Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Carlsberg"

Jacobsen Saaz Blonde, Carlsberg

Det er set værre – og bedre …

 
Som nævnt tidligere, er Carlsberg begyndt at forhandle nogle af deres Jacobsen-bryg i ikke-selskabsøl-emballager. De anbefalelsesværdige bryg kan altså nu nydes, uden at man bliver fuld af mængden. Det er at foretrække for fuldtidsarbejdende og familiefædre, og ikke mindst folk, der som jeg selv er begge dele.
Det gælder denne gang bryggeriets blonde, der må formodes primært at være krydret med Hancocks favorithumle, Saaz. Dertil kommer (udover vand, malt (af både hvede og byg) og gær) glukosesirup, kuldioxid og ekstrakt af kvan, en skærmplante, kendt for søde stængler, og giftige slægtninge. Rent øl er der i hvert fald ikke tale om.
Og åbenbart har en eller anden fumlefingret ølignorant generelt haft alt for meget indflydelse på Jacobsen-bryggenes varedeklarationer. Det fremgår nemlig endnu engang af etiketten, at brygget skulle være en stærk pilsner, og jeg formoder, at det er en standardtekst på etiketten så snart bryggets styrke overstiger en vis procent – jeg gætter arbitrært på 5,0. Forkert er det under alle omstændigheder, og det er utroligt, at det skulle være nødvendigt at korrekse Danmarks, og et af verdens største bryggerier på det punkt. Men en overgæret ale kan i sagens natur ikke være en undergæret pilsner, ligesom en guitar ikke med rimelighed kan kaldes en træblæser, og en sækkepibe ikke en art glasorgel.
Igen skal det ikke ligge brygget, eller vurderingen deraf til last, at bryggeriet bare ikke kan finde ud af det med overgæret og undergæret. Uanset hvad er det et flot bryg, lyst kobberfarvet med ganske fint, kridhvidt og meget fedtet skum, der efterlader svulstige bræmmer på glassets inderside. Det dufter som blonde – sødligt og med ildevarslende elementer; denne gang af overmodne og smågærede ferskner, der overfladisk snitter i næsens slimhinder. Men bagom sprittethedens små barberblade gør sødmen nu stadig godt – frugterne er alt andet lige stadig spiselige.
Smagen er da også indledningsvis blød, og præges igen af søde, men alligevel overmodne frugter på nippet til at gære. Fersken og mango blander sig med hinanden i en ikke uelegant dans på midten af tungen, der desværre bliver forstyrret af nogle gærede og humlebitre snubletråde. Gæren stikker dybt i mandlerne, og er simpelt hen for anmassende, mens humleindslaget ikke er ordentligt afstemt frugtsødmen.
De noget destruktive gær- og humleelementer er dog ikke vedvarende. Bryggets smag klinger ved nedsvælgning meget hurtigt af, men efterlader til alt held en velgørende fornemmelse af vederkvægelse. Det destabiliserende gærindslag præger heldigvis også kun brygget i begyndelsen, som om et vildfarent skud alkohol lige skal fordampe, før brygget kan behage ordentligt. En stikkende gærkant forbliver dog, men med den effekt, at det giver brygget karakter frem for at skæmme.
Og da er det, at brygget ender med at fremstå en kende tamt og tyndt. Frugtsødmen er ganske vist intakt, men kan ikke bære brygget alene. De gærede noter giver brygget karakter og fylde, og uden dem undgår brygget måske nok nogle af de egenskaber, jeg personligt ikke bryder mig om ved blonde-typen, men det går på den anden side også ud over spændingen.
Så ramte La Trappe trods alt bedre, mens Carlsbergs andet blonde-projekt fra Frankrig til gengæld manglede nærværende blondes karakter.

3-en-halv-stjerne

Raasted Brown Ale, Raasted Bryghus

Det er utroligt …!

Raasted havde en erfolgrig debut her på bloggen med deres forårsbryg. Erfolgrig? Erfolgrig? Den suverænt største stavenazist blandt ølbloggerne bruger den slags fule, utilstedelige sprogsammenmixninger? Was ist los!? Well, hvis Raasted Bryghus må, så må jeg vel også. Jeg ved ikke, om nærværende brown ale er del af en særlig serie hos Raasted, men en lille manchet på etiketten erklærer, at dette skulle være en ‘Dansk Microbryg’ (skal med stavningen in mente formentlig udtales [majkro] eller noget i den retning) – og så ved vi jo godt what the clock has slain, eller was es now heißt …
Og om ‘mikrobryg’ eller ‘majkrobryg’ kun må bruges om bryggerier der hidrører fra bryggerier, der kun brygger et begrænset antal hektoliter, ved jeg ikke. Men selv hvis det er, er det vel ikke urimeligt, at Raasted bruger betegnelsen, deres produktion sammenlignet med større danske bryggerier taget i betragtning.
Videre hedder det desuden, at det er en “allround øl, der passer til utroligt meget mad.” Utroligt simpelthen. Brygget anbefales altså til folk, der lider af Binge Eating Disorder, ædedolke i almindelighed og Claus Hjort Frederiksen … eller måske mener bryggeriet faktisk, at brygget er velegnet til mange slags mad. Men borger det for højere kvalitet? Man må forvente at øl til meget mad, er fattigt på karakter og fylde, eftersom der jo skal være plads i mavsen til den megen mad. Øl til mange slags mad adskiller sig næppe meget derfra. Hvis det skal fungere både til sødsuppe og ostindisk karrygryde, må det snarere være fattigt end rigt på nuancer og karakter. For jo mere markant en øl er, desto snævrere er ikke bare segmentet, det appellerer til, men også dets versatilitet. Så jo mere allround en øl er – desto mindre karakterfuld, skulle jeg i hvert fald mene.
I hvert fald lover brygget ikke for meget ved betegnelsen. Det holder en fin, brunlig lød, omend skummet måske er lige lovlig lyst. Duften holdes i det søde; nougat, marcipan og karamel – malten tager dermed føringen fra start.
Lidt overraskende er brygget mest bittert, men igen er det ikke humlen, men malten, der dominerer. Brygget smager især af hasselnødder, og svinger ikke uelegant over i en mere kaffeagtig eftersmag, der er overraskende langvarig.
Til slut tager en tør og lettere støvet lakridssmag over i eftersmagen. Og der går det op for én, at brygget desværre ikke helt er fyldigt nok til at integrere de ellers fine enkeltstående smagsindtryk med hinanden. Overordnet er brygget ikke mere ‘mikro’ (eller micro eller majkro) end at det svarer til en gennemsnitlig tysk Dunkel.
Men på den anden side er den nu bedre, end bryggeriet selv vil gøre den til. For den er for fyldig, og derfor uegnet, til utrolig meget mad. En tynd pilsner ville være langt mere velegnet. Samtidig vil jeg anbefale brygget til tung vintermad – langtidsstegt okse med ovnbagte rodfrugter fx. Det passer den mørke bitterhed perfekt til, mens den ville være malplaceret til al italiensk, fransk, østasiatisk eller for den sags skyld nordamerikansk mulje.
– Men bryggeriet manglede vel en eller anden undskyldning, de kunne give forbrugerne for at anskaffe den, og der kan mad jo altid bruges. Og hvis man kan bruge den til – om ikke alt mad, så i hvert fald utrolig meget mad, så er bryggets fremtidige salg sikret. Baggrunden for formuuleringen er vel igen marketing, og jeg må atter plædere ignorance på det område.
Bundsjatten med restgær var til gengæld en oplevelse af maltsød velsmag. Min anbefaling er derfor total ulydighed over bryggeriets babysitterformaning om, at brygget skal skænkes med forsigtighed, så man undgår restgæren. Hvornår forstår danske bryggere, at restgæren skal med! Ih, det var da utroligt med de fermentofober …

3-en-halv-stjerne

Sagres Branca, Sociedade Central de Cervejas e Bebidas SA (Portugisisk øl III)

Netop som man troede, det ikke kunne blive være …

Kvaliteten af Carlsbergs indspark til det portugisiske ølmarked var ikke overraskende til at overse. Men det viser sig, at Portugiserne selv også kan være med.

Endskønt Sociedade … fla fla fla’s Cergal faktisk gav baghjul til ikke bare de værste, men også de lige netop adækvate europæiske standardbryg, så får man åbenbart ikke lov til at være lige så heldig med alle portugisiske standardøl.

Sagres Branca fra samme bryggeri kendetegnes ved at dufte af ingenting overhovedet. Det er jeg ikke sikker på, jeg nogensinde før har oplevet med øl, der ikke ligefrem var alkoholfrit. Skummet bruser af som var det sodavand, og den fesentgule pilsnerfarve er set kraftigere i Corona.

Smagen … Ja, den er også i store træk fraværende. Igen dominerer vand, så alt, hvad der ellers titter frem, fremstår som vage bismage. Man mærker humlens bitterhed som en fjern prikken på tungen, men det er for meget at påstå, at den egentlig smager af noget. Kvaliteten er slet og ret skandaløs, ikke bare set i forhold til den mere vellykkede Cergal, men i forhold til øl i det hele taget.

Man skal så notere sig, at Cergal betegnes som en Holland Type, altså et udenlandsk og derfor eksotisk og eksklusivt ølprodukt af en ganske særlig og uvant kvalitet. Vi, der kender hollandsk standardøl er allerede knækket sammen i latterkramper. Ikke desto mindre skal årsagen til Cergals større drikkelighed nok findes i, at den anses for at være en slags specialøl, og dermed gør portugiserne sig meddelagtige i den vrangforestillig, at øl er specielt bare fordi det kommer fra – eller søger at imitere øl fra – udlandet.

Dette er Bad Stuff – som det der sker for en i Munchkin, hvis det ikke lykkes én at flygte fra et monster, man ikke fik besejret. Jeg nævner det lige i forbifarten, da det var det spil, vi hyggede os med i selskab med min papsøn Aslak, da øllene blev afprøvet. På alle måder en mere underholdende og smagfuld oplevelse end nærværende øl.

På den anden side smager brygget ikke decideret grimt, og kan ikke tildeles nul stjerner for det helt uantagelige. Undertegnede tildeler den:

1-halv-stjerne

Gedved ville have givet den en kvart stjerne. Jeg opererer imidlertid ikke med kvarte (eller trekvarte stjerner), så jeg har været nødt til at runde op til samme karakter, som jeg selv gav.

Super Bock, Unicer Bebidas/Carlsberg (Portugisisk øl II)

Man skulle tro, det var dansk … hov!?

Den anden øl i serien om Portugisisk øl hedder Super Bock, og det lyder jo lovende. Bock er en dejligt kraftig øltype, gerne halvmørk, stærk og giver også den indre varme.
Skuffet bliver man, når det citronguleste pilsnersprøjt dovent sjasker ned i glasset med en skumtop som selv Cults forhenværende brygmester kan tillade sig at opkaste en hånlatter mod. Et forkølet pust af korn tjatter sløvt til ansigtet – men et pust er det da ikke desto mindre, omend det også er helt slut derefter. Gedved mente ganske vist, at pustet var metallisk. Det kunne jeg ikke genkende, men sådan kan de olfaktoriske sanser jo være forskellige.
De første skuffelser følges af endnu en. Smagen. En bundklasse for sig selv. Fuldkommen glat og helt uden fylde, som en nyfanget ål, eller en vis tidligere dansk statsminister, når denne blev konfronteret med spørgsmål om en af nationens lidet glorværdige, nylige krige. Den dominerende og primære smag er af vand, mens en flad bismag af humle og korn efterhånden klemmer sig frem bagest ved gummerne. Den gamle, men velfungerende analogi til danskvand med humlesmag trænger sig på, men brygget indeholder alt for lidt kulsyre til at den rammer plet denne gang. Som meget tynd humlesaftevand kunne den måske betegnes.
Det er så fladt og kedeligt, at man hensættes til samme fornemmelse som de tynde danske humleprodukter gør. Jeg fatter min smartphone for at dele mine småbitre (men langt bitrere end brygget – der skal ikke så meget til) tanker om øllet på Untappd …
… Og der falder det hele pludselig på plads og giver mening.
– For det er Carlsberg, der står bag denne rædsel. Det gamle danske bryggeri, der i over halvandet århundrede har fyldt hjemlandet op med tyndt, gennemsnitligt standardsprøjt, og altid så smukt har ramt laveste fællesnævner, har åbenbart placeret en stråmand ved navn Unicer Bebidas i det sydvestligste hjørne af Europa. Og indbyggerne må derfor døje danske standarder for ølbrygning, mens danske turister i landet ikke slipper for hjemlandets blege bryg.
Brygget her er ingen en bock, super er den bestemt heller ikke, ej heller er den portugisisk. Den er dansk – og det på den værst tænkelige måde.
Brygget fik samme karakter af os begge for ikke at smage af noget, og derfor heller ikke decideret grimt:
1-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme