Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Radler"

Old Danish Beer, Ørbæk/Dansk Mjød

Næsten for tung – men også kun næsten

Da jeg forleden var forbi Nationalmuseet for at hente Egtvedpigens Bryg, havde de også denne øl stående. Og så kunne jeg jo lige så godt, nu jeg alligevel var der og alt det der. Som læseren måske allerede har bemærket, er der tale om en selskabsøl – oven i købet på 10,1%, så der var i den grad brug for hjælp, da den skulle smages. Heldigvis er det så småt blevet en tradition at mødes flere beboere et par gange om ugen på vores tagterrasse, hvor vi forsamles til fællesspisning. Og denne gang havde jeg så en øl, jeg kunne dele ud af.

Det er endnu en ‘historisk øl’, brygget efter gamle opskrifter, og jeg vil vove den påstand, at man nok har været på sikrere grund denne gang da man bryggede øllet. Forlægget er en faktisk opskrift fra 1700-tallet og ikke rester fra bunden af en barkspand fundet i en bronzealdergrav. Så denne gang har man nok gættet lidt mindre, da urten skulle blandes. Der er desuden tale om en blanding af øl og mjød. Jeg har ved besøg på RateBeer og andre ølanmeldelsessites hæftet mig ved, at administratorerne gør ganske meget ud af, at de ikke vil have anmeldelser af cider eller mjød på sitet. Det er altså ugleset, at man anmelder andet end øl på ølsites – og -blogs, men da jeg før har anmeldt blandinger af øl og limonade, så kan jeg vel også anmelde blandinger af øl og mjød (og cider, hvis det en dag skulle blive aktuelt). Jeg holder mig i hvert fald ikke for fin.

Der er tale om en ufiltreret, rødbrun sag med gyldent skum. Skummet forbliver ikke højt særlig længe, men overrasker med at hage sig ganske standhaftigt fast på glassets inderside, hvor det aftegner spændende mønstre som landkort over fiktive kontinenter – men altså uden at skummet er særlig højt mens det sker. Duften er kraftigt vinøs. Man mærker den stærke alkoholprocent, og måske en antydning af honning – men altså klart mest alkoholen.

I smagen dominerer honningen fra det tilsatte mjød. Præcis hvornår i processen, mjød og øl er blandet, fremgår ikke, men den megen sukker i honningen skulle nok give restgæren lidt ekstra til alkoholproduktionen. Det vinøse præg brænder også igennem, så brygget ender med at smage væsentlig mere af honning og vin end af øl. Humlen gør dog også sit. Man mærker den som et skarpt pust i næsen. På samme måde som en god sennep – omend uden det stærke, men friskheden, man mærker bagefter, ligner ganske godt.

Men det er detaljer, små ornamenter i den overordnet meget søde og også ret tunge – for ikke at sige lidt for tunge – konstruktion. Det er bestemt en øl, der er god til at dele, idet jeg i skrivende stund har måttet brygge mig en kop kaffe, for at reducere den lette omtågethed, som mit knapt opfyldte ølglas gav mig. Drikker man en hel øl i den mængde de forhandles i, er bilkørsel med sikkerhed kriminelt, cyklisme langt fra tilrådeligt og almindelig gang … svært.

Blandingsprodukt eller ej – både som øl og mjød fungerer det godt, og jeg kan ikke andet, end at give det rigtig gode anbefalinger med på vejen.
5-stjerner

Hunting Beer, Ørbæk (Kvicklys Ølfestivalg 2014 VI)

Visuelt fantastisk …

Ørbæks indslag ved Kvicklys Ølfestivalg er vanen tro – ligesom alle deres andre produkter – økologisk. Og det glæder jo, at brygget i det mindste på én måde er rent, når listen over ingredienser i øllet i øvrigt er sammenlignelig med Nomas krydderihylde. Afstanden fra rent øl i Reinheitsgebotsk forstand regnes nemmest i Parsec til denne øl, der ud over de fire tilladte ingredienser indeholder kokosblomstsukker (hvad det så end er), enebær, rosmarin og koriander. Vel – der er i det mindste ikke nogen syntetiske stoffer i, så lad os glæde os over det – og selvfølgelig økologien. Gedved bemærkede desuden, endskønt han er vegetar, at den ville være god som marinade.

Skænkningen er en langstrakt, men også ekstraordinær oplevelse. Op over kanten af glasset hæver den vidunderligste gyldenorange softice sig. Man nyder synet af søjlen, der stiger op over kanten, hvordan skummet faktisk kan beskues fra siden, uden at det behøver blive holdt inde af en glasvæg. Man kan ikke bare tegne sjove mønstre og figurer i skummet idet man skænker det resterende bryg. Skulle man have lyst, kunne man bygge skulpturer i skummet. Selve brygget er smukt rødbrunt-grumset, og det er nok ikke bare af restgær, men også af et drys krydderi.

Begejstringen tager en smule af, når næsen nærmer sig. Bouqueten viser sig overraskende svag, syrligt-sød af svesker – men mest syrlig og uden nævneværdig fylde. Man håber, at smagen klarer sig bedre. At den matcher det visuelle udtryk har man på dette tidspunkt opgivet.

Smagen er – krydret! Fancy that, det kan næppe undre, efter at brygmesteren har hældt hele krydderiskabet ned i urten. Mest smager man enebærene med fylde af anis, hvilket er en kende overraskende i betragtning af, at det er et af de få krydderier, der ikke var med i blandingen. Øl smager brygget nærmest ikke af. Der er vel noget øl dernede under krydderierne et sted, men enten matcher krydderierne bare brygget så godt, at man ikke bemærker øllet, eller også er øllet faktisk så tyndt og ligegyldigt, at det ikke brænder igennem. Jeg ved det ikke, men anser det sidste for mest sandsynligt.

Jeg er i samme situation, som jeg er med radler og andre sodavandsøl. For krydderierne smager jo egentig godt, men de smager bare ikke af øl. Så hvordan skal brygget egentlig vurderes?

Jeg vælger endnu engang at vurdere, hvor godt krydderierne smager, og på den anden side, hvor godt øllet smager. Da øllet ikke kan forbindes med noget ubehag, og jeg antager, at bryggets i øvrigt godkendte fylde hidrører fra øllet, giver jeg det to stjerner. Krydderiblandingen er ganske fin, og giver mig lyst til helstegt vildsvin, så den giver vi fire stjerner. Derefter tager jeg gennemsnittet …

… og glæder mig fortsat mest over, at det er økologisk.

3-stjerner

Cheers Radler, Unicer Bebidas/Carlsberg (Portugisisk øl V)

Skål i sodavand …

Nå, jeg må til det. Jeg indrømmer, at de portugisiske øl hænger mig lidt ud af halsen, endskønt det er ved at være ret lang tid siden, jeg prøvede dem. Jeg må hellere få dem gjort færdig, så jeg kan få visket tavlen ren før månedsskiftet. Jeg skal ud og købe ind, og er spændt på, hvad der er kommet på hylderne efter en måned, hvor jeg kun har tilegnet mig en eneste alkoholfri øl.

Men aftenens epilog – en radler – skal selvfølgelig lige med. Radler er en blanding af øl – typisk pilsnerøl, og citronlimonade. Det er en oplagt blanding i subtropiske egne, og derfor et naturligt fund i Portugal. Hvordan brygget skal vurderes som øl, er altid en udfordring for mig, da blandingen af sodavand og øl altid strider mig mod et eller andet sted. Jeg ender med at fokusere på blandingens egenskaber som øl – man kunne også fokusere på bryggets egenskaber som sodavand, hvis man havde en sodavandsblog, og endelig kunne man fokusere på kombinationen af de to. Det sidste (og det næstsidste) er jeg dog tilbøjelig til ikke at gøre, da det netop ikke er en sodavandsblog, jeg driver. Når karakteren så falder lidt lavt, skal nydere af disse produkter selvfølgelig nok få at vide, om brygget i øvrigt smager godt. Men så længe det ikke smager som øl, vil det ikke score mange stjerner.

Det er et tåget radlerbryg i modsætning til Flensburgers klare (og i øvrigt elendige) Radler. Duften af citron er kraftig og gennemtrængende, og man forventer en stærk og syrlig – måske endda sur – radler, som den ikke helt vellykkede radler, jeg selv forsøgte mig med.

Men er bliver man overrasket. I stedet for et skarpt skud citron, overflydes tungen af den mildeste sødeste citronsodavand. Det skal retfærdigvis siges, at brygget ikke smager eller føles som de gamle smågiftige gule sodavand, vi fik som børn i firserne. Smagen er skarpere og det bruser mere – formentlig på grund af øllets gæring. Den ender dog med at stramme lidt i kæbemusklerne ved ørerne. Citronindslaget har altså mere kraft, end den søde smag i begyndelsen antyder.

Men det er også snart den eneste måde, man kan mærke på, at der er øl med i spillet. Gedved påstod lettere hånligt, at radleren smagte mere af øl, end nogen af de andre øl, vi prøvede den aften. Denne påstand gav han mig dog efterfølgende ret i, ikke indrømmede Cergal og Sagres Preta rimelig ære. Personligt ville jeg nok ikke selv kunne have gættet, at der faktisk var tale om et ølprodukt, hvis jeg fik den stukket skænket i hånden. Jeg ville have gættet på en sodavand.

Et irritationsmoment, og det ses ofte i radlere, er ingredienslisten. Den er lang som en Tolstoj-roman, og selvom den står på portugisisk genkender man både surhedsregulerende midler og aromastoffer – helt uden at man behøver slå E-numrene op. Det er altid træls med den slags produkter, og en god grund til at lave radler selv frem for at købe dem færdigblandet.

Vi gav også dette produkt samme karakter ud fra devisen om, at det egentlig smagte godt nok, men at ølelementet i uheldig grad ikke var fremtrædende nok.
2-stjerner

Det var så de portugisiske øl. Konklusionen er ret klar. Portugal er ikke et land, man skal besøge for øllets skyld. Selv det bedste kan man få meget bedre i supermarkederne herhjemme, endskønt det allerværste trods alt udmærker sig ved blot at være ekstremt kedeligt frem for at smage fælt. Vel, de portugisiske øl fik ikke ændret min holdning til sydeuropæisk øl i det hele taget. Ligesom italiensk øl, er det tyndt, uinspirerende og temmelig ligegyldigt.

Men så er der jo så mange andre gode grunde til at besøge Sydeuropa … Kulturen, historien, maden … Hvis siger klimaet, bliver jeg gram i hu!

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme