fandinvoldske armbevægelser, og så ender brygget end da med at smage smågrimt.

Det er lige før at Helle Thorning kommer det gamle kunstnerkollektiv nærmere i sin politiks provokationer og nytænkning, end denne øl formår ved sin karakter.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme