Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/HornBeer"

Hophorn, Hornbeer

India Pale Ale af gavn …

 
Sommeren er over os. Den lå i baghold, overfaldt os lagde os i benlås og hamrer nu løs alle reglementerede – og især ureglementerede – steder med en med sikkerhed ureglementeret stor totenschläger. For en dag søgte jeg tilflugt for tæskene hos min kære fader i Hvalsø sammen med mine børn. Det varede ikke længe før vi havde lagt planer om at grille, og remedierne skulle skaffes i den lokale brugs. Den samme brugs, der fast har Hornbeers og Herslevs bryg på hylderne, for de bryggerier ligger jo alligevel lige i nærheden.
Så et dyrt, men forhåbentlig godt Hornbeer-bryg blev det til. Selvom jeg stadig finder det risikabelt at vælge Hornbeers øl. Jeg er blevet slemt skuffet før, men ved også, at det kan være rigtig godt. Brugsen Hvalsø havde desuden et restlager af nogle amerikanske mikrobryg stående, som ellers var blevet forflyttet fra Kvickly til Fakta sidste efterår, og derefter revet væk i løbet af få dage (jeg nåede som bekendt at redde mig et eksemplar af de fleste). De øl vender jeg selvfølgelig tilbage til senere, men hvordan det kunne være, at de kunne fås i Brugsen Hvalsø så lang tid efter, får jeg nok aldrig svar på.
Allerede ved skænkning af dagens øl eksploderer bouqueten i et festfyrværkeri af aromatiske IPA-noter. Det er rene krysantemumbomber af ingefær, hyldeblomst, roser og bergamotolie med krudtslam af bitre, skarpe humlenoter. Krudtslam leder desuden tanken hen på bryggets lød, der ikke følger betegnelsen IPA særlig godt. Brygget er nemlig ret mørkt – mørkere og tykkere i viskositeten endda, end visse tynde stouts, jeg har prøvet gennem årene. Det er med andre ord en IPA af gavn, men dårligt af navn (og det gør jo ikke noget). En IPA, der ikke bare er usædvanligt aromatisk, men også bryder genrens rammer. Det cremede skum tårner sig op, først som lakridsflødeis, og efterhånden som det falder, idet de små bobler springer først, og efterlader lange fedtede strenge på tværs af glasset, bliver det til lakridscandyfloss. Skummets evne til at klistre, gør så meget desto mere sammenligningen med candy floss passende.
Men faktisk er det ikke første gang, det er set. En mørk IPA fra Bryghuset Braunstein kunne opleves ved Kvicklys Ølfestivalg tidligere på året. Men den bliver gennempryglet af Hornbeers på samme måde som sommeren har pryglet os almindelige dødelige, og fortjener ingen yderligere sammenligning.
Og det er bestemt ikke et bryg, der har det hele i udseendet og duften. “Er du rådden!” udbryder jeg ved det første lille nip, idet endnu et festfyrværkeri eksploderer i mundhulen. Det udløser tæskeskarp og bitter humle samtidig med alle de rare, søde blomstertoner, men kunne mærke i duften. Fyrværkerimetaforen kommer også til sin ret i mundfornemmelsen. Humlen hiver, flår og bider og river smagsløgene rundt med en blanding af wasabi og gari-fornemmelse. Uden at overdrive brændte brygget mere end de chorizo-pølser, vi kort før åbning havde taget af grillen.
Ved mandlerne bliver brygget mildere, og slår over i en bittersød blanding af især bergamotolie og knastør cascadehumlesmag. Jeg ved ikke, om det er cascadehumle, der er brugt, men humlens friskhed svarer i hvert fald meget godt dertil.
Ja, jeg skrev friskhed. Paradoksalt nok føles det hidsigt bitre bryg også læskende, vederkvægende og friskt. Det fungerer fint afkølet og formår at holde én immun over for sommervarmens værste tæv – for en tid i hvert fald.

6-stjerner

Påske Bryg, Rækker Mølle Bryghus

Har I haft en god påske?

Selv har jeg været småsyg det meste af tiden. Det er også derfor, jeg ikke har anmeldt nogen øl, for når det eneste man kan lugte og smage, skiftevis er det snot man har i kraniet og det slim man har i lungerne, falder lysten – og evnen – til at anmelde alt, hvad der smager af noget – herunder øl.

Men nu føler jeg, at jeg er klar igen, og hvad er mere passende her på falderebet, mens vi stadig lige kan nå det, end at anmelde en sidste påskeøl. Rækker Mølle kom lidt dårligt fra start, men som trofaste læsere vil huske med fx Hornbeer, er jeg klar til at prøve mange halvgode – for ikke at sige elendige – øl før jeg afskriver et bryggeri fuldstændigt. Så lad os se, om ikke Rækker Mølle med denne øl kan få noget genoprejsning … eller genopstandelse – det er jo så meget oppe i årstiden, eller hvad man nu siger, når man tror på den slags (det gør jeg ikke, så hvad ved jeg?)

Rækker Mølles Påskebryg er en hvedeøl, der ved opskænkning skaber en masse brus. Og brus er virkelig ordet, for det larmer ikke upassende som faldet mod et vældigt vandhjul, mens det falder hurtigere end tyngdeaccelerationen ved VY Canis Majoris. Intet bliver tilbage. Det er en ren skumimplosion i en hastighed, der ville slå førnævnte kæmpestjernes hypernova med misundelse. Eneste forskel er voldsomheden – gammaglimt, eksplosion og singularitet udebliver, og det er nok også bedst sådan.

Men hvor det visuelle skumudtryk måske scorer den laveste karaktér nogensinde, så er selve brygget slet ikke så kedeligt. Det ligner appelsinjuice – inklusive frugtkød, da brygget er ufiltreret – og det er ikke mærkeligt, når man på etiketten kan læse, at der er brugt appelsinskal i brygprocessen. Duften giver da også et citrusindtryk, måske mere af grape end appelsin, men også et mere traditionelt hvedeølsindtryk af franskbrødsdej og gær, ledsaget af mere venlige søde toner af honning, syrénnektar og rosenblade. Gær og sødme varsler imidlertid også den famøse blanding af denatureret sprit og marcipan, som man jævnligt oplever i belgiske (eller belgisk inspirerede) hvedeøl.

Det er så heldigvis ikke tilfældet. Det er en fortrinsvis sød hvedeøl, og selvom gærindslaget er markant, brænder både roser og abrikos igennem. Småsyg som jeg var, drak jeg kun sodavand – en Harboe Abrikossodavand, for at det ikke skal være løgn – Langfredag til min fars påskefrokostarrangement. Og nærværende øl har, minus den syntetiske og overdrevent sukrede finish i Harboes abrikossodavand, lidt den samme karakter. Igen er det ikke overraskende i betragning af den tilsatte appelsinskal, der altså kan smages – lidt for meget, i mine øjne. Det er i en eller anden grad snyd at tilsætte øl ingredienser, for at få det til at smage af noget, det egentlig ikke er.

På en anden side; hvor ofte har man ikke drukket hvedeøl, der mest smagte surt af gær? Og det kan man ikke anklage den her for. Den er sød og forfriskende med et ganske velafstemt indhold af kulsyre og præcis det rigtige gærindslag for, at der ikke går ren appelsinsodavand i den. Som sådan fremstår den tilsatte appelsinskal også ganske velintegreret, og det samlede smagsbillede forbliver flere odds til trods ganske helstøbt og harmonisk. Det er – som de nok ville sige på de kanter – slet ikke så ringe endda.
4-stjerner

Mit Ølår 2013

Et helt kalenderår er gået, årets hjul har drejet en omgang, vi ser tilbage på det år der er gået og bla bla bla for slet ikke at glemme fla fla fla … [indsæt din egen skamridte kliché om årsskiftet her] …

De foregående år har jeg slået ned på årets bakketoppe og bølgedale, og i en eller anden grad ordnet dem systematisk frem for kronologisk. Dette har jeg valgt at lave om på denne gang – jeg vil netop gennemgå ølåret kronologisk. Mest fordi jeg kan, men også fordi jeg alligevel gør det lidt anderledes fra år til år … jeg finder spontant på nogle kategorier at vurdere øllene efter, og tager det hele lidt ad hoc. Så på den måde er årets fremgangsmåde ikke så anderledes fra, hvad den plejer at være. Samtidig giver den kronologiske gennemgang også et overblik over de ting, der er sket med mig og min lille familie, og som jeg også har delt på bloggen. Årets højdepunkt og bundskraber udi gærede humlebryg vil dog blive særskilt udnævnt sidst i indlægget som altid.

Vinteren
… blev kold og lang. Og blev indledt hjemme hos min far i den midtsjællandske provinsby Hvalsø, hvor han har haft til huse siden 1991. Der boede vi fire styks på mit gamle værelse på førstesalen, mens vi ventede på at blive genhuset efter en lille afstikker til Irland i efteråret. Jeg var startet på nyt arbejde, og hurra for det, men med op til to timers transport oven i fuldtidsarbejde og to småbørn, blev det småt med anmeldelser de første par måneder af året.

Støckel, Vestfyensk flop …

Først i marts begyndte der at ske noget. I starten af året havde Vestfyen lanceret fire nye øl, de selv mente var specielle nok til at blive kaldt “specialøl”. Undertegnede var mildest talt ikke imponeret. Ud over, at den mindst ringe var jævnt kedelig, og den ringeste måtte hældes ud, var der absolut intet specielt ved dem. Bare for at tage et eksempel, er Thisted Bryghus’ økologiske standardøl, og deres pendant til guldøl, Humle, i sig selv klasser bedre end det ligegyldige standardsprøjt, Vestfyen hældte på Støckel-emballagerne. Således føjede Vestfyen endnu et kapitel til fortællingen om, at danske standardbryggerier lider under den misopfattelse, at alt, der ikke er halvtyndt, standardiseret pilsnersprøjt, er at betegne som ‘specialøl’. Vestfyen fik samtidig slået sit navn endegyldigt fast som masseproducerende standardbryggeri uden særligt meget ‘specielt’ at byde på i det hele taget. I Willemoesserien er der spredte glimt af glæde, men alt for tit er de skabt på kunstig vis, ved tilsætning af ting, der i bund og grund ikke hører i øl – herunder tilsætnings- og smagsstoffer. Jeg gider ærligt talt ikke rigtig Vestfyen længere.

Nyt bo, nye øl

1. april flyttede vi endelig ind i vores nye lejlighed på Amager. Et mindre udvalg af øl kom med fra min far, og udgjorde temaet “Indflytningsøl”. Fire vilkårlige øl, der kun havde det til fælles, at de kom med fra min far, da vi flyttede. I dag er det mest flytningen, jeg husker. Det var vidunderligt at opleve, og som jeg allerede fortalte dengang, bor jeg nu tæt på mit gamle kollegium, Grønjordskollegiet, og lige ud til Amager Fælled. Det er det sted i verden, hvor jeg føler mig allermest hjemme. Øllene var iøvrigt rigtig gode. Raasteds uanselige forårsbryg – udadtil uanseligt i.e. – viste sig at være langt mere spændende, end det tog sig ud. Mindre overrasket var jeg over kvaliteten af Herslev Bryghus‘ India Dark Ale, men det skyldes, at Herslev sjældent skuffer. Så dét bryg var til de 5 stjerner, jeg havde regnet med. Kors Øøll fra Ørbæk leverede måske det underligste navn i løbet af året – og en udmærket økologisk smagsoplevelse, mens Woody Creek fra Flying Dog fungerede som varsel om, hvad der senere skulle tåles fra dét bryggeri. Det vender jeg tilbage til.

Godt og dårligt øl

I maj tog begivenhederne fart. Endskønt jeg måtte arbejde 1. maj og ikke kunne berette om nogen spændende øl derfra, blev maj en begivenhedsrig måned. Jeg blev angrebet af et lovecraftsk monster, Sierra Nevadas ‘Narwhal‘. Bryggeriet blev dermed det eneste indtil videre, der har leveret mere end én øl til den absolutte topkarakter, 6 stjerner. Endnu engang skal jeg mane til forsigtighed, da det ikke just er det, der præger ens opførsel, når de mange procenter, og dens begsorte karakter har formørket ens sind. Kontrasten til den næste øl var til at tage og føle på. Tuborgs Ultra Grøn var sidste skud på stammen af det, jeg har valgt at kalde Smart-beers. Tynde eller sukkersøde brygeksperimenter, der skal få unge mennesker til at drikke mere øl i stedet for Sidney-Lee-bajere og pseudo-cider. Ikke overraskende, var jeg ikke imponeret over det sukkersøde humlesodavandsstads. Til gengæld var der mangle læsere, der var vilde med min anmeldelse, der til dato er den suverænt mest viewede anmeldelse. 2146 hits står der i skrivende stund, og det endda hits på selve indlægget. Har man blot læst det i strømmen, eller som ét indlæg under en kategori, er det ikke talt med. Dette er et godt sted at sige pænt tak til læserne for den fortsat store interesse for bloggen. Siden indlægget, der for første gang genererede over 5000 månedlige hits på bloggen, har antallet af læsere ligget stabilt på over 3000 om måneden. Det var især den ene anmeldelse, der afstedkom den udvikling.

Forsoning og sodavandsøl

Med Hyllie fra Thisted Bryghus afsluttedes også en længere pause med det bryggeri. De er tilbage med en ny brygmester, der med det samme har pudset den økologiske profil af. Bloggen her kvitterer med et dybfølt Tak! Hyllie blev drukket i et usædvanligt varmt forår, der fortsatte i en temmelig varm sommer, der kom til at stå i sodavandsøllets tegn. Bryggeri Skovlyst (og dem vender vi frygteligt tilbage til senere) havde lavet én god og én dårlig, og den gode af dem viste mig for første gang, at blandingen af øl og sodavand faktisk kan fungere. Senere på sommeren blev det til test af endnu to af slagsen, Tuborg Sommer contra Flensburger Radler. Udfaldet var overraskende til Tuborgs fordel, idet Flensburger havde kommet kunstige, kemiske sødemidler i deres radler. Og det kunne smages! Desuden lavede jeg også mit eget eksperiment udi ølblanderiet. Det faldt i det mindste i én persons smag … sådan da.

Amerikanske bryg og ølfestivalg

Resten af sommeren og efteråret kom især til at stå i de amerikanske øls tegn, da COOP’s butikker havde hentet et parti amerikanske specialøl hjem. Oprindeligt havde de stået i Kvickly, men blev arvet af Fakta, da Kvickly skulle bruge hyldemeterne til deres ekstremt overvurderede Ølfestivalg. Det var en fornøjelse at prøve de mange bryg fra den anden side af dammen. Der var rigtig gode øl imellem, og så var der de mindre gode. Sidstnævnte mindre gode – eller i hvert fald lidet inspirerende – var især fra bryggeriet “Flying Dog”, der i det hele taget var det eneste af de amerikanske specialølsbryggerier, der ikke formåede at imponere. Ellers var der fuld skrue på smag og karakter, i modsætning til de relativt få øl, jeg prøvede fra Kvicklys ølfestivalg. Den mindst ringe i dén konkurrence var Pladderballe Bryghus‘ Szlatmok, der fik karakteren ‘middelmådig’. Det siger lidt om niveauet i Kvicklys Ølfestivalg, der i øvrigt blev vundet af en Ingefær-øl, som jeg nu har fået fat i, og som vil blive anmeldt i starten af det nye år.

Ny ølpusher, afsløring og kommunalvalg

I løbet af efteråret fandt jeg også en ny foretrukken ølpusher, Toft Vin på Islands Brygge, hvor jeg fandt årets andet 6-stjernede bryg. Ellers var efterårets største begivenhed på ølbloggen helt klart afsløringen af et lidt for kækt marketingstunt fra Bryggeri Skovlyst. De lancerede en øl ved navn Amager Juleøl, som de stolt bekendtgjorde kun blev solgt i udvalgte supermarkeder på Amager. Men præcis samme bryg blev solgt i Helsingør – blot under et andet navn ‘Jul i Helsingør’ og med en anden etiket. Det blev til artikler både i EPN, Politiken og MX. Efterfølgende måtte bryggeriet sætte opslag op overalt hvor brygget blev forhandlet, hvor det blev præciseret, at det faktisk var det samme bryg, der blot blev forhandlet med forskellige etiketter rundt om i landet. Affæren, som jeg døbte ‘Bryggeri Skovlyst-gate’ er bloggens største triumf som journalistisk medie indtil videre. Samme måned anmeldte jeg desuden en spritny øl fra Mikkeller, Mikkel Sarbo, der blev lanceret som en kommunalvalgkampsøl for en radikal kandidat til Københavns Borgerrepræsentation af samme navn. Det var første gang, min blog blev kontaktet for at være den første til officielt at anmelde en øl. Det skulle vise sig ikke at blive den sidste.

Jul og mere bud efter bloggen

November måned endte med at slå alle rekorder i hits – også rekorden fra maj måned. Dette skyldtes Skovlyst-gate, Mikkellers nye øl, og en uforventet høj interesse for en ny juleøl fra Indslev, Frederiks Jul. Ellers gik julemåneden slag i slag uden de store udsving. Til gengæld blev jeg endnu engang kontaktet af et bryggeri – denne gang fra Tyskland, der ville have mig til at prøve deres øl. Det drejede sig om St Erhard, der angiveligt snart vil rykke ind her til lands med deres slet ikke uefne kellerbier i meget handy og stilren indpakning. Bloggen ønsker dem held og lykke. Om danskerne er klar til standardøl af en højere kaliber, end det classic-sprøjt, de er vant til, må tiden vise. Indtil da kan St. Erhard jo sælge brygget som specialøl. Der skal nok være nogle, der bider på. En forsoning med Hornbeer blev det til som årets sidste oplevelse. Omsider lykkedes det mig at finde en Hornbeer-øl, nemlig deres Juleøl, som jeg faktisk var imponeret over. Det skete efter et år, hvor de ellers havde leveret flere skuffelser.

Bedste og værste øloplevelse
Årets bedste oplevelse har jeg allerede nævnt. Det er Narwhal fra Sierra Nevada. Monsteret fra det sorte dyb ansporer til skælmerier og festivitas. Men pas på! For dyret er uregerligt, og man ved aldrig helt hvad der sker, når man er i Narhvalens vold.

Den ringeste oplevelse stod Hornbeer for. Deres urimeligt dyre “Smag på Nordsjælland Sommerbryg – Hyldeblomst” var ikke bare – ja, dyr – den var også aldeles udrikkelig. Citron og eddike kombineret med sæbe, som man forestiller sig, det må have smagt i DDR. Jeg erklærede, at Hornbeer ikke var bedre værd end at hælde i vasken – efter tre skuffelser i træk med denne som den mest eklatante, og tildelte brygget den absolutte bundkarakter som den eneste i det forgangne år. Nu ved jeg dog, at Hornbeer kan gøre det bedre (jf. deres aldeles udmærkede juleøl), og det vil jeg holde imod dem, hvis de laver sådan noget modbydeligt sprøjt igen. De har ikke nogen undskyldning!

Mit store nytårsforsæt er, at få bedre styr på mit temperament og humør, så jeg ikke længere bliver irriteret over småting. Dette gælder kun i det virkelige liv og selvfølgelig ikke på ølbloggen. Så her i cyberspace vil jeg kunne afreagere, når tingene ikke vil, som jeg vil … 2014 skal nok blive et festligt år her på bloggen.

Juleøl, Hornbeer

… okay, så …

… så får Hornbeer da en chance til, nu hvor deres højtidsbryg høster sådan hæder i dagspressen. Brygget hedder slet og ret ‘juleøl’ – hverken mere eller mindre, og er ifølge Untappd en belgisk inspireret stærk ale. Stærk er den i hvert fald, den indeholder 9% alkohol, rigeligt mudder (altså restgær), og evne til at give nyderen (undertegnede) hovedpine dagen efter konsumption.

Mudderet vil jeg gerne hænge lidt fast ved, ligesom det selv hænger fast både i bunden af flasken og glasset, og kun løsner sig ved rask agitation. Desuden præger det bryggets farve, som er hidsigt grumset, og ikke helt ulig mudret snesjap fra Hornsherreds vejkanter. Skummet peger dog i en anderledes venlig retning. Det er overordentligt fyldigt og ganske mørkegult som kagecreme, endskønt lavt, selvom man hælder brygget nok så voldsomt op.

Allerede duften afslører, at Hornbeer omsider får revanche på min blog. Som bekendt har jeg indtil videre ikke ladet mig imponere af dem, endskønt bryggeriet roses til skyerne af andre bloggere, og Danske Ølentusiaster har udnævnt dem til årets bryggeri hele tre år i træk (09-11). Men bouquet’en alene får mig næsten til at lægge mig fladt ned og gøre bod. En kraftig og krydret duft af kanel, garneret med vanille rammer lugtesansen, og skaber omgående associationer til risengrød, konfekt og andre julegodter. Jo, det blev så sandelig også jul i år.

Smagen halter bestemt ikke efter den habile olfaktoriske indledning. Julekrydderierne står i kø; nelliker, anis, kardemomme, kanel og kommen. Vanillen er dog fjernet, og bagom de mange julekrydderier mærker man en fortrinsvis besk humle. Det søde er erstattet af det bitre, men det krydrede islæt bibeholder julestemningen intakt, mens bitterheden yder brygget karakter. Juleøl er ofte sødt, og således matcher det også fint den særlige julemad. Men det behøver ikke være det. Hornbeers juleøl viser med al tydelighed, at hvis der ellers er rigeligt krydderi, kan det også sagtens være bittert, og alligevel lige så velegnet som det søde.

Ganske unik er måden hvorpå alkoholen blander sig med det krydrede udtryk. Et fjernt, men i alkoholen markant element af kommen giver faktisk brygget karakter af Rød Aalborg – og så bliver det jo bare ikke mere juleagtigt, endskønt brygget dermed mere bliver en julefrokostøl end en øl til julemiddagen med familien.

Og jeg indrømmer blankt! Jo, Hornbeer kan også lave gode øl! Og ringere bliver det bestemt ikke af, at brygget kun er lavet af gær, vand, humle og malt. Det er i sandhed et lille kunstværk. Glædelig jul og skål!
5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme