Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/De Jyske Bryghuse"

Bock Bunny, De Jyske Bryghuse

‘sup? Nothing …

What’s up Doc? Den gulerodsgnaskende kanin og dens nasale catchfrase, sørgede den navnkundige Mel Blanc for uigendriveligt at mejsle ind i min og mine jævnaldrenes hukommelse, dengang i TV-monopolets dage i den næsten lige så legendariske Jakob Stegelmanns program “Så er der Tegnefilm.” Programmet har i øvrigt fået en ganske seværdig efterfølger på DR Ultra ved navn “Så er der Tegnefilm” – selvfølgelig med selvsamme Jakob Stegelmann som vært. Nu kommenteret med trivia og historisk baggrund – tænk at TV i dag kan være bedre end i monopolets tid … men det er selvfølgelig også Jakob Stegelmann, der står bag.
De Jyske Bryghuse vil gerne spinde lidt guld på Mel Blanc og Jakob Stegelmanns navnkundighed (og fred være med det), og har derfor brygget påskeøllen “Bock Bunny” … Bock Bunny – Bugs Bunny, vi klapper i de små hænder af begejstring, og high-fiver virtuelt De Jyske Bryghuse for deres originalitet og hittepåsomhed udi ølnavngivningen.
Men den alt for fristende sarkasme til trods, så må jeg indrømme navnet dets små glimt af elegance. Bunny – kanin, og selvom det jo ikke er en [påske]hare, så ligner den jo lidt alligevel. Første del af navnet, bock, er jo næsten betegnelsen for den danske påskeøls inspirationskilde – munkeøllen Salvator (der ganske vist var en dobbeltbock), som jo var opkaldt efter påskens hovedperson – Ødelæggeren eller som Metallica kaldte ham [The] Creeping Death, der slår alle de små egyptiske børn ihjel i en blodrus … … … eller har jeg forvekslet religionerne?
Nå, lige meget. Bock – salvator – påske; det hænger sammen. Og påskeharen – Bunny, som jo egentlig er en kanin, men okay – de er begge lagomorphae. Det er faktisk antydningsvist fikst.
Og brygget ser også ganske fikst ud. Flot orangebrunt, lettåget med en flot, cremet og holdbar skumkrone, holdt i letgule nuancer. Ved duften hører det fikse dog foreløbigt op. Det er mest vådt og kun med antydningsvise udsving i retning af blommer, både modne og umodne, og er man lidt heldig opfanger man søde nougattoner.
Blommesmagen – eller fornemmelsen fristes man til at sige – dominerer i mundhulen. Blommer smager når alt kommer til alt ikke af så meget, og derfor finder jeg sammenligningen rammende. Til gengæld er brygget på samme måde ganske fyldigt, skummet gør sit idet det kilder bittert i ganen, men i det store og hele udebliver smagsoplevelsen.
Ikke engang eftersmagen formår at redde særlig meget. Et bittersødt indslag af lakrids er i sin ide god, men alt for svag i udførelsen. Fylden gør brygget adækvat drikkeligt, og ikke så meget mere. Overordnet savner brygget karakter og meritter, der er værd at skrive påskehilsner om. Og den kække kanins ikoniske replik fra fyrrerne er afløst af tiernes uengagerede ‘sup? Svaret er – næsten ingenting …
Her på det sidste har De Jyske Bryghuse været ganske produktive og sprøjtet en masse forskellige bryg ud. Måske de skulle lade sig inspirere af Svaneke Bryghus‘ målsætning om, at ‘Mindre er Mere’ (lad det forblive forholdsvis ukommenteret her, at Svaneke selv ikke altid er lige gode til at efterkomme den målsætning) så de i stedet for at lancere en hel stribe bryg af lettere tvivlsom karakter, kunne koncentrere sig om de gode bryg, de rent faktisk kan fremstille.
De Jyske Bryghuses store produktivitet på det sidste viser i hvert fald, at mere ikke nødvendigvis er mere.
2-stjerner

Aros Nordisk Påske Ale, De Jyske Bryghuse

Til den våde påskefrokost …

Jesu Kristi opstandelse skal fejres på behørig vis, med overdådige påskeorgier og hvad dertil hører – snaps og selvfølgelig stærk øl. Sådan gør vi i Norden, men det er næppe derfor, at Aros-seriens påskebryg fra De Jyske Bryghuse benævnes “Nordisk Påske Ale“. For markedet oversvømmes især af undergærede påskebryg – hvert bryggeri har gerne sin kavalkade, så det særligt nordiske er vel nok fuldskaben og excelleringen i fermenterede produkter, og ikke som sådan det overgærede som særligt koncept. Heller ikke til påske.

Med Carlsbergs, Royal Unibrews og Harboes altdominerende produkter fristes man tværtimod til at sige – ja, tværtimod. Undergærede pilsnere over hele linjen, og måske nok en lidt stærkere en af slagsen til påske, og ingen overgærede påskebryg overhovedet. Dem skal man til de mindre bryggerier for at finde. Så hvad det særligt Nordiske ved nærværende øl skulle være, forbliver en gåde.

Men flot er det. Rigtigt kobberrødt, og det ser man sjældent, med flødefarvet, ikke uklæbrigt, omend hastigt faldende og højlydt knitrende skum. Duften er noget fjern, letsødlig og med et syrligt indslag af grønne æbler.

I smagen hæfter man sig snart ved … at den ikke smager særlig markant. Indledningsvis mærker man en vis æblesødme i de første mundfulde, men det brænder aldrig rigtig igennem. Brygget føles dog rent, glat, letsyrligt med indslag af citrus (det fremgår af etiketten, men er faktisk det eneste derfra, jeg rigtig kan genfinde i brygget) og så med en bitter, rå humlekant, der efterhånden vokser.

Fra de sødlige æbler ændrer brygget efterhånden karakter og bliver mere bittert. Det er en rå, frisk bitterhed af gær, der først mærkes ved gummerne foran i munden, og efterhånden breder sig til mandlerne, for at gøre sig stor i eftersmagen med en bitter smag af humle og nåletræ. Nogle vil sikkert ærgre sig over den tiltagende bitterhed, selv synes jeg faktisk det redder brygget fra at blive alt for kedeligt, men det er alligevel ikke nok til, at jeg synes, at brygget gør noget særligt væsen af sig.

Det forbliver en halvtynd og ufyldig omgang, der er bedst til at kastes lige i løgnhalsen mellem snapsen og stjerneskuddet midt i påskefrokosten. Det skal ikke smage af for meget, men i skabelsen af en effektiv brandert gør det med sin guldølsstyrke på 5,5% da bestemt det arbejde, den er udtænkt til.

Og det er som allerede antydet også ret nordisk.

2-en-halv-stjerne

Kælderbryg, Bryggerigaarden

Frisk – og kun lidt for tynd …

 
På mandag har jeg ferie. Først på mandag, for jeg skal skam arbejde på søndag – men på mandag er jeg fri … for en stund i hvert fald. Min krop og mit sind har dog taget forskud på friheden, og min motivation på arbejdet har ramt grundfjeldet med turbohastighed, grebet et trykluftbor og har omgående forsøgt at hamre sig endnu længere ned. Kort sagt – jeg er træt og vil have ferie …
Heldigvis har jeg mine søde børn til at sprede glæde, og altid gode øl på lager. Så er ventetiden igen til at overskue. Her til aften skulle jeg bare have noget frisk og simpelt. Fra tidligere ved jeg, at den slags virker.
Indledningsvis skal bryggerisamarbejdet United Beverage, der står bag Bryggerigaarden-brandet, tillige med ‘De Jyske Bryghuse‘ have ros for tre små ord på bryggeriets bagetiket. “Vend før åbning” står der. Det skyldes at brygget er ufiltreret, og bryggerne gerne vil have nyderen til at få hele den restgæroplevelsen med. et er forfriskende, at nogle endelig holder op med at fraråde og mane til forsigtighed, når det gælder restgæren. Den skal selvfølgelig med, og det kommer den!
På forsideetiketten smykkes brygget desuden med tillægget ‘en uklar affære’, og deri tager bryggeriet ikke munden for fuld. et er et dejligt tåget bryg, og iøvrigt overraskende lyst i betragtning af gærmængden. Citrongult står det i glasset, og man glædes ved den glidende overgang fra gult til hvidt i det flødetætte skum, der knitrer som en lyst, uden at falde for hurtigt. Det trækker også fine gardiner ned langs glassets inderside – både i flasken det skænkes fra, og i glasset der efterfølgende tømmes. Det dufter friskt, en smule gæret og syrligt af citrus, mens alarmklokkerne på forunderlig vis forbliver tavse. For selvom det netop er friskhed, gær og syre, der kan ødelægge bryg, yder det her kun karakter.
Smagen er spids af gær, frisk af mild humle og overraskende fyldigt i betragtning af en noget spinkel smagsfarvelade. En blød og varm bund af nøddebitter humle på bagtunge og i eftersmagen i de indledende smagsøvelser leverer en forklaring, men det indtryk vedbliver ærgerligt nok ikke. Spinkelheden tager til, vandet truer, men brygget klarer alligevel at levere en fylde, så det trods alt forbliver en oplevelse at drikke.
Den truende syrlighed fra citrusindslaget udebliver helt, og selvom syrlighed undertiden kan give øl en frisk kant, der samtidig holder den egentlige vandighed af vejen, hilser jeg en karakter af udeblivende syrlighed velkommen da den sammen med gæren næppe ville gøre den samlede oplevelse bedre.
Overordnet er brygget letdrikkeligt, mildt, friskt, akkurat fyldigt nok og kun lidt for tyndt. I sommervarmen vil den fungerende fint som et læskende indslag, der smager af lidt mere.
Med streg under ‘lidt’.
3-stjerner
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme