Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/IPA"

Hophorn, Hornbeer

India Pale Ale af gavn …

 
Sommeren er over os. Den lå i baghold, overfaldt os lagde os i benlås og hamrer nu løs alle reglementerede – og især ureglementerede – steder med en med sikkerhed ureglementeret stor totenschläger. For en dag søgte jeg tilflugt for tæskene hos min kære fader i Hvalsø sammen med mine børn. Det varede ikke længe før vi havde lagt planer om at grille, og remedierne skulle skaffes i den lokale brugs. Den samme brugs, der fast har Hornbeers og Herslevs bryg på hylderne, for de bryggerier ligger jo alligevel lige i nærheden.
Så et dyrt, men forhåbentlig godt Hornbeer-bryg blev det til. Selvom jeg stadig finder det risikabelt at vælge Hornbeers øl. Jeg er blevet slemt skuffet før, men ved også, at det kan være rigtig godt. Brugsen Hvalsø havde desuden et restlager af nogle amerikanske mikrobryg stående, som ellers var blevet forflyttet fra Kvickly til Fakta sidste efterår, og derefter revet væk i løbet af få dage (jeg nåede som bekendt at redde mig et eksemplar af de fleste). De øl vender jeg selvfølgelig tilbage til senere, men hvordan det kunne være, at de kunne fås i Brugsen Hvalsø så lang tid efter, får jeg nok aldrig svar på.
Allerede ved skænkning af dagens øl eksploderer bouqueten i et festfyrværkeri af aromatiske IPA-noter. Det er rene krysantemumbomber af ingefær, hyldeblomst, roser og bergamotolie med krudtslam af bitre, skarpe humlenoter. Krudtslam leder desuden tanken hen på bryggets lød, der ikke følger betegnelsen IPA særlig godt. Brygget er nemlig ret mørkt – mørkere og tykkere i viskositeten endda, end visse tynde stouts, jeg har prøvet gennem årene. Det er med andre ord en IPA af gavn, men dårligt af navn (og det gør jo ikke noget). En IPA, der ikke bare er usædvanligt aromatisk, men også bryder genrens rammer. Det cremede skum tårner sig op, først som lakridsflødeis, og efterhånden som det falder, idet de små bobler springer først, og efterlader lange fedtede strenge på tværs af glasset, bliver det til lakridscandyfloss. Skummets evne til at klistre, gør så meget desto mere sammenligningen med candy floss passende.
Men faktisk er det ikke første gang, det er set. En mørk IPA fra Bryghuset Braunstein kunne opleves ved Kvicklys Ølfestivalg tidligere på året. Men den bliver gennempryglet af Hornbeers på samme måde som sommeren har pryglet os almindelige dødelige, og fortjener ingen yderligere sammenligning.
Og det er bestemt ikke et bryg, der har det hele i udseendet og duften. “Er du rådden!” udbryder jeg ved det første lille nip, idet endnu et festfyrværkeri eksploderer i mundhulen. Det udløser tæskeskarp og bitter humle samtidig med alle de rare, søde blomstertoner, men kunne mærke i duften. Fyrværkerimetaforen kommer også til sin ret i mundfornemmelsen. Humlen hiver, flår og bider og river smagsløgene rundt med en blanding af wasabi og gari-fornemmelse. Uden at overdrive brændte brygget mere end de chorizo-pølser, vi kort før åbning havde taget af grillen.
Ved mandlerne bliver brygget mildere, og slår over i en bittersød blanding af især bergamotolie og knastør cascadehumlesmag. Jeg ved ikke, om det er cascadehumle, der er brugt, men humlens friskhed svarer i hvert fald meget godt dertil.
Ja, jeg skrev friskhed. Paradoksalt nok føles det hidsigt bitre bryg også læskende, vederkvægende og friskt. Det fungerer fint afkølet og formår at holde én immun over for sommervarmens værste tæv – for en tid i hvert fald.

6-stjerner

Cascade IPA, Raasted Bryghus

Endelig ferie …

… og det skal dælme fejres! Med en øl, jeg har tårnhøje forventninger til. Hvad er det – en måned siden, at jeg fandt ud af at den eksisterede? En eller anden – jeg kan ikke huske hvem, men det var vist ikke engang en af mine lidelsesfæller udi ølbloggeriet, men derimod en bekendt i Grenå, der postede et billede af den på fjæsbogen. Og fra det øjeblik var jeg solgt. IPA og Cascade-humle i ét! De to mest vidunderlige ord i ølverdenen, jeg kan komme i tanker om – i kombination med hinanden! Det måtte bare være godt …

Og så gik den vilde jagt. Jeg spurgte ivrigt for i supermarkederne på Amager, og selvfølgelig også hos min lokale ølpusher, men lige meget hjalp det. Jeg gik endda så langt som til at skrive, og senere ringe til salgschefen, om brygget da ikke på et tidspunkt også kom til Sjælland.

Svaret var ikke entydigt, omend overvejende negativt. I hvert fald kunne salgschefen ikke garantere, at brygget ville blive handlet øst for Storebælt. Jeg argumenterede for, at jeg skulle have tilsendt et anmeldereksemplar, men det kom der ikke noget ud af – til ingen skade, for nu kan den jo fås alligevel. Det er dog stadig uvist, om brygget forhandles på den underordnede tilstødende naboø til Amager – i ved, Sjælland. Men hvis alt går galt kan man jo altid smutte en tur over Langebro efter en.

Det er i hvert fald et ganske flot bryg. Rødligt, næsten rødbrunt med matchende orangegyldent og temmelig fedtet skum. Mængden af skum, der bliver hængende på glassets sider er til gengæld set større. Duften er frisk og skarpt bittersyrligt humlet af ananaskirsebær og bitter humle med en antydning sød af hyldeblomst.

Nå … Det smager da meget godt …

Men godt nok også noget afdæmpet i forhold til, hvad jeg havde forventet. Jeg hæfter mig indledningsvis ved den kraftige, tørre eftersmag af ananaskirsebær – den får et flueben. Selve smagen derimod mangler ikke bare ordentlig bitterhed, men også de ledsagende IPA-noter af roser, hyldeblomst og bergamotolie. Bagtungen og ganen opfanger da aroma af træ, grannåle og en knivspids ingefær, men det smages kun. En rigtig IPA skal mærkes. Dette bryg forbliver glat og masserende, mens en ordentlig IPA skal rive og flå. Fylden mangler også lige det sidste – og måske endda også det næstsidste. Man smager vandet for meget, og tilskyndes i alt for høj grad til at tømme glasset i store drag.

Det gælder dog ikke bundsjatten, der en vis lighed med smagen af harske valnødder til trods omsider byder på lidt af den efterspurgte bitterhed. Lidt mere af det, skulle begyndelsen, midten og også en stor del af slutningen have haft meget mere af.

Uden dog på nogen måde at være ubehagelig, må den betragtes som en IPA-oplevelse på det jævne.
4-stjerner

Goa Goa, De Jyske Bryghuse

Øv, ingen tæsk …
 
Maj måned var begivenhedsrig her på bloggen. Det skyldtes naturligvis Kvicklys Ølfestivalg, hvor Kvickly som bekendt var så søde at kaste hele serien af øl i nakken på mig, så de kunne anmeldes på bloggen. Og det sender jeg dem selvfølgelig gerne endnu en tak for – ikke mindst fordi det faktisk blev måneden med næstflest hits nogensinde. Uopnålige fem hits mere og måneden ville have tangeret den hidtidige rekord fra november 2013, hvor den famøse Bryggeri Skovlyst-gate rullede. Åbenbart genererer afsløringer af lusket markedsføring flere hits, end store supermarkeders ølevents. Det kan man jo godt tænke lidt over …
Mit bud på en vinder var som bekendt Fur Bryghus’ amerikansk-inspirerede pale ale. Dagens øl er også amerikansk inspireret – det fremgår af bagetiketten, at der er brugt seks forskellige amerikanske humlesorter (gad vidst om ikke Cascade er iblandt dem), men der er tilføjet et ‘I’ før Pale Ale, og det skal få en kommentar med på vejen lidt senere. Sidst jeg anmeldte en IPA, faldt det åbenbart en læser for brystet. Det kan man se på min facebook-side. Redhooks Long Hammer IPA går åbenbart for at være noget værre noget i ølkenderkredse. Det skal dog ikke holde mig fra at sige min ærlige mening om øllet. Jeg kunne rigtig godt lide den, og jeg vil opfordre læsere, der er blevet fortørnet over min begejstring til at mildne deres forstemmelse ved tanken om, at de da på ingen måde er forpligtet til at kunne lide det samme øl som jeg, blot fordi de læser bloggen. Desuden betyder forskellene i synspunkter jo blot, at der er mere Long Hammer IPA til mig, og mere af alt andet øl i hele verden til dem.
Såvidt reaktionerne på sidste IPA-anmeldelse. IPA står, som de fleste vil vide for “India Pale Ale”. De Jyske Bryghuse laver den klassiske fejl, og kalder den “Indian (sic) Pal Ale” i stedet. Jeg skal ikke pege unødigt mange fingre ad dem, idet jeg selv har været skyldig i fejlen for nogle år siden, og samme fejl begik Ørbæk også sidenhen. Ingen – selv ikke de bedste (dermed mener jeg i al beskedenhed naturligvis mig selv) – er fuldkomne, men påpeges skal det da, så læserne vil vide, hvad det rigtig hedder.
Allerede ved skænkning mærker man både klassiske IPA-træk og klassiske amerikanske træk. Bouqueten præges af skarp humle med en velkendt IPA-duft af hyldeblomst og roser, samt Cascade-humlens karakteristiske duft af bergamotolie (slikmundene vil kende aromaen fra alteabolsjer). Skummet er ikke voldsomt højt, men til gengæld ganske formbart, og holder en fin gylden lød over det appelsinorange, filtrerede bryg (og jeg glemte i farten at fotografere brygget – beklager mange gange …)
Den indledende smag er gennemtrængende, men overraskende sød i betragtning af, at det er en IPA. Det er knap så overraskende i betragtning af den meget søde bouquet. Det er dog langt fra altid, at bouquet og aroma følges ad, så lidt overraskende er det alligevel. Alteabolsjerne er i front med andre ledsagende søde noter som rejsekammerater. Der er de kraftige af overmodne clementiner og de svagere af hyldeblomst. Begge giver brygget både nuancer og fylde. Dertil kommer et bittersyrligt element af ananaskirsebær. Det er indtil videre fire forskellige smage, der ikke hele tiden blander sig lige godt – især elementet af bløde, overmodne clementiner truer med at få brygget til at tippe.
Og først senere kommer humlebomben – endelig. En ganske intens aroma af grannåle fylder mund, svælg og gane, men det sker først efter at brygget har passeret drøbelen. Brygget har dermed afgjort IPA’ens kraft og vælde, men er utraditionel i sin sødme, og sin vigende – eller i hvert fald forsinkede bitterhed.
Jeg forventer tæsk til smagsløgene, når jeg får en IPA. Jeg forventer Sigmund Freud i hans sene forfatterskab. Jeg forventer Mogens Camre i diskussion med Fatih Alev. Jeg forventer Bertel Haarder under et forsinket interview, hvor han i familiens skød skulle have haft risengrød. Altså ordentlig og voldsom bitterhed.
Her er lidt for meget sødme til, at jeg er tilfreds med den her øl som IPA. Der mangler nogle tæsk …
Men bare som øl, må jeg jo erkende, at det både er nuanceret, karakterfuldt, interessant … og så smager det jo endnu engang bare rigtig godt.

5-stjerner

Royal Platinum, Royal Unibrew

Men så heller ikke mere …

Det måtte jo komme på et tidspunkt. Nogen måtte vel få ideen. Lidt i analogi med Herslevs India Dark Ale, der ligger i naturlig konceptuel forlængelse af India Pale Ale, har Royal Unibrew begået en platinum – en øl, der er en tand stærkere end en guldøl, og derfor med nødvendighed må betegnes ved et metal, der er lidt mere kostbart. (Og da opfindelsen er ret ny, dikterer ufravigelige regler om marketing vel, at det skal skrives på engelsk, for ellers lyder det åbenbart ikke sejt nok, eller noget.) Så er spørgsmålet bare, hvilket bryggeri, der kommer først med et endnu mere kostbart metal til brug som ølnavn – en Rhodium-øl, måske, eller en Plutonium-øl, hvis man skal være rigtig avanceret.

Og øllene med lavere – eller bare almindelig – alkoholstyrke kunne benævnes med mindre kostbare metaller. Ideen er ikke ny, har man ikke (hvilket ellers er forståeligt nok) fortrængt Harboe Silver, tjener den som eksempel. Jeg husker, der nær udbrød oprør på mit gamle gymnasium, da der til en fest kun var Harboe Silver at få. Deciderede letøl kunne passende benævnes Titanium-øl, eller måske endda Aluminium-øl.

Her er det et ædelmetal, der er tale om, men ikke ædelt bryg – i hvert fald ikke i den forstand, at det er rent. Som Royal Unibrews bryg så ofte er, er det tilsat diverse (subst. adj.) – i dette tilfælde majs og glukosesirup. Men det er jo relativt afdæmpet i forhold til, hvad andre bryggerier kan finde på. Selve brygget minder også mere om en legering – messing – i løden, omend skummet holder et nydeligt platinblondt skin. Det er blot ærgerligt, at det kun kan nydes så kort, før det er væk, bortiret hurtigere end natrium i et svømmebasin.

Og så ærgrer bloggeren sig jo lidt over, at han i det følgende ikke kan fortsætte det metalliske i temaet, for det er der intet af  i duft eller smag. Førstnænvte byder på tam og uengageret humle – i en konkurrence ville det næppe indbringe en medalje af rustent jern. Et ildevarslende syntetisk stænk, der mest minder om uparfumeret håndsæbe, varsler ilde.

Sæben udebliver lykkeligvis i smagen, der i stedet byder på meget traditionel pilsnerhumle, men med en overraskende sød, og fyldig kant. Mandlerne spiddes herefter af et skarpt og råt – men ikke stort – stålblad af humlebitterhed. Derefter bliver bitterheden blødere, varmere og rarere og slår over i hasselnødder ledsaget af en velafstemt cognacnote.

Især eftersmagen gør, at man lige standser op – og lader den hvile få sekunder længere i munden end man gør med den vanlige pilsner. Men så heller ikke mere. Humlens relative råhed skal nok skræmme nogle nydere af traditionelle (læs: industrielle) pilsnere væk, men det til trods er jeg ikke imponeret, endsige overbevist om bryggets påståede værdi hinsides det gyldne. Det glimter da hist og pist – men aldrig af platin, ej heller af guld og næppe af sølv.

I en konkurrence med få deltagere måske af bronze.

2-en-halv-stjerne

Jacobsen India Pale Ale, Carlsberg

Professionel begynderforvirring …

Husbryggeriet Jacobsen har hidtil været mest udbredt som selskabsøl. Men nu kan de også fås i emballager af en størrelse, der ikke gør én plørefuld, når man nyder en alene. Det glæder denne blogger en del, for i grunden synes jeg, at endskønt gigantmastodonten Carlsberg står bag, er Jacobsen-bryggene interessante nok til at de ikke er fuldstændig spild af tid. Og de halvlitersflasker Jacobsen-bryg, de for tiden har stående i Døgn-Ghetto på Rued Langgaards Vej, Amager, passer lige til mine behov for ikke  at få en mindre fjer på, blot fordi jeg trænger til en øl efter arbejdstid.

Endnu mere glæder det mig, at Carlsbergs kvalitetsbryggeri prøver kræfter med en af mine absolutte favorittyper, IPA‘en. På stående fod husker jeg ikke andre IPA’er fra Carlsberg, så det bliver spændende at se, om de behersker stilen.

Det ser dog ud til, at der i bryggeriet hersker nogen forvirring om klassifikationen af brygget. Og det kan kun undre, eftersom man skulle tro, at bryggeriet, med de ressourcer det har, skulle være i stand til som minimum at kende typer og egenskaber ved de bryg de producerer. På bagetiketten fremgår det således, at der her er tale både om en ‘stærk pilsner’ og en ‘lys ale’ …

Det er imponerende, at landets suverænt største bryggeri – ja, et af verdens største bryggerier åbenbart ikke er klar over selvmodsigelsen i denne påstand. Pilsner er som bekendt undergæret øl, mens ale – herunder IPA – er overgæret.

George Costanza får lov at kreditere Carlsbergs evner udi korrekte ølbetegnelser …

costanza clap George Costanza Clap
Kilde: http://gifrific.com/george-costanza-clap/

Men væsken i flasken skal jo ikke lide under at blive kaldt noget, det ikke er. Dømt på farven alene, kunne man dog godt lade sig narre. Det er jo sandt nok en lys ale – det ligger lissom i navnet, India Pale Ale, og den korngule lød har vel narret en uvidende medarbejder i marketing. (I marketing er uvidenhed – i hvert fald hvad øl angår – åbenbart et plus.) Skummet kan også narre – omend det klistrer i små fnug, bobler og falder det med standardpilsnerens vanlige uengagerethed. Det holder dog en lød, der er en tone mere gul, end vanligt pilsnerskum.

Duften narrer til gengæld ikke – ja, bortsat fra, at kraften er sammenlignelig med Carlsbergs andre standardprodukter. Det vil sige ildevarslende lille, omend med karakter af grankogler og hvedemel, der afslører, at det trods alt ikke er det sædvanlige undergærede Carlsbergsprøjt, vi har at gøre med. Sprøjt kunne det nu stadig være, at dømme på den svage bouquet.

Men da man når til smagen, gøres alle ilde forventninger heldigvis til skamme. Brygget er både forfriskende, og skarpt bittert i smagen som en IPA skal være. Bitterhed af grannåle, fylde og sødme af syrennektar og en tør eftersmag af rå humle karakteriserer smagsudtrykket.

Selvom Carlsbergs begynderproblemer med at betegne brygget korrekt ikke varsler vel, så klarer det sig ganske godt alligevel. Det er klassisk, bittert og forfriskende på samme tid. Måske lidt for forfriskende. En snob som jeg selv kunne godt ønske lidt ekstra bitterhed, så brygget ikke havde karakter af, at være brygget af kommercielle hensyn – for det kan man trods velsmag godt mærke på dets vigende kraft, at det er.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme