Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Kaiserdom Privatbrauerei"

Kaiserdom Dark, Kaiserdom Privatbrauerei

Anglicismens fortrædeligheder
Det i hvert fald i COOP’s butikker hæderkronede sydtyske bryggeri Kaiserdom har betingelsesløst omfavnet de angelsaksiske ølkategorier. Denne mørke øl, der i Tyskland ville blive betegnet “Ein Dunkles” eller måske snarere på de sydtyske kanter “Schwarzbier”, betegnes i stedet “Dark” og “Lager Bier”. Forvirringen er total, ikke mindst eftersom “Lager” i den engelsktalende verden betegner lyst pilsnerøl. I Norden betegner “Lager” eller “Bajersk øl” det samme som “Dunkles” i Tyskland, og for at gøre forvirringen total tilføjes det redundante, men også forvirrende tyske “Bier” efter “Lager”. Betegnelsen “Lager” bruges mig bekendt bare slet ikke syd for grænsen … Was ist los!?
Men det er jo faktisk soleklart. Der er nogle marketingfolk på spil, der på forhånd går ud fra, at det danske marked ikke er klar til germanske ølbetegnelser som Dunkel- eller Schwarzbier (uagtet, at Harboe har brugt betegnelsen ‘Dunkel’ i årevis på et af deres produkter). Det er for svært, tænker marketingfolkene – eller for avanceret at noget som helst står på andet end engelsk. Og især da tysk. Nej sådan et svært og i øvrigt grimt og militaristisk sprog kan man sandelig ikke sælge noget på! (Det kan man i forbløffende grad heller ikke på dansk, hvilket er åbenlyst, om man kaster et tilfældigt blik på vilkårlige reklamer for arbitrære produkter.) Så man finder nogle engelske betegnelser, og derfra går det increasingly wrong (nu må selv marketingfolkene vel kunne forstå det).
For marketingfolk forstår sig ikke på særlig meget andet end marketing – fx forstår de sig ikke på øl, og da overhovedet ikke et specialområde som forskellen på tyske, danske og engelske ølkategorier. Kaster man et blik på en wikipediaartikel eller to, bliver betegnelserne klare for dyslektiske analfabeter med svær ordblindhed. Men husk! Det er marketingfolk, vi har at gøre med. De kender ikke engang forskel på øl og ale for crying out loud.
For i virkeligheden er det jo marketingfolkene, det er for svært for, det med forskellige ølkategorier og -betegnelser. Og bliver der blandet andre sprog ind over, går det først for alvor balalajka. Det er denne øls etiket måske det mest skræmmende eksempel på af alle, denne blog har haft med at gøre.
Jeg har nu ogsåen svær mistanke om, at det ikke er det tyske bryggeris reklameafdeling, der står bag sprogforvirringen, men derimod importøren, der bærer ansvaret. I Tyskland ville man aldrig begynde at bruge angelsaksiske betegnelser på lokalproduceret øl. Faktisk ville man nok meget sjældent bruge angelsaksiske betegnelser i det hele taget. Vi har at gøre med folk, der ikke forstod det morsomme i, at McDonalds reklamerede for en burger, der var “EXTRA GROSS” (læs det på engelsk), for som en af gangfællerne på kollegiet i Marburg, hvor jeg studerede tilbage i 2000-2001 sagde: “Ich dachte “Gross” heißt “Wachstum” [da: vækst]”.
Dark, Lager eller Dunkel – en mørk øl er det i hvert fald. At dømme på den brankede smag er den brygget på ristet malt – som det sømmer sig for en Dunkel/Schwarzbier. Skummet er kraftigt og cremet, og lader sig ikke sådan slå ned, og det dækker glasset med tykke gardiner efterhånden som det bliver drukket. Duften er syrligt gæret svarende til frisk franskbrødsbolledej.
Smagen er klassisk – som sagt ristet og indeholder desuden en mild karamelmaltsødme initialt. I eftersmagen mærker man bitterhed af kaffe. Mærker er ordet, for eftersmagen er lidet markant og minder én om, at hele brygget – ristethed, sødme og kaffebitterhed til trods- er en temmelig kedelig, ufyldig og i bund og grund tynd affære. Alt for meget vand udhuler sammenhængskraften i brygget, og de ellers velgørende smagsindtryk kommer til at virke isolerede og sammensatte.
Således skylder Kaiserdom Privatbrauerei stadig at imponere. Det står fortsat for en alt for standardiseret og ligegyldig karaktér, der ikke gør godt tysk ølhåndværk ære.
Men at danske marketingsfolk formår at ødelægge oplevelsen yderligere skal selvfølgelig ikke ligge bryggeriet til last.
2-stjerner

Kingfisher Premium, Kingfisher Beer/Kaiserdom

Næsten som vi kender det herhjemmefra …

Det er første gang, bloggeren prøver en indisk øl. Helt indisk er den måske ikke, idet den brygges på licens i Tyskland på Kaiserdom-bryggeriet for Kingfisher Beer Europe, der har til huse i Kent sydøst for London. Den globalisering, den globalisering …

Men brandet kommer fra Indien, så vi kalder den indisk. Jeg har prøvet et par asiatiske øl hist og pist og en enkelt i bloggens levetid, og konstateret hver gang, at mikrobryggerier og specialøl bare ikke rigtig har slået igennem på verdens største og tættest befolkede kontinent endnu. Det meste er tyndt pilsnersprøjt efter det mest van(d)lige tyske forbillede man kan tænke sig, hvilket undrer denne blogger en smule i tilfældet Indien. Det er en tidligere britisk kronkoloni, og man kunne have forventet, at brygtraditionerne pegede lidt mere i retning af nitrogenskænkede ales. Men nej. Måske har inderne som en form for hævn valgt at brygge øl som en af arvefjenderne, Tyskland, for at drille? Jeg skal ikke kunne sige det, men forklaringen er underholdende nok til, at jeg kan trøste mig lidt ved den, så den er hermed godtaget.

Ved skænkning rejser skummet sig voldsomt. Det er så hvidt og tæt, at lille Thyra begejstret peger på det og kækt gjalder: “Mælk mælk!” Kun langsomt trækker skummet sig tilbage, så lidt mere bryg kan hældes op, og så må man holde pause igen. Til gengæld kan man gøre det til en sport at se, hvor langt op over glassets kant man kan få skummet til at krone uden at det drypper. Svaret er: langt. Samtidig breder en dunst af øllet (adj.) og rå humle sig i rummet. Det er velgørende, lovende og rigeligt voldsomt til at holde ølverdenens mugglere (ja, jeg er lige blevet færdig med Harry Potter-serien) på lang afstand.

Det tætte flødeskum udsætter smagningen noget, da det lige skal falde, før læberne kan nå ned til brygget. I mellemtiden kan man nyde de flotte, tætte og fedtede mosaikker, brygget efterlader på glassets inderside. Visuelt er brygget sandelig noget ud over det sædvanlige. Ikke mindst for masseproducerede pilsnerprodukter.

Smagen, til gengæld, lever bedre op til forventningerne – eller skulle vi sige mere op til forventningerne, for godt er det jo egentlig ikke – om det, der ifølge bryggeriet selv er et af verdens største befolkningers øl nummer ét. Det er ganske rigtigt tilpasset de brede massers smagsløg. Vandet trænger sig omgående på, og med til at undergrave enhver skygge af fylde i brygget er den fuldkommen udeblevne karbonering. Den kunne skabe et fantastisk skum, men ingen kulsyre bliver tilbage i brygget. Det er kort og godt dovent.

En let metalfornemmelse formår dog at give brygget en forfriskende kant, og selvom der er for meget vand og ingen fylde, så er der – ganske vist ved siden af og underligt uintegreret – en alligevel kraftig smag af humle, som den man mærkede i duften. At påstå, at humlen smager igennem, er en overdrivelse, men den er der, og i det omfang den er til stede, er den både rå og bidsk. Også eftersmagen formår at behage idet humlesmagen viser sig overraskende langtidsholdbar.

Så indernes foretrukne øl – skal man tro reklamerne, altså – formår at hæve sig et endog væsentligt niveau over den europæiske inspiration.

Men det er måske ikke så mærkeligt, når nu brygget alligevel fremstilles i Europa.
2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme