In the heat of the game …
Search Results for – "label/Hollandsk øl"
Munchkin og Munkeøl
Av …
Jeg har ondt i hovedet i dag. Åbenbart vil der altid være en straf, hvis man har det godt eller gør noget sjovt. Men jeg må hellere starte med begyndelsen. Juleaften fik min papsøn Aslak et Munchkin-spil i af min storebrors familie. Genial gave – ikke mindst fordi det lige så meget var en gave til lillebror. Som nogle måske vil huske, er kombinationen af Munchkin og øl afprøvet med succes før. Jeg har dog hele tiden haft en nagende fornemmelse af, at vi spillede spillet forkert, så for nylig tilkaldte jeg et par eksperter …
Marcus, som bloggen også har haft inde over, og Elin – en god bekendt fra min kollegietid – er begge garvede Munchkin-spillere, og mens Marcus leverede rutinen og ekspertisen, leverede Elin rutine, ekspertise og to ekspansion-sets. Og så var der ellers lagt op til gemytligt spas og festivitas.
Øllet leverede undertegnede – nok ikke overraskende. Og jeg havde netop købt fem selskabsøl, hvoraf vi nåede at drikke de fire. Selskabsøl er min betegnelse for øl, der leveres i så store emballager, at jeg ikke selv gider drikke en hel. De er til gengæld gode at dele med andre, fx ved festlige lejligheder som en i dette og de næste indlæg beskrevne.
Kvickly og Fakta var distributørerne, og i langt overvejende grad Fakta. Sidstnævnte på Njalsgade var leveringsdygtig i to øl fra Ørbæk – som sædvanligt økologiske og i belgisk munkestil. En anden Fakta – jeg husker ikke hvilken – havde et par spændende produkter fra hollandske La Trappe på hylderne. Omend de kostede kr. 38,- stykket, syntes jeg stadig, pengene var godt givet ud. Med en vis undren blev jeg dog slået, da jeg opdagede at Kvicly havde den samme serie (på i alt fem – hvoraf jeg altså har reddet mig de tre) stående til kr. 29,- stykket.
Vel, med hjem kom der da en mere. Men skæbnen har villet, at sidstnævnte fra Kvickly ikke blev afprøvet, og nu står mutters alene på ølhylden, og kun har et en påskebryg fra Vejle Bryghus og et par flasker vin, vi nok aldrig får drukket at socialisere med. Så når alt kommer til alt var det ret beset Fakta, der var eneleverandør … og hvorfor bruger jeg dog så lang tid på at forklare det? Det må være de forbandede tømmermænd …
Hvad jeg ville nå frem til: De næste indlæg kommer til at handle om de øl, vi drak under Munchkin-spil i går aftes. Intet ringere. I hvilken grad det kommer til at handle om andet end øl – fx Munchkin – kommer an på min hukommelse og evne til at tænke struktureret. Begge dele lader sig i skrivende stund Q.E.D. kun gøre under visse anstrengelser.
Blond, La Trappe
Heldigvis langt mellem snapsene.
I dag gik turen ikke overraskende til Fælledparken i anledning af 1. maj. Det er samtidig altid en måde, jeg kan fejre min lille datter Thyras fødselsdag på – med en frisk lille skovtur ud i det grønne. Der blev talt, fløjtet, siddet på tæpper, spillet musik, spist pølser og drukket en masse øl. Jeg havde selv taget en selskabsøl med i håb om at finde én at dele med. Og det lykkedes skam også. Jeg mødte en kammerat ved navn Henning, fra dengang jeg havde tid og overskud til at være politisk aktiv. Vi fik os en sludder om gamle og ikke mindst nye dage, såsom hvad vores respektive børn hed … ja, men bliver vel langsomt voksen.
Øllet var en belgisk blonde-type fra hollandske La Trappe. Den var – om man så må sige – blevet til overs efter Munchkin-spillet forleden. Blonde-typen er, som før antydet, ikke mit strore nummer, og hin blonde, der blev drukket til spilaftenen, var et udmærket eksempel på, hvor slet og ret modbydelige de kan være.
Endnu engang måtte jeg kæmpe en brav kamp for at få proppen af flasken. Den gav sig først, da jeg tog tænderne til hjælp. Jeg bruger normalt ikke tænderne, når jeg åbner øl, men når proppen er lavet af blødt plast, går det nok alligevel.
Brygget lever op til sit navn. Det er ganske lyst, for ikke at sige højgult, med tæt, cremet og ganske klæbrigt skum. Det dufter sødligt af banan og franskbrød, men ikke sprittet – og det varsler for så vidt godt i forhold til de marcipan/kogesprit–rædsler, blonde-typen og visse andre hvedebryg, jeg før har måttet binde an med har vist sig at være.
Helt fri for spritsmag er brygget dog ikke. Men det blander sig heldigvis godt med dets øvrige sødme. Man mærker igen banan, lidt skarphed af frisk græs, alt sammen på en bund af franskbrød og en tilpas mængde gær. Lidt roser og honning bagom bryggets hovedindtryk giver den nødvendige fylde. Det hele er ganske velafstemt, en sluttet ring af mange forskellige smagsindtryk, der arbejder i nydelig forening, samklang og afrundethed. Der er ikke noget, der stritter for meget ud, eller på anden måde ødelægger det for de andre smagsudtryk.
Brygget har tilpas meget karakter til ikke at være kedeligt, uden at det går ud over velsmagen, og brygget får mig faktisk til at tro på, at blonde-klassen ikke bare kan være acceptabel, men rent faktisk også god. La Trappes Blonde var i hvert fald en nydelse, og det præsente alkoholindslag var ganske velintegreret i brygget, så fornemmelsen af marcipanmasse blandet med afsindig dårlig snaps helt udeblev.
Hvad blonde-øllene angår, så er der her på bloggen efterhånden blevet langt mellem snapsene. Og heldigvis for det. Og tak til Henning for godt selskab.
Seneste kommentarer