Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Krenkerup"

Weissbier, Krenkerup (Kvicklys Ølfestivalg 2014 XII)

En sidste skuffelse …

Så nåede jeg til den sidste øl i Kvicklys Ølfestivalg. Det er indtil videre ikke skuffende Krenkerup, der står bag den sidste, med ‘Weissbier’, der angiveligt skulle være ret sikker på en placering som nummer to. Uanset favoritværdigheden er jeg altid mistænksom, når danske bryggerier giver sig i kast med Weißbier (som det jo egentlig hedder – men den font, som Krenkerup trykker deres etiketter med, mangler velsagtens bogstavet). Ja, selv når visse ellers velrenommerede tyske bryggerier giver sig i kast med genren, kan det gå grueligt galt. Det er en øltype, der ofte ender med at være tynd, smagsmulighederne synes snævre, og ofte kommer gæren til at spille en alt for stor rolle – ikke bare i bryggets ydre, men i den grad også i smagen, som den slet og ret ødelægger.

Så det er med afstemt forventning, at det sidste Ølfestivalg-bryg knappes op og skænkes. Farven er overraskende mørk – som det også fremgår af etiketten; “mørk classic” står der, og det kunne antyde, at der er brugt wienermalt i processen. Skummet er til gengæld skuffende. Det falder næsten med samme hastighed som sodavandsskum, hvilket er ganske usædvanligt for Weißbier, hvis skum uanset bryggets kvalitet altid tårner cremet op. Manglende cremet- og holdbarhed kan dette brygs letgyldne skumfarve heller ikke kompensere for.

Duften lover lidt bedre. Der er velkendte noter af marcipan, banan og ikke mindst franskbrødsdej i bouqueten. Udtrykket er velgørende kraftigt, som en forjættelse af en øl, der bestemt smager af noget. På etiketten pirrer bryggeriet jo nysgerrigheden med en historie fra de varm… nahrj, de … regnfulde lande, ja sådan må det være – om den i denne øl benyttede Fuggle-humle fra England. Så er det jo bare lidt ærgerligt, at det første, der møder én ved kontakt med brygget, er gær og syre. Brygget smager kraftigt gæret og kraftigt syrligt, og selvom Peter, som jeg også nød Chili Lakrids Porter med, var jævnt begejstret, er jeg noget mere forbeholden.

Jeg har aldrig brudt mig om syrligt øl, og selvom dette brygs syrlighed for så vidt også er forfriskende i sommervarmen, tørrer gæren min mund ud. Bagom må jeg til gengæld indrømme, at humlen gør sit arbejde. Den kan da smages, og igen rammer etiketten ganske godt når den kalder bryggets karakter “træagtig”. Det er noget af en bedrift at overdøve den syrlighed og den gærethed, så humlen må bestemt være af en særlig kaliber. Det er blot ærgerligt, at det meste af dens kraft skal bruges på at gøre sig bare en smule bemærket bag to hærdebrede rockere ved navn Syre og Gær.

På den anden side – alt den aggressive skubben, masen og puffen mellem Gær og Syre på den ene side og Fuggle på den anden, giver bestemt brygget karakter, og får det til at fremstå kraftfuldt. Kraften skal brygget da behørigt krediteres for, når velsmagen om ikke udebliver, så i hvert fald er trængt i baggrunden. Netop et sted i baggrunden titter der faktisk lidt honning og hyldeblomst frem. Men det er kun glimtvise comic reliefs i en fortælling, der mest handler om rå magt og brutalitet.

Kraften til trods er Krenkerups første reelle skuffelse en realitet, og jeg må samtidig konstatere, at hvis dette bryg scorer en andenplads ved Ølfestivalget, er mine smagsløg åbenbart ganske anderledes sammensat end det store flertal af stemmeafgivernes.

2-en-halv-stjerne

Classic, Krenkerup

Utraditionel klassiker …

Classic pilsnere, altså mørkere maltede undergærede øl af wienertypen, er sjældent nogle, der formår at imponere. Typen er fast sortiment hos de store bryggerier som det lidt mørkere og måske lidt mere smagfulde alternativ til den jævne pilsner. Men den må selvfølgelig heller ikke blive så alternativ, at den begynder at smage markant, for så falder populariteten omgående.

Men der findes også undtagelser, så Krenkerup, der før har gjort sig heldigt bemærket, skal selvfølgelig have chancen. Førstehåndsindtrykket, altså det visuelle, er ikke det bedste. Brygget bruser voldsomt, og her er det vigtigt at skelne mellem bruse og skumme. Øl skal skumme, mens sodavand bruser. Denne øl bruser som omklædningsrummet i en større svømmehal midt i spidsbelastningen. (Jeg var jo i svømmehallen med mine børn for første gang nogensinde her i lørdags, så sammenligningen lå lige til højrebenet. De elskede det forøvrigt begge to.)

Så højt bruser det, at det vælter ud over siderne – det ville skummende øl aldrig gøre. Så visuelt er der tale om en sodavandsøl, selvom sku… jeg mener bruset, ellers holder en fin gylden kulør. Selve brygget er ganske flot kobberfarvet, og let tåget. Man får mistanke om, at det er ufiltreret, men det fremgår ikke entydigt, og brygget er trods alt ikke uigennemskinneligt. Alt i alt er det altså kun bruset, der giver et dårligt indtryk.

Allerede i duften varsles en ikke helt klassisk classic-oplevelse. Duften er kraftigt humlet på den bitre side, hvor wienerøl gerne er, om ikke lette, så i hvert fald runde og sødlige. Denne er kantet og skarp, men stadig med den velkendte maltfylde. Skarpheden går igen i smagen, men med et syrligt præg af gær, der med det samme kyler brygget over i en anden kategori end de industrielle classicpilsnere med deres alt for velkendte lette sødme og runde fylde.

Man kan indvende, at gærpræget er for nærværende, og til at begynde med er jeg selv tilbøjelig til netop dette. Men heldigvis tager gærpræget noget af med tiden, hvilket iøvrigt er usædvanligt. Hvis et bryg smager af gær, har gæren det med at tage over, hvis brygget får lov at stå – men altså ikke her. Som brygget kommer til at smage mindre af gær, mærker man mere til humlen og malten. Og heldigvis er det stadig ikke bare rundt, mildt og rart. Humlen prikker af grannåle, mens malten ganske vist leverer en sød fylde – men det er en fylde af cherry og portvin – ikke af chokolade og sukker.

Og bagom de skarpe, markerede malt- og humleudtryk lurer gæren fortsat med sin skrappe syrlighed. Parat til at angribe. Man kan med nogen ret anklage brygget for ikke at være helt i balance – men hvem har også brug for balance, når man i stedet kan få udfordring til præferencer og spænding til smagsløgene?
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme