Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Indslev Bryggeri"

Bamberg Hvede, Indslev (Kvicklys Ølfestivalg 2014 III)

Fedtet med restgæren – og smagen …

Det er ikke uden grund, at Indslevs bidrag til Kvicklys Ølfestivalg bærer navnet ‘Bamberg’. Den nordbayerske by er centrum for røget øl. Det er netop, hvad denne øl er – en Rauchweizen – altså en røget øl brygget på hvede, sådan som Indslev Bryggeri som bekendt har for vane.

Hvedeøl er traditionelt ufiltrerede også denne, men i betragtning deraf har bryggeriet været temmelig fedtede med restgæren. Kun en tynd film er knapt synlig på den side af flasken, der vendte nedad i køleskabet, men agitationen, opløsningen kræver er godkendt. Før brygget er knappet op peger det i retning af ‘lidt en godt’. Den lave mængde restgær lover til gengæld også godt for balancen. Med megen restgær kan det gå to veje. Det kan gøre oplevelsen markant bedre – eller værre. Uden for meget af den vil det første indtryk ikke rokke sig syndeligt.

Den afdæmpede karakter fortsætter i duften. Fylden er der, så det trods alt ikke bliver tyndt. Bouqueten byder på syrlig maltsødme, lidt blomster og lidt blød, mørkegul frugt, fersken og blomme – men indtil videre ingen røg.

Smagen er også afdæmpet – eller sagt lidt pænere, diskret, men ikke desto mindre markant. Igen mærker man en let men ikke for svag sødme af frugt og nektar foran i munden. Længere bagude mærker man restgæren som en let bittersyrlighed af ananaskirsebær, men fortsat med en sød bund af clementin og honning.

Det er diskret, sødt og alligevel ikke uden en vis kompleksitet. Som den lave mængde restgær varslede, er det også ganske velafbalanceret og velintegreret. Men der er fortsat ingen røg.

Røgen kan anes i bryggets brunlige, og næsten helt klare lød – der er virkelig ikke meget restgær at spore, og røgen er der virkelig kun for syns skyld. I duft eller smag er der ingen røg – endsige nogen ild, det afdæmpede – for ikke at sige småkedelige – bryg tænder måske en gnist – en glød, hvis vi er heldige. Men altså helt uden den røg, vi blev lovet. Øv!

Husk at stemme på Island.
3-stjerner

Frederiks Påske, Indslev

Jul, faste, påske …

Fastelavn er for længst overstået, og jeg har endnu engang måttet kigge i vejviseren efter nogen fastelavnsøl. Jeg synes ellers, det ligger lige til højrebenet. Man kunne lave en hel fastelavnsserie baseret på forskellige populære udklædninger … Skeleton Wit, Princess Blonde, Harlequin Red, Zombie IPA … mulighederne er uendelige (og hvis noget bryggeri bruger bare ét af disse navne, forlanger jeg royalties!)

Og det er jo sandt, at det ikke er sandt, at julen varer lige til påske, som det fremgår af den gamle julesang. For derimellem kommer jo ganske vist fasten, der netop er gået i gang. I fasten skal man som bekendt leve det nøjsomme, asketiske og kontemplative liv, og det indleder jeg på vanlig nordisk manér med et gæret humlebryg af den stærke slags. Her et overgæret hvedebryg, en påskeøl, i god tid før selve højtiden. Der florerer jo mange påskebryg allerede – de ramte faktisk supermarkederne så snart fastelavnen var fløjtet af, for det er jo vigtigt, at forbrugerne kan nå at prøve alle højtidsbryggene i god tid, så folk ved, hvad de skal drikke sig plørede i, når højtiden endelig rammer.

Indslev Bryggeri startede med juleøllen “Frederiks Jul” ‘Frederiks’-serien, opkaldt efter den første brygger på matriklen. Serien blev skudt aldeles nydeligt i gang med dén øl, og dermed har Frederiks Påske noget at leve op til. Det bliver også spændende at se, i anledning af hvilke fremtidige højtider, Indslev vil brygge andre ‘Frederiks’-øl. Jeg vil i hvert fald altid være klar til at prøve dem, for det kunne jo være, at en af dem, bliver bare næsten lige så god som hint julebryg.

Væsentligt lysere end julebrygget er Frederiks Påske. Nærmest citrongul med en ikke uimponerende krone af tæt, nogenlunde klæbrig marengsmasse. Bryggets tæt- og uigennemsigtighed slås let, men at det er et ufiltreret bryg er trods alt ikke svært at se. Nogen håndgribelig ansamling af restgær skal man dog lade brygget stå længe for at kunne få øje på. Brygget dufter umiddelbart en smule tyndt, men slet ikke uinteressant. Marcipan og franskbrødsdej garneres af en markant champagneessens, som undertegnede straks bliver spændt på, hvorvidt også findes i smagen.

Brygget smager bitrere end forventet. De overvejende søde noter fra bouqueten kan ikke genfindes, men det gør umiddelbart ikke så meget. Brygget byder på en alternativ oplevelse, der starter småsyrligt med noter af citrus, og som brygget glider hen over tungen, transformeres syrligheden elegant over mere bittersøde noter af græs til en frisk bitterhed af løvtræ.

Fylden står champagneindslaget for, der mærkes som et sprittet brændevinsmærke bagest i halsen. Nej, det er ingen Dom Perignon. Og selvom fylden er til at tage at føle på, er sprittetheden et generende og disharmonisk fremmedelement, der gør, at brygget går fra lidt småtyndt og ikke helt i centrum, men bestemt drikkeligt og interessant, til at være så ubalanceret, at det næsten mister sin velsmag. Det er ærgerligt, især fordi den glidende overgang mellem de forskellige smagsindtryk lovede rigtig godt for oplevelsen undervejs.

Nå, man kan ikke vinde hver gang, og det gælder også for Indslev. Vi ser frem til den næste ‘Frederiks’-øl, og håber på lysere tider og mørkere bryg.
2-en-halv-stjerne

Mit Ølår 2013

Et helt kalenderår er gået, årets hjul har drejet en omgang, vi ser tilbage på det år der er gået og bla bla bla for slet ikke at glemme fla fla fla … [indsæt din egen skamridte kliché om årsskiftet her] …

De foregående år har jeg slået ned på årets bakketoppe og bølgedale, og i en eller anden grad ordnet dem systematisk frem for kronologisk. Dette har jeg valgt at lave om på denne gang – jeg vil netop gennemgå ølåret kronologisk. Mest fordi jeg kan, men også fordi jeg alligevel gør det lidt anderledes fra år til år … jeg finder spontant på nogle kategorier at vurdere øllene efter, og tager det hele lidt ad hoc. Så på den måde er årets fremgangsmåde ikke så anderledes fra, hvad den plejer at være. Samtidig giver den kronologiske gennemgang også et overblik over de ting, der er sket med mig og min lille familie, og som jeg også har delt på bloggen. Årets højdepunkt og bundskraber udi gærede humlebryg vil dog blive særskilt udnævnt sidst i indlægget som altid.

Vinteren
… blev kold og lang. Og blev indledt hjemme hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, hvor han har haft til huse siden 1991. Der boede vi fire styks på mit gamle værelse på førstesalen, mens vi ventede på at blive genhuset efter en lille afstikker til Irland i efteråret. Jeg var startet på nyt arbejde, og hurra for det, men med op til to timers transport oven i fuldtidsarbejde og to småbørn, blev det småt med anmeldelser de første par måneder af året.

Støckel, Vestfyensk flop …

Først i marts begyndte der at ske noget. I starten af året havde Vestfyen lanceret fire nye øl, de selv mente var specielle nok til at blive kaldt “specialøl”. Undertegnede var mildest talt ikke imponeret. Ud over, at den mindst ringe var jævnt kedelig, og den ringeste måtte hældes ud, var der absolut intet specielt ved dem. Bare for at tage et eksempel, er Thisted Bryghus’ økologiske standardøl, og deres pendant til guldøl, Humle, i sig selv klasser bedre end det ligegyldige standardsprøjt, Vestfyen hældte på Støckel-emballagerne. Således føjede Vestfyen endnu et kapitel til fortællingen om, at danske standardbryggerier lider under den misopfattelse, at alt, der ikke er halvtyndt, standardiseret pilsnersprøjt, er at betegne som ‘specialøl’. Vestfyen fik samtidig slået sit navn endegyldigt fast som masseproducerende standardbryggeri uden særligt meget ‘specielt’ at byde på i det hele taget. I Willemoesserien er der spredte glimt af glæde, men alt for tit er de skabt på kunstig vis, ved tilsætning af ting, der i bund og grund ikke hører i øl – herunder tilsætnings- og smagsstoffer. Jeg gider ærligt talt ikke rigtig Vestfyen længere.

Nyt bo, nye øl

1. april flyttede vi endelig ind i vores nye lejlighed på Amager. Et mindre udvalg af øl kom med fra min far, og udgjorde temaet “Indflytningsøl”. Fire vilkårlige øl, der kun havde det til fælles, at de kom med fra min far, da vi flyttede. I dag er det mest flytningen, jeg husker. Det var vidunderligt at opleve, og som jeg allerede fortalte dengang, bor jeg nu tæt på mit gamle kollegium, Grønjordskollegiet, og lige ud til Amager Fælled. Det er det sted i verden, hvor jeg føler mig allermest hjemme. Øllene var iøvrigt rigtig gode. Raasteds uanselige forårsbryg – udadtil uanseligt i.e. – viste sig at være langt mere spændende, end det tog sig ud. Mindre overrasket var jeg over kvaliteten af Herslev Bryghus‘ India Dark Ale, men det skyldes, at Herslev sjældent skuffer. Så dét bryg var til de 5 stjerner, jeg havde regnet med. Kors Øøll fra Ørbæk leverede måske det underligste navn i løbet af året – og en udmærket økologisk smagsoplevelse, mens Woody Creek fra Flying Dog fungerede som varsel om, hvad der senere skulle tåles fra dét bryggeri. Det vender jeg tilbage til.

Godt og dårligt øl

I maj tog begivenhederne fart. Endskønt jeg måtte arbejde 1. maj og ikke kunne berette om nogen spændende øl derfra, blev maj en begivenhedsrig måned. Jeg blev angrebet af et lovecraftsk monster, Sierra Nevadas ‘Narwhal‘. Bryggeriet blev dermed det eneste indtil videre, der har leveret mere end én øl til den absolutte topkarakter, 6 stjerner. Endnu engang skal jeg mane til forsigtighed, da det ikke just er det, der præger ens opførsel, når de mange procenter, og dens begsorte karakter har formørket ens sind. Kontrasten til den næste øl var til at tage og føle på. Tuborgs Ultra Grøn var sidste skud på stammen af det, jeg har valgt at kalde Smart-beers. Tynde eller sukkersøde brygeksperimenter, der skal få unge mennesker til at drikke mere øl i stedet for Sidney-Lee-bajere og pseudo-cider. Ikke overraskende, var jeg ikke imponeret over det sukkersøde humlesodavandsstads. Til gengæld var der mangle læsere, der var vilde med min anmeldelse, der til dato er den suverænt mest viewede anmeldelse. 2146 hits står der i skrivende stund, og det endda hits på selve indlægget. Har man blot læst det i strømmen, eller som ét indlæg under en kategori, er det ikke talt med. Dette er et godt sted at sige pænt tak til læserne for den fortsat store interesse for bloggen. Siden indlægget, der for første gang genererede over 5000 månedlige hits på bloggen, har antallet af læsere ligget stabilt på over 3000 om måneden. Det var især den ene anmeldelse, der afstedkom den udvikling.

Forsoning og sodavandsøl

Med Hyllie fra Thisted Bryghus afsluttedes også en længere pause med det bryggeri. De er tilbage med en ny brygmester, der med det samme har pudset den økologiske profil af. Bloggen her kvitterer med et dybfølt Tak! Hyllie blev drukket i et usædvanligt varmt forår, der fortsatte i en temmelig varm sommer, der kom til at stå i sodavandsøllets tegn. Bryggeri Skovlyst (og dem vender vi frygteligt tilbage til senere) havde lavet én god og én dårlig, og den gode af dem viste mig for første gang, at blandingen af øl og sodavand faktisk kan fungere. Senere på sommeren blev det til test af endnu to af slagsen, Tuborg Sommer contra Flensburger Radler. Udfaldet var overraskende til Tuborgs fordel, idet Flensburger havde kommet kunstige, kemiske sødemidler i deres radler. Og det kunne smages! Desuden lavede jeg også mit eget eksperiment udi ølblanderiet. Det faldt i det mindste i én persons smag … sådan da.

Amerikanske bryg og ølfestivalg

Resten af sommeren og efteråret kom især til at stå i de amerikanske øls tegn, da COOP’s butikker havde hentet et parti amerikanske specialøl hjem. Oprindeligt havde de stået i Kvickly, men blev arvet af Fakta, da Kvickly skulle bruge hyldemeterne til deres ekstremt overvurderede Ølfestivalg. Det var en fornøjelse at prøve de mange bryg fra den anden side af dammen. Der var rigtig gode øl imellem, og så var der de mindre gode. Sidstnævnte mindre gode – eller i hvert fald lidet inspirerende – var især fra bryggeriet “Flying Dog”, der i det hele taget var det eneste af de amerikanske specialølsbryggerier, der ikke formåede at imponere. Ellers var der fuld skrue på smag og karakter, i modsætning til de relativt få øl, jeg prøvede fra Kvicklys ølfestivalg. Den mindst ringe i dén konkurrence var Pladderballe Bryghus‘ Szlatmok, der fik karakteren ‘middelmådig’. Det siger lidt om niveauet i Kvicklys Ølfestivalg, der i øvrigt blev vundet af en Ingefær-øl, som jeg nu har fået fat i, og som vil blive anmeldt i starten af det nye år.

Ny ølpusher, afsløring og kommunalvalg

I løbet af efteråret fandt jeg også en ny foretrukken ølpusher, Toft Vin på Islands Brygge, hvor jeg fandt årets andet 6-stjernede bryg. Ellers var efterårets største begivenhed på ølbloggen helt klart afsløringen af et lidt for kækt marketingstunt fra Bryggeri Skovlyst. De lancerede en øl ved navn Amager Juleøl, som de stolt bekendtgjorde kun blev solgt i udvalgte supermarkeder på Amager. Men præcis samme bryg blev solgt i Helsingør – blot under et andet navn ‘Jul i Helsingør’ og med en anden etiket. Det blev til artikler både i EPN, Politiken og MX. Efterfølgende måtte bryggeriet sætte opslag op overalt hvor brygget blev forhandlet, hvor det blev præciseret, at det faktisk var det samme bryg, der blot blev forhandlet med forskellige etiketter rundt om i landet. Affæren, som jeg døbte ‘Bryggeri Skovlyst-gate’ er bloggens største triumf som journalistisk medie indtil videre. Samme måned anmeldte jeg desuden en spritny øl fra Mikkeller, Mikkel Sarbo, der blev lanceret som en kommunalvalgkampsøl for en radikal kandidat til Københavns Borgerrepræsentation af samme navn. Det var første gang, min blog blev kontaktet for at være den første til officielt at anmelde en øl. Det skulle vise sig ikke at blive den sidste.

Jul og mere bud efter bloggen

November måned endte med at slå alle rekorder i hits – også rekorden fra maj måned. Dette skyldtes Skovlyst-gate, Mikkellers nye øl, og en uforventet høj interesse for en ny juleøl fra Indslev, Frederiks Jul. Ellers gik julemåneden slag i slag uden de store udsving. Til gengæld blev jeg endnu engang kontaktet af et bryggeri – denne gang fra Tyskland, der ville have mig til at prøve deres øl. Det drejede sig om St Erhard, der angiveligt snart vil rykke ind her til lands med deres slet ikke uefne kellerbier i meget handy og stilren indpakning. Bloggen ønsker dem held og lykke. Om danskerne er klar til standardøl af en højere kaliber, end det classic-sprøjt, de er vant til, må tiden vise. Indtil da kan St. Erhard jo sælge brygget som specialøl. Der skal nok være nogle, der bider på. En forsoning med Hornbeer blev det til som årets sidste oplevelse. Omsider lykkedes det mig at finde en Hornbeer-øl, nemlig deres Juleøl, som jeg faktisk var imponeret over. Det skete efter et år, hvor de ellers havde leveret flere skuffelser.

Bedste og værste øloplevelse
Årets bedste oplevelse har jeg allerede nævnt. Det er Narwhal fra Sierra Nevada. Monsteret fra det sorte dyb ansporer til skælmerier og festivitas. Men pas på! For dyret er uregerligt, og man ved aldrig helt hvad der sker, når man er i Narhvalens vold.

Den ringeste oplevelse stod Hornbeer for. Deres urimeligt dyre “Smag på Nordsjælland Sommerbryg – Hyldeblomst” var ikke bare – ja, dyr – den var også aldeles udrikkelig. Citron og eddike kombineret med sæbe, som man forestiller sig, det må have smagt i DDR. Jeg erklærede, at Hornbeer ikke var bedre værd end at hælde i vasken – efter tre skuffelser i træk med denne som den mest eklatante, og tildelte brygget den absolutte bundkarakter som den eneste i det forgangne år. Nu ved jeg dog, at Hornbeer kan gøre det bedre (jf. deres aldeles udmærkede juleøl), og det vil jeg holde imod dem, hvis de laver sådan noget modbydeligt sprøjt igen. De har ikke nogen undskyldning!

Mit store nytårsforsæt er, at få bedre styr på mit temperament og humør, så jeg ikke længere bliver irriteret over småting. Dette gælder kun i det virkelige liv og selvfølgelig ikke på ølbloggen. Så her i cyberspace vil jeg kunne afreagere, når tingene ikke vil, som jeg vil … 2014 skal nok blive et festligt år her på bloggen.

Frederiks Jul, Indslev

Til hele juleaften

Ah … Jeg har påbegyndt aftenens anmeldelse endnu før jeg har drukket ud – langt fra endda. Hvis jeg skal vente til resten af brygget er nydt, bliver klokken indtil flere, for ikke at sige mange. Og så længe gider jeg ikke vente med at dele mine tanker.

Indslev Bryggeri, hvedeølbryggeriet på Fyn, der vist ikke længere udelukkende er et hvedeølsbryggeri, har lavet et julebryg, der blandt andet kan findes lemfældigt kastet op blandt diverse discountjulestads og billigt tysk juleslik i strålende farver i Quick Fakta. Så den ydmyge placering sparkede bestemt ikke forventningerne op i Den Himmelblå. Så er det jo skønt at få en positiv overraskelse, og åbning, skænkning, indsnusning, smagning og nydning af nærværende bryg har været en ren kavalkade af dem.

Ved skænkning rejser skummet sig højt, som det nu gør ved hvedebryg. Selve brygget holder en flot rødbrun lød, mens skummet matcher orangegyldent med et skær af pink. Bundsjatten i flasken er en historie for sig. Et jordskælv på 7-8 Richter vil måske løsne toppen, men for resten skal der skrappere midler til. Behøver jeg fortælle, at brygget efter den omgang fremstår aldeles uigennemskinneligt som en rødbrun bræmme af mudder snarere end øl? Indtil videre husker jeg kun Herslevs IPA som en lignende imponerende visuel oplevelse. Duften emmer af søde, frugtige aromaer af især mango og fersken.

Smagen lader ikke noget tilbage at ønske i forhold til den suveræne indledning. Det er dog ikke kun de søde og frugtagtige nuancer, der kommer frem, og det er kun godt. Munden fyldes af en kraftig, fyldig men også blid og rar bitterhed af hasselnødder. Frugten i form af fersken og mango kommer igen, men som et sekundært element, der yderligere runder bitterheden af. Det tilsatte farinsukker gør sit i processen, men er så velintegreret i det samlede billede, at man næppe ville lægge mærke til det, hvis man ikke vidste, det var der.

Imponerende er også fylden, som de 8% til trods ikke virker sprittet. Højst giver alkoholstyrken en let romessens, der også kun tæller op i det samlede regnskab. Et ekstra og overraskende pift er dét af candy floss og skumfiduser, der fylder munden, hvis man trækker lidt luft ind over brygget i begyndelsen.

Efterhånden ændrer brygget karakter og bliver mere bittert gæret. Trækker man luft ind over brygget i dette stadie, mærker man romessensen mere. Brygget bliver heldigvis aldrig harskt eller på nogen anden måde ubehageligt. Men afgjort sværere tilgængeligt alt andet lige.

Det er et bryg, der virkelig kan nydes længe. Der er hele tiden masser af smag, og det udvikler sig efterhånden som man når længere og længere ned mod den store mudrede sø af restgær, der danner sig i bunden af glasset. Hvordan blanding af bund og gær smager, må læserne have til gode. Der er stadig rigeligt af brygget tilbage i mit glas, og indlægget skulle jo helst stadig kunne nå at læses indeværende aften.

Så hvis finalen viser sig at være noget ganske særligt, vil jeg selvfølgelig lade jer det vide. Generelt må jeg sige om brygget, at der for nyderen er rigeligt til en hel juleaften i én flaske à ½ liter … og for den, der også skal have til det andet ben mere end rigeligt i to.

Det kan godt være, jeg allerede nu skulle købe mig en mere, så drikkelsen er sikret til juleaften.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme