Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Irsk øl"

Caffrey’s Irish Ale, Coors Brewing Company

Fra tågerne …

De fleste gennemskuede min aprilsnar på fjæsen, men den var tæt på at blive virkelighed i går, da jeg lå helt og aldeles underdrejet efter en noget våd bytur. Sjældent har jeg oplevet værre tømmermænd, og mumlede vist også det evige omkvæd om, at jeg aldrig skulle drikke igen.

Anledningen var ellers hyggelig nok. Jeg var til teamarrangement med mit arbejde, og det indebar go-kart-kørsel, god mad, og så en tur på The Irish Rover ved Jorcks Passage på Strøget. Førstnævnte er jeg stadig øm i hele kroppen efter, mens sidstnævnte stod for gårsdagens grimme eftervirkninger i hoved og mave-tarm-system.

Det blev til indtil flere Guinness. Jeg manglede at takke bryggeriet efter at de trak støtten til New Yorks St. Patrick’s Day-parade tilbage, og det blev der behørigt rådet bod på. Selvom jeg egentlig ikke synes, at Guinness er nogen særlig interessant øl, er den rigtig god til festlige lejligheder. Den balancerer fint mellem en festlig letdrikkelighed og adækvat fylde og smag til, at det ikke bliver det rene og skære tylle-fylle-bælle-drikkeri. Og så har bryggeriet udvist en holdning til LGBTQ-spørgsmålet, som jeg kun kan erklære mig enig i – og selvom det skulle være et marketing/publicity-stunt har de min støtte for selve boykotten uanset.

Festligheden i The Irish Rover kan der ikke sættes en finger på. Deres udvalg i øl må til gengæld påkalde sig en i bedste fald passende mængde konstruktiv kritik. Ud over Guinness – ingen irsk pub uden – var der kun lutter kedelige og ligegyldige danske standardpilsnere, som jeg allesammen havde prøvet før – og så lige den her. En irsk ale – fra 1994 til 2001 i hvert fald, hvor Caffrey’s Irish Ale opkøbt af Molson Coors og nu er et multinationalt, internationalistisk brygprojekt, der handles og konsumeres verden over.

Men den skulle jeg da lige prøve – i min 40 hestes brandert, vel at mærke. Efter både Guinnes, div. pilsnerøl og det løse, og det er optegnelserne og erindringen trods alt også lidt farvet af.

Det er en lys ale, der skænkes med kvælstof, ligesom Guinness, Kilkenny og en række andre ales fra De Britiske Øer. Det er et smukt syn, at se skummet retirere til en lille cremet krone over det gulorange bryg. Duften er overvejende frisk og syrlig af umodne æbler, men synes også lidt svag.

Brygget er bitrere end man forventer med præsent humle og ledsagende stik af gær. Det har intet maltpræg, men føles alligevel ganske fyldigt, hvilken nok skyldes kvælstoffet. Gæren er præsent uden at ødelægge brygget, men det kan alligevel ikke frasige sig et let eddikeagtigt syrlighedspræg, der nok ikke vil falde i alles smag. Det er faktisk den syrlige smag, som britisk ale er berygtet for, der her træder markant frem.

Og jeg må indrømme, at den heller ikke rigtig falder i min smag. Den er lidt for syrlig og smager for meget af gær. Ikke desto mindre er den både fyldig og vederkvægende – to egenskaber ved øl, der ikke så tit følges ad. Og så smager den faktisk af noget i en 40 hestes brandert – og det er i sig selv lidt af en bedrift.

Jeg fik den adækvate irer af min gode kollega Jimmy, og tak for det. Jeg er altid glad for at modtage øl til anmeldelse, som jeg ikke har prøvet før, også selvom de – som denne – er lidt for meget som irske øl er flest.

2-en-halv-stjerne

Nyborg Kongebryg, Ørbæk

Så hellere en republik!

Vi har netop haft besøg fra Irland. Det land, vi for præcis ét år siden boede i, og hvor vi også deltog i en demonstration for fri abort – den første i et tocifret antal år i Irland, kunne vi forstå. Ved demonstrationen blev vi ‘opdaget’ af Joanna og hendes mand Jon, der weekenden efter genkendte os til det årlige hedenske træf Faile Draíochta. Joanna kom hen og sagde goddag til Linda – ja, og så har de været venner siden. Det viste sig, at Joanna desuden har danske aner, så hun kommer jævnligt til Danmark med Jon, og således lagde de i aften vejen forbi vores lille amagerkanske hybel.

Menuen stod på ovnstegte kartofler, grøntsager og selvfølgelig frikadeller. Meget mere dansk bliver det ikke, og jeg havde omsider en lejlighed til at åbne den Nyborg Kongebryg fra Ørbæk, som har ligget i mit køleskab siden ruder konge var knægt. Nyborg Kongebryg forhandles fast i COOPs supermarkeder i flasker à 0,75 l, hvilket som bekendt er mere, end jeg selv gider drikke på en aften. Som regel i hvert fald.

Så den stod på Kongebryg til de tilrejsende fra Republikken Irland. Et par, der iøvrigt selv havde en holdning til øl, og faktisk kendte flere af de irske specialbryg, jeg selv havde prøvet, da vi boede derovre. Det kom der også en hyggelig palaver ud af, hvor vi alle var rørende enige om Galway Hooker‘s fortræffeligheder.

Nyborg Kongebryg vil jeg ligesom dén – uden yderligere sammenligning med hint fortræffelige hiberniske bryg – karakterisere som en lys øl, endskønt uenighed om dette kan være velbegrundet. Det er brunligt rødt, lettåget og på grænsen til at være mørkt. Skummet er til gengæld stadig ret lyst, letgyldent med store våde bobler, der hurtigt eksploderer i små smæld, der sender dråber af brygget mod kanten af glasset. Dér klistrer skummet i overraskende standhaftige klatter, som en lille overraskelse oven på en noget middelmådig visuel indledning. I duften mærker man den tilsatte citron. Det er blandt andet denne tilsætning, der skulle gøre brygget lig det, som blev skænket i den gamle kongeborg i Nyborg i slutningen af 1400-tallet. Citronen skulle være så eksklusiv og svær at få fat på, at det kun var fyrsterne, der havde adgang til den. Men ud over citronen udsender brygget ikke megen odeur. Endskønt citronduften er så markant, at den allerede mærkes ved skænkning af øllet, er den underligt spinkel og brygget mangler iøvrigt en egentlig duft af øl.

Smagen er også præget af citron, der giver det en sødt-syrlig smag, ikke ulig de gamle gule citronvand. Aromaen er ligesom bouqueten spinkel, og efterlader en mundfornemmelse af vådt papir. Den initiale skuffelse bliver der dog rådet bod på efterhånden. En letgæret, nøddeagtig bitterhed sniger sig frem på bagtungen, mens gærfornemmelsen ikke uelegant forstærkes ved gummerne. Det er ikke smagen af gær, men kun fornemmelsen, fylden af det, der mærkes, og denne fylde breder sig til ganen og svælget til almindeligt jævnt velbehag.

Overordnet forbliver det dog en lidt tynd omgang, der kun er adækvat bitter og akkurat fyldig nok til at være i orden. Brygget ved ikke helt, om det vil være syrligt, surt eller bittert og ender med at være lidt af det hele og ingen af delene, og den højere enhed ender som en forvirret tresomhed uden nævneværdig højde.

Hvis dét er, hvad Kongeriget Danmark kan præstere udi kongeligt specialbryg, ja, så er behovet for en republik måske mere udtalt end nogensinde. Det var dermed helt klart aftenens republikanske indslag – gæsterne fra Irland – der udgjorde aftenens højdepunkt, mens de royale måtte indkassere endnu et sviende nederlag fra det vestligste Europa.

2-en-halv-stjerne

Vulcano Pale Ale, Fur Bryghus

Bleg dansker …

Det er ikke mange øl fra Furs Vulcano-serie, jeg indtil videre har prøvet. Faktisk er det kun deres Påskebryg, som jeg nu kan se, jeg var jævnt tilfreds med. Indtrykket har dog ikke brændt sig et mærke i min bevidsthed – næppe heller en vabel, måske en let rødmen, der med tiden har fortaget sig helt. jeg har uden held forsøgt at finde ud af, om der ligger et særligt koncept til grund for Vulcano-serien. Men Fur Bryghus’ noget rodede hjemmeside lader én forblive i uvidenhed, om et særligt koncept for serien skulle eksistere.

Da jeg i sidste måned købte mig fattig i restlageret af Coops amerikanske ølimport, stod denne pale ale der også. Og så tænkte jeg, at den vel lige så godt kunne komme med. Jeg husker den også som en af de øl, jeg måtte give bort før vores emigration til Irland, hvor vi nu for et år siden var blevet effektivt huset i bydelen Applewood i Dublinforstaden Swords, men hvor vi som bekendt aldrig rigtigt faldt til. Nu har jeg så fået en chance for at prøve den igen.

Det første man mærker ved brygget, når det knappes op, er bouqueten. Den er ganske kraftigt humlet, og jeg er endnu engang hensat til mit barndomshjems badeværelse på første sal, hvor mine forældre bryggede øl. Det var sådan det duftede – eller som jeg tænkte dengang, lugtede, deroppe, hvor vinballonnerne klukkede af kulsyren fra gæringen. Skummet er højt, og relativt cremet og fyldigt, men falder alligevel hurtigt ned mod det flotte, rustrøde bryg.

Smagen er til at begynde med letsyrlig – ja, måske nok mest let, men efterhånden mærker man bryggets humlede bitterhed, der matcher duften godt. Det er først en tør bitterhed, der mærkes, når brygget har hvilet lidt midt på tungen. Den tager til, efterhånden som brygget nærmer sig svælget, og her vokser den sig omsider stor, og antager en klæbrig, næsten klæg finish, der klistrer sig til mandler, gummer og svælg.

Den masserer råt det bageste af munden i en alligevel noget kortvarig eftersmag, og ligesom indtrykket fra påskebrygget er det ikke brandbylder, endsige permanent arvæv, den efterlader i bevidstheden. I resten af munden damper syrligheden også snart af, men munden efterlades dog med en fornemmelse af adækvat vederkvægelse. Man savner fylden, men glæder sig ved letdrikkeligheden, der ikke bliver for let, netop på grund af den anmassende og igen adækvat karakterfulde bitterhed. Friskt forbliver brygget også. Det kan nydes i store mundfulde uden at man snyder sig selv for bryggets smag. Alligevel smager det af mere, end de bryg man ellers er fristet til at hale ned i store drag.

Men forventer man en amerikansk pale ale som dem, den stod sammen med, bliver man slemt skuffet. I sammenligning med disse får i stedet et blegt, dansk bællebryg.

Ikke helt ulig størstedelen af de irske specialbryg, forøvrigt.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme