Beskidt Økologi …
Hancock fra Skive har også en økologisk pilsner i handlen. Det uafhængige skibonittiske bryggeri gør meget ud af sin autencitet og håndhævelse af gamle brygmetoder. Blandt andet tilsætter de fortsat ascorbinsyre til brygget. Oprindeligt gjorde man dette for at nedsætte risikoen for kontamination og videre ukontrolleret gæring af det færdige bryg, men rygterne vil vide, at det også reddede ølkuskene fra skørbugen – sålænge de drak deres daglige kvantum øl.
Tilsat ascorbinsyre, også kendt som C-vitamin, er der endnu ikke dokumenteret nogen skadelige virkninger ved, men det er også fortsat tvivlsomt, hvorvidt det er virksomt, hvis det blot er tilsat. Mit ene øjebryn tager sig i hvert fald en elevatortur op i panden, når jeg ser dets E-nummer (E300) i kombination med det fine røde Øko-mærke. Økologi betyder fravær af giftstoffer og andre unødige, skadelige tilsætningsstoffer i fødevarer. Jeg hæfter mig ved, at rigtig mange bryggerier herhjemme undlader ascorbinsyren, uden at der går vildgær i øllet af den grund, og jeg ville nok foretrække, at man ved uddeling af Ø-mærket begyndte at fokusere lidt mere på ‘unødigt’ frem for kun giftstoffer og skadelige tilsætningsstoffer. Ascorbinsyren er – traditionel og formentlig uskadelig som den er – ikke desto mindre unødvendig, og den økologiske idé handler vel også om at gøre produkterne så simple som muligt, og fri for tilsætningsstoffer i det hele taget.
Et totalt fravær af tilsætningsstoffer betyder også, at man ikke engang behøver bekymre sig om en latent skadelighed. Det er økologi, når det er bedst.
Men indrømmet, ascorbinsyre er nok ikke det værste, der kan tilsættes (ikke ét ord om, hvad andre bryggerier tilsætter deres øl, og da slet ikke om Thisted Bryghus og den sulfit de tilsætter deres øl, på trods af, at Thisted Bryghus startede den økologiske bølge inden for ølbrygning her til lands) men man kunne godt ønske, at Hancock også gik lige meget op i alle former for renhed i brygningen.
Jeg stiller kæphesten fra mig, og skænker i stedet øllet. Nogle læsere vil bemærke, at det sker i et almindeligt glas, og ikke det fine Game-of-Thrones-møder-Lord-of-the-Rings-glas, jeg har brugt de sidste gange. Jeg vil ikke afsløre, hvornår jeg vælger at bruge det ene eller det andet – I læsere må selv komme med jeres bud – fx i kommentarfeltet, hvis I har lyst.
Det er en meget lys pilsner, næsten citrongul under et kridhvidt skum. Skummet falder ret hurtigt, men der er i det mindste meget af det, så man får lov at nyde det lidt alligevel. Duften skal man virkelig lede efter. Efter flere inhalationer mener jeg at kunne spore noget fjern syrlighed af lime, og bagom denne en svag, bitter humle.
Det svage duftindtryk viser sig i store træk at være et forvarsel for smagen. Omend det syrlige udebliver, heldigvis, så gør bitterheden ikke noget stort væsen af sig. Den er der da, bevares, og den er markant i sin bitterhed, men ledsages i for høj grad en en glat fornemmelse af et friskt vandløb. Ja, det er friskt – og tyndt. Lidt fylde formår brygget dog at mønstre, muligvis ved den let forhøjede alkoholprocent på 5,0, der faktisk giver brygget et let(sprittet) honningpræg.
Den svage karbonering på trods af den tilsatte kulsyre (der har vi den negligerede renhed igen,) gør sit til at brygget bliver endnu kedeligere. Det bliver fladt i stedet for at sprudle og er i forvejen for tyndt og vandigt. Man kan indrømme brygget lidt skjulte ansatser til noget interessant hist og pist, men overordnet har bryggeriet vist satset på det kedelige (og givetvis sikre), frem for det interessante.
Det er synd, når økologien i den grad bliver mainstream.
Seneste kommentarer