Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Harboe"

Økologisk Pokal Pilsner, Bryghuset Braunstein

2016-06-11 18.51.55Meget mere end et løft …

Efter en lille digression som offentliggørelsen af vinderen af Kvicklys Ølfestivalg 2016 foranledigede, er jeg nu nået til den tredje og sidste øl i COOPs relancerede Pokal-serie – den nok mest kendte og generiske af dem allesammen, som jeg på stedet indrømmer, at jeg har haft suverænt laveste forventninger til – pilsneren.

Min begejstring var til at overskue, da Vestfyen bryggede Pokal-pilsneren. Jeg var ellers ude i nogle overvejelser dengang om, hvorvidt jeg ville orke at anmelde serien endnu engang, hvis producenten skiftede. Dengang skrev jeg:

“Jeg har tidligere nægtet at gennemgå Dansk-brandet fra Fakta igen efter at de skiftede leverandør fra Harboe til Royal Unibrew. Det skyldes dog, at Dansk-brandet omfatter flere forskellige, men omtrent lige ligegyldige og undertiden nærmest udrikkelige bryg. At skulle prøve nærværende, og det andet pokalbryg igen efter et producentskifte burde til gengæld være til at overskue. Vi får se …”

Og indtil videre har det bestemt været til at overskue. For det første fordi antallet af øl at anmelde ikke har været legion, for det andet fordi kvaliteten har været mærkbart forøget … hvilket ikke siger så meget i forhold til udgangspunktet. Men den nye Classic viste sig jo faktisk ikke bare at være bedre, men faktisk god i sig selv, så undertegnede forbliver fortrøstningsfuld.

Det er i hvert fald en usædvanligt højt skummende pilsner, som gør skænkningen tidskrævende, hvis man vil sikre at alle dråber kommer ned i glasset og ikke ned på bordpladen. Men med lidt tålmodighed går det endda, for skummet er ganske luftigt, og brækker hurtigt i stykker. Duften er frisk, skarp og generisk af rå pilsnerhumle, smagt til med lidt fylde af vanillesødme.

Og igen er der tale om en mærkbar forbedring end Vestfyens bud på en pilsner. Brygget er endog ganske fyldigt – ikke i betragtning af, at der er tale om en supermarkedspilsner, men bare i det hele taget. Ud over maltfylden byder brygget på velgørende, ukompliceret kornsmag med friske snerter af græs og halm, samt bitterhed af friskskåret granharpisk ved mandlerne.

Smagen er gennemtrængende og stiller smagsløg og alle andre involverede sanser mere end veltilfreds. Det er sjældent, at man bydes en så fuldfed øloplevelse af en pilsner, og dermed løber den mest generiske og kedsomhedstruende af alle Pokal-produkterne af med en klar sejr som det mest velsmagende og interessante i serien.

Amager Bryghus har hele skylden for, at denne ikke er den bedste pilsner, jeg har prøvet indeværende år. No Rice and Curry slår den – men det er dermed også en ganske særlig kaliber af pilsner, man skal op i, før den nye Pokal må se sig slået.

Tak til COOP for en tiltrængt fornyelse af Pokal-serien, der ikke bare har fået et løft, men er blevet genopfundet som kvalitetsbrand.

4-en-halv-stjerne

Pokal Pilsner, Vestfyen

Køb din festøl i Brugsen

Vestfyen brygger denne øl på kontrakt for COOP. Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise. Om det bliver mig, der besvarer spørgsmålet, må vi se, om jeg orker til den tid. Jeg har tidligere nægtet at gennemgå Dansk-brandet fra Fakta igen efter at de skiftede leverandør fra Harboe til Royal Unibrew. Det skyldes dog, at Dansk-brandet omfatter flere forskellige, men omtrent lige ligegyldige og undertiden nærmest udrikkelige bryg. At skulle prøve nærværende, og det andet pokalbryg igen efter et producentskifte burde til gengæld være til at overskue. Vi får se …

Som ventet er denne øl lysere end sin klassiske bror. Korngul under hvidt, knitrende og tilsvarende hastigt faldende skum er den. Duften er meget svag. Man mærker kun vand ved åbning af emballagen, og den skal skænkes relativt voldeligt for at aftvinge den en mærkbar bouquet. Denne er forventligt svag med søde, sirupagtige malt- og kornnoter.

Det er også især det søde, der går igen i smagen. Korn og malt dominerer, og giver samme indtryk af lys sirup som i duften. Dertil kommer et stærkt indslag af vand, som man så ofte ser ved masseproduceret industriøl. Industriøllets tendens til metalliske bismage og manglende afstemthed i bitterheden mærker man til gengæld ikke. Der er selvfølgelig heller ikke megen bitterhed at komme efter, men den der findes, gør ingen skade. Dybt nede på bunden af det afgrundsdybe hav finder man humlenbitterheden som en vildfaren vandplante i eftersmagen. Alene på grund af sin svaghed forekommer den i øvrigt velintegreret i bryggets vandet-søde karakter.

Og så slog det mig! I smag og karakter minder det jo ganske meget om det, bryggerierne i årevis har forsøgt at skabe: Øl, der ikke smager af øl. Øl, der i endnu højere grad end de gængse standardprodukter er fri for karakter, og kun venligt berører ganen før det glider ned i halsen med almindelig fuldskab til følge. Sød, tynd med reduceret bitterhed? Det er jo ren og skær festøl! Cult havde slet ikke behøvet floppe med Kay-Sar, supermarkederne havde ikke behøvet importere i dyre domme fra Mexico og Thailand, endsige behøvede herboende individer da rejse den halve jordklode rundt efter øl, der smagte på den måde. For de har jo hele tiden været der! Lige for næsen af os – vær så god. Det perfekte festøl, og så endda til en billig penge. Det fancy festøl, der ikke er et hak bedre giver man både 2 og 3 gange så mange penge for.

Men husk at drikke det hurtigt. For hvis det får temperatur, begynder det at smage – og det er ikke af noget godt. Det er en dårlig vane, man hurtigt får, når man blogger om øl, at man nyder det, og giver sig tid. Her med en blanding af metal og sæbe som resultat, der heldigvis ikke er kraftigere, end at nedskylning af det sidste bryg, højest kan betragtes som moderat fysisk pres.

Jeg har noget større forventninger til den sending, jeg i sidste indlæg indledningsvis nævnte. Den er hentet hjem, og venter nu i køleskabet, så forbliv indstillet.

1-stjerne

Odense Pilsner, Albani/Royal Unibrew

Sniger sig lige over …

Det var så den her øl, jeg prøvede efter at have skyllet gab og svælg i Apollinaris-danskvand fra Harboe. De laver bedre danskvand end øl dernede i Skælskør. Jeg skylder vores naboer tak for skænken, den blev drukket ved et spontant udendørs middagsarrangement for beboerne på etagen samt evt. venner og bekendte.

Brygget stammer oprindeligt fra det hedengangne odenseanske lokalbryggeri, Albani, men er som så mange andre lokalbryggerier blevet opslugt af bryggerikonglomeratet Royal Unibrew. Jeg har prøvet brygget før, men aldrig rigtig bidt mærke i, hvordan det egentlig smager – igen en øl fra en tid, før jeg begyndte at interessere mig for det.

Jeg glemte helt at dufte til brygget i farten, så den olfaktoriske rapport må læserne have til gode. Visuelt gør brygget ikke mere væsen af sig end det foregående tynde Thailandske tyllebryg, det er ganske lyst, men med et skum, der tiltrækker sig mere end adækvat opmærksomhed. I dette tilfælde falder det hurtigt, men nogle meget store, genstridige bobler og strenge bliver tilbage og danner holdbare edderkoppespind på glassets vægge, og hen over selve brygget. Det er virkelig flottere end forventet.

Der er også noget mere smag at komme efter. Brygget smages umiddelbart, uden at man behøver lede efter smagsindtrykkene. Den indleder bittert, overvejende træagtigt, og slår så over i en krydret honningsødme med præg grønne urter – måske Oregano og Herbes de Provence.

Fylde og kraft mangler i samme grad som den mangler i andre standardpilsnere herhjemmefra, men på smagssiden sniger den sig alligevel mærkbart over niveau. Mundfornemmelsen er også ganske rar, klar som glas og glat som is, men også med den bivirkning at brygget kommer til tage sig tyndt ud og mangle fylde. Alt i alt er det dog et bryg, der med sin adækvate smag vil blive husket bedre end andre store bryggeriers hverdagsøl.

2-stjerner

Irmas Pilsner, Fuglsang

Bedste standard …

 
Irma er det vilde hipstersupermarked. Der handler de kendte, de tjekkede, og ikke mindst de rige. Det siger sig selv med de priser. Her i hippiehjemmet handler vi også gerne i Irma, og vi nyder kvaliteten mens vi (men nok mest jeg) krummer tæer over prisniveauet. Men mest nyder vi.
Og som ethvert supermarked med respekt for sig selv, har Irma også egen leverandør af kædens egen standardpilsner. Ligesom Brugsen har Vestfyens Pokal-øl, og Fakta Royal Unibrew og Harboe, der leverer Dansk-serien. Men hos Irma skal det selvfølgelig være lidt bedre, lidt finere og lidt mere udsøgt. Og til dette formål har Irma valgt det Haderslevske bryggeri Fuglsang som leverandør. Det er også sådan lidt lokaltproduceret-agtigt (og siden eksporteret hen over Fyn for at blive solgt i en kæde, der kun findes på Sjælland (og Amager)), så Irmas udvalg af standardpilsner også kan være lidt hipsteragtigt (selvom vi jo ved, at hipstere egentlig foretrækker det laveste lavmål af laveste fællesnævner blandt lave lavpilsnere).
Jeg har ved en kort mailudveksling med en af pingerne fra Fuglsang fået at vide, at bryggeriet faktisk brygger denne pilsner specielt til Irma. De hælder altså ikke et eksisterende produkt på en anden emballage. Tommelfingeren op for dette. Variation og udvidede produktkataloger er selvsagt altid at foretrække frem for gammelt øl på nye dåser.
Brygget er lyst og pilsnergult – ikke så meget slinger i valsen dér. Skummet er tilsvarende skrøbeligt, og kollapser under støjende brusen, man skal starte en middelsvær industriel højtryksrenser for at finde magen til. Hvad der måske overrasker lidt, er at der er brugt hvedemalt i brygprocessen. Feinschmeckerne vil sikkert mene, at dette er en utilstedelig overtrædelse af hellige brygprincipper om pilsnerens ren- og simpelhed. Selv hilser jeg altid innovation inden for pilsnergenren velkommen, da den som stil dårligt kan blive mere ordinær og almindelig på den ufede, småkedelige måde, end den allerede er.
Duften gør mere væsen af sig, end man er vant til, men ikke så meget som man måske håber. Vandelementet er fremtrædende, og som sådan dufter den mere af standard end af Irma. Ellers mærkes en mere end adækvat fyldig blanding af lige dele humle og korn. Ikke voldsomt overraskende, men afgjort velgørende og rart.
Vandet dominerer heldigvis ikke smagen. Tværtimod træder bryggets milde bitterhed og fylde tydeligt frem, og behager ganen, først med en ikke ubidsk humle, efterfulgt af rundere, fyldigere og rarere bitterhed af paranødder, afløst af eftersmagen, der først stikker med en knivspids gran, og siden smages i brystkassen som en lækker kommenessens. Bagom brygget mærker man en let sødme af honning, der også giver brygget ekstra fylde.
Når vi snakker almindelig standardpilsner til vanlige hverdagspriser (okay, det er Irma, så måske lidt over) så får man det næppe bedre. Og det er ikke bare en pilsner, der er god til prisen. Den er simpelt hen bare god. Der er dømt bredt baghjul til alle andre supermarkeders standardpilsnere, og en sikker føring, der holder hele vejen hjem. Dansk standardpilsner har fundet sin Kevin Magnussen.

4-en-halv-stjerne

Raasted Brown Ale, Raasted Bryghus

Det er utroligt …!

Raasted havde en erfolgrig debut her på bloggen med deres forårsbryg. Erfolgrig? Erfolgrig? Den suverænt største stavenazist blandt ølbloggerne bruger den slags fule, utilstedelige sprogsammenmixninger? Was ist los!? Well, hvis Raasted Bryghus må, så må jeg vel også. Jeg ved ikke, om nærværende brown ale er del af en særlig serie hos Raasted, men en lille manchet på etiketten erklærer, at dette skulle være en ‘Dansk Microbryg’ (skal med stavningen in mente formentlig udtales [majkro] eller noget i den retning) – og så ved vi jo godt what the clock has slain, eller was es now heißt …
Og om ‘mikrobryg’ eller ‘majkrobryg’ kun må bruges om bryggerier der hidrører fra bryggerier, der kun brygger et begrænset antal hektoliter, ved jeg ikke. Men selv hvis det er, er det vel ikke urimeligt, at Raasted bruger betegnelsen, deres produktion sammenlignet med større danske bryggerier taget i betragtning.
Videre hedder det desuden, at det er en “allround øl, der passer til utroligt meget mad.” Utroligt simpelthen. Brygget anbefales altså til folk, der lider af Binge Eating Disorder, ædedolke i almindelighed og Claus Hjort Frederiksen … eller måske mener bryggeriet faktisk, at brygget er velegnet til mange slags mad. Men borger det for højere kvalitet? Man må forvente at øl til meget mad, er fattigt på karakter og fylde, eftersom der jo skal være plads i mavsen til den megen mad. Øl til mange slags mad adskiller sig næppe meget derfra. Hvis det skal fungere både til sødsuppe og ostindisk karrygryde, må det snarere være fattigt end rigt på nuancer og karakter. For jo mere markant en øl er, desto snævrere er ikke bare segmentet, det appellerer til, men også dets versatilitet. Så jo mere allround en øl er – desto mindre karakterfuld, skulle jeg i hvert fald mene.
I hvert fald lover brygget ikke for meget ved betegnelsen. Det holder en fin, brunlig lød, omend skummet måske er lige lovlig lyst. Duften holdes i det søde; nougat, marcipan og karamel – malten tager dermed føringen fra start.
Lidt overraskende er brygget mest bittert, men igen er det ikke humlen, men malten, der dominerer. Brygget smager især af hasselnødder, og svinger ikke uelegant over i en mere kaffeagtig eftersmag, der er overraskende langvarig.
Til slut tager en tør og lettere støvet lakridssmag over i eftersmagen. Og der går det op for én, at brygget desværre ikke helt er fyldigt nok til at integrere de ellers fine enkeltstående smagsindtryk med hinanden. Overordnet er brygget ikke mere ‘mikro’ (eller micro eller majkro) end at det svarer til en gennemsnitlig tysk Dunkel.
Men på den anden side er den nu bedre, end bryggeriet selv vil gøre den til. For den er for fyldig, og derfor uegnet, til utrolig meget mad. En tynd pilsner ville være langt mere velegnet. Samtidig vil jeg anbefale brygget til tung vintermad – langtidsstegt okse med ovnbagte rodfrugter fx. Det passer den mørke bitterhed perfekt til, mens den ville være malplaceret til al italiensk, fransk, østasiatisk eller for den sags skyld nordamerikansk mulje.
– Men bryggeriet manglede vel en eller anden undskyldning, de kunne give forbrugerne for at anskaffe den, og der kan mad jo altid bruges. Og hvis man kan bruge den til – om ikke alt mad, så i hvert fald utrolig meget mad, så er bryggets fremtidige salg sikret. Baggrunden for formuuleringen er vel igen marketing, og jeg må atter plædere ignorance på det område.
Bundsjatten med restgær var til gengæld en oplevelse af maltsød velsmag. Min anbefaling er derfor total ulydighed over bryggeriets babysitterformaning om, at brygget skal skænkes med forsigtighed, så man undgår restgæren. Hvornår forstår danske bryggere, at restgæren skal med! Ih, det var da utroligt med de fermentofober …

3-en-halv-stjerne

Kaiserdom Dark, Kaiserdom Privatbrauerei

Anglicismens fortrædeligheder
Det i hvert fald i COOP’s butikker hæderkronede sydtyske bryggeri Kaiserdom har betingelsesløst omfavnet de angelsaksiske ølkategorier. Denne mørke øl, der i Tyskland ville blive betegnet “Ein Dunkles” eller måske snarere på de sydtyske kanter “Schwarzbier”, betegnes i stedet “Dark” og “Lager Bier”. Forvirringen er total, ikke mindst eftersom “Lager” i den engelsktalende verden betegner lyst pilsnerøl. I Norden betegner “Lager” eller “Bajersk øl” det samme som “Dunkles” i Tyskland, og for at gøre forvirringen total tilføjes det redundante, men også forvirrende tyske “Bier” efter “Lager”. Betegnelsen “Lager” bruges mig bekendt bare slet ikke syd for grænsen … Was ist los!?
Men det er jo faktisk soleklart. Der er nogle marketingfolk på spil, der på forhånd går ud fra, at det danske marked ikke er klar til germanske ølbetegnelser som Dunkel- eller Schwarzbier (uagtet, at Harboe har brugt betegnelsen ‘Dunkel’ i årevis på et af deres produkter). Det er for svært, tænker marketingfolkene – eller for avanceret at noget som helst står på andet end engelsk. Og især da tysk. Nej sådan et svært og i øvrigt grimt og militaristisk sprog kan man sandelig ikke sælge noget på! (Det kan man i forbløffende grad heller ikke på dansk, hvilket er åbenlyst, om man kaster et tilfældigt blik på vilkårlige reklamer for arbitrære produkter.) Så man finder nogle engelske betegnelser, og derfra går det increasingly wrong (nu må selv marketingfolkene vel kunne forstå det).
For marketingfolk forstår sig ikke på særlig meget andet end marketing – fx forstår de sig ikke på øl, og da overhovedet ikke et specialområde som forskellen på tyske, danske og engelske ølkategorier. Kaster man et blik på en wikipediaartikel eller to, bliver betegnelserne klare for dyslektiske analfabeter med svær ordblindhed. Men husk! Det er marketingfolk, vi har at gøre med. De kender ikke engang forskel på øl og ale for crying out loud.
For i virkeligheden er det jo marketingfolkene, det er for svært for, det med forskellige ølkategorier og -betegnelser. Og bliver der blandet andre sprog ind over, går det først for alvor balalajka. Det er denne øls etiket måske det mest skræmmende eksempel på af alle, denne blog har haft med at gøre.
Jeg har nu ogsåen svær mistanke om, at det ikke er det tyske bryggeris reklameafdeling, der står bag sprogforvirringen, men derimod importøren, der bærer ansvaret. I Tyskland ville man aldrig begynde at bruge angelsaksiske betegnelser på lokalproduceret øl. Faktisk ville man nok meget sjældent bruge angelsaksiske betegnelser i det hele taget. Vi har at gøre med folk, der ikke forstod det morsomme i, at McDonalds reklamerede for en burger, der var “EXTRA GROSS” (læs det på engelsk), for som en af gangfællerne på kollegiet i Marburg, hvor jeg studerede tilbage i 2000-2001 sagde: “Ich dachte “Gross” heißt “Wachstum” [da: vækst]”.
Dark, Lager eller Dunkel – en mørk øl er det i hvert fald. At dømme på den brankede smag er den brygget på ristet malt – som det sømmer sig for en Dunkel/Schwarzbier. Skummet er kraftigt og cremet, og lader sig ikke sådan slå ned, og det dækker glasset med tykke gardiner efterhånden som det bliver drukket. Duften er syrligt gæret svarende til frisk franskbrødsbolledej.
Smagen er klassisk – som sagt ristet og indeholder desuden en mild karamelmaltsødme initialt. I eftersmagen mærker man bitterhed af kaffe. Mærker er ordet, for eftersmagen er lidet markant og minder én om, at hele brygget – ristethed, sødme og kaffebitterhed til trods- er en temmelig kedelig, ufyldig og i bund og grund tynd affære. Alt for meget vand udhuler sammenhængskraften i brygget, og de ellers velgørende smagsindtryk kommer til at virke isolerede og sammensatte.
Således skylder Kaiserdom Privatbrauerei stadig at imponere. Det står fortsat for en alt for standardiseret og ligegyldig karaktér, der ikke gør godt tysk ølhåndværk ære.
Men at danske marketingsfolk formår at ødelægge oplevelsen yderligere skal selvfølgelig ikke ligge bryggeriet til last.
2-stjerner

Sommerbryg – Hyldeblomst, Hornbeer

Hæld Hornbeer i vasken.

Den sidste Hornbeer-øl, jeg har haft på lager, og med ganske stor sandsynlighed, den sidste Hornbeer-øl, jeg vil have haft på lager i meget lang tid, har forladt glasset. Ikke i undertegnedes mavesæk, men ned i afløbet. Sommerbryg – Hyldeblomst skulle forestille at være en særlig variant, af Hornbeers ret uinteressante Sommerbryg, nu tilsat hyldeblomstekstrakt og appelsinskal, som man kan læse af den roman, der også pryder dette humleprodukts emballage. Det er behændigt – eller kluntet, afhængigt af smag og øjnene, der ser – udeladt af varedeklarationen andetsteds på etiketten, og jeg spekulerer, om det overhovedet er lovligt.

Men det bekymrer mig ikke synderligt, eftersom jeg er sikker på, at dette er et bryg, jeg ikke skal binde an med igen. Samtidig kan hyldeblomstekstrakt og appelsinskal næppe hævdes at være farlige på en måde, så en mangelfuld varedeklaration bliver andet end blot vildledende. Der er så vidt vides ikke udeladt information om ingredienser, der kan være farlige for overfølsomme – farvestoffet E150c, fx eller sulfitter, så et slet skjult forsøg på at være renere, end brygget egentlig er, er hvad uærligheden strækker sig til, og det er ikke nok til, at jeg vil gøre mere, end blot brokke mig over det her på bloggen.

Der er også rigeligt andet at tage fat på.

Visuelt er brygget ellers ikke helt uinteressant. Det holder en citrongul lød, som man ellers kun sjældent ser, under et noget vådt, men alligevel fyldigt, holdbart og klæbrigt skum. Lidet ved man endnu, at farven på brygget er et ilde varsel om, hvad der kommer, men en ganske velbehagelig bouquet overdøver alle faresignaler. Brygget dufter bittersødt af humle og syrlige frugter. Det er elegant og kraftfuldt, så man mærker det også en meters penge fra det opskænkede bryg. Bouqueten er desuden vinøs, let sprittet, og har karakter af citron og hvedemalt.

Man tænker, at det alt sammen er meget godt, og i hvert fald bedre, end hvad man hidtil har prøvet fra bryggeriet. Men ih hvor bliver man straffet hårdt for at have givet Hornbeer en chance til.

For munden snørrer sig sammen som en hiphoppers hættetrøje under en heavykoncert. Tårerne triller ned ad kinderne, mens man håber, at der i det rædsomt sure sæbehelvede er en rest humle – eller måske bare noget malt – bare ét eller andet ølagtigt, som man kan holde fast på, og få vished om, at dette faktisk er en slags øl man sidder med …

Men nej … eller okay, det skulle så lige være gæren. Men det er også det, man smager mindst – og det hjælper desuden ikke. Mest smager man en syrligt-metallisk blanding af noget ubestemmeligt, som minder om opvaskemiddel. Opvaskemiddel med citron, for citronelementet indgår ikke kun i farven og duften – men også alt for meget i smagen. Duften var så rar, og brygget så flot – gult – citrongult – men alligevel så rart og flot, at man ikke kunne forestille sig, at det ville gå så meget igen i smagen.

Men jo! Sæbe, citron og gær. Det er, hvad brygget smager af. Først snørrer munden sig sammen, bagefter sidder man tilbage med en tør og ikke mindst dårlig smag i munden, og det ikke kun i den ellers meget konkrete betydning, men minimum også på grund af de penge, man har givet for den. Jeg har fortrængt, om det var kr 45,- for to, eller det faktisk var kr. 45,- stykket, jeg gav. Uanset hvad har jeg aldrig fået så lidt valuta for pengene. At kvalitet er dyrt, vidste jeg godt (vi er kødspisende økohippier, for flæbende ud højt) men at så ringe kvalitet kan koste så meget – det kommer godt nok bag på mig.

Heldigvis har brygget tæt på ingen eftersmag overhovedet. Så pinen trækkes ikke unødigt ud. Heldigvis havde de venlige irere, vi havde besøg af forleden, taget nogle øl med som værtsgave. Jeg havde prøvet dem før, så der er ikke nogen grund til at gå i dybden med, hvilke det var. Men her til aften kom en af dem mere end til sin ret, da den blev drukket til maden. Når nu Hornbeer ikke kan levere ordentligt øl – øh undskyld – ikke kan levere øl, må andre jo træde til.
0-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme