Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Search Results for – "label/Bryghuset Braunstein"

Harbour IPA, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestivalg 2014 IV)

Vi prøver igen …

Bryghuset Braunstein har før prøvet med en IPA (India Pale Ale), Næstgaarden Økologiske IPA, som iøvrigt blev anmeldt som nr. 200 her på bloggen. Dengang gik det ikke så godt. Hint bryg smagte surt af gær og stort set ikke andet, og det fik da også en karakter derefter. Forinden havde bryggeriet ellers gjort sig ganske heldigt bemærket, blandt andet med en brown ale, der scorede absolut topkarakter her på bloggen.

Næsgaard-brandet har bryggeriet siden droppet, ser det ud til. Jeg ser stadig masser af bryg fra Braunstein, men altså ikke med ‘Næsgaarden’ foran, og jeg har ikke lige haft tid til at finde ud af hvorfor. Læserne er velkomne til at gøre mig og andre læsere klogere derpå i kommentarfeltet, hvis de har lyst. (Ligesom I skal have lov til at komme med andre indspark, der bare har perifær berøring med emnet øl.) Bryggeriet har stadig en IPA i deres faste sortiment – Viking IPA hedder den, men om det er den gamle øl, der er kommet på nye flasker, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har ikke prøvet den af frygt for, at det skulle forholde sig sådan.

Men med et nyt produkt i anledning af Kvicklys Ølfestivalg tør jeg godt. Jeg kender ikke reglerne for konkurrencen specifikt, men jeg går kraftigt ud fra, at bryggene ved eventet skal være nye, ligesom sangene ved Eurovisionen (Herzlichen Glückwunsch Frau Wurst). Det er derfor næppe det samme gærsure bryg, Braunstein sidst fik lavet, der er på denne flaske. Jeg håber blot, at det ikke er et andet gærsurt bryg i stedet.

Ved skænkning står det allerede klart, at der ikke er tale om en traditionel IPA. Det er brygget alt for mørkt til. I det hele taget at kalde det en IPA tangerer på grund af mørket falsk varebetegnelse. IDA, (India Dark Ale) ville være en langt mere passende betegnelse. Men måske har Herslev taget patent på konceptet, og så er man jo ilde stedt, hvis man formaster sig til at kalde typen ved samme navn, endskønt typen vitterlig  er den samme.

But I digress …

Mørket er ikke ulig en stouts. Det bemærkede Gedved, der hjalp mig igennem dagens tre øl (der er grænser for, hvor meget jeg gider drikke på en dag – især når jeg har børn og fuldtidsjob, så ind imellem får jeg en god ven til at hjælpe. Hellere det end at måtte hælde brygget ud. Anmeldelserne er selvfølgelig mine.) Skummet er letgyldent og noget skrøbeligt. Duften peger igen i retning af stout med bouquet af tjære, sød malt og svesker.

Det er en dejligt sød IPA. Og det er jo også temmelig usædvanligt og gør ikke betegnelsen mindre misvisende. Vægten er åbenbart lagt på malten frem for humlen, og følgelig får brygget en langt mere sød og venlig karakter – især af svesker – end man er vant til fra typen. I eftersmagen mærker man dog humlen som bitterhed af fyrretræ.

Efterhånden titter humlen også mere og mere frem i selve smagen. De søde toner dæmper den, men man mærker dens små spidse torne og dens sprøde konsistens som en frisk, prikken af mynte og spæde bøgeblade bagom sveskerne.

Det forbliver dog en IPA uden særlig meget IPA. På udseendet er betegnelsen på det nærmeste misvisende og på smag og duft højst vejledende. Men derfor kan selve øllet jo sagtens smage godt alligevel. Det gik bestemt bedre denne gang for Bryghusets Braunsteins IPA-forsøg. Og dette er indiskutabelt min foreløbige favorit i Ølfestivalgets samlede felt.
4-en-halv-stjerne

Hophorn, Hornbeer

India Pale Ale af gavn …

 
Sommeren er over os. Den lå i baghold, overfaldt os lagde os i benlås og hamrer nu løs alle reglementerede – og især ureglementerede – steder med en med sikkerhed ureglementeret stor totenschläger. For en dag søgte jeg tilflugt for tæskene hos min kære fader i Hvalsø sammen med mine børn. Det varede ikke længe før vi havde lagt planer om at grille, og remedierne skulle skaffes i den lokale brugs. Den samme brugs, der fast har Hornbeers og Herslevs bryg på hylderne, for de bryggerier ligger jo alligevel lige i nærheden.
Så et dyrt, men forhåbentlig godt Hornbeer-bryg blev det til. Selvom jeg stadig finder det risikabelt at vælge Hornbeers øl. Jeg er blevet slemt skuffet før, men ved også, at det kan være rigtig godt. Brugsen Hvalsø havde desuden et restlager af nogle amerikanske mikrobryg stående, som ellers var blevet forflyttet fra Kvickly til Fakta sidste efterår, og derefter revet væk i løbet af få dage (jeg nåede som bekendt at redde mig et eksemplar af de fleste). De øl vender jeg selvfølgelig tilbage til senere, men hvordan det kunne være, at de kunne fås i Brugsen Hvalsø så lang tid efter, får jeg nok aldrig svar på.
Allerede ved skænkning af dagens øl eksploderer bouqueten i et festfyrværkeri af aromatiske IPA-noter. Det er rene krysantemumbomber af ingefær, hyldeblomst, roser og bergamotolie med krudtslam af bitre, skarpe humlenoter. Krudtslam leder desuden tanken hen på bryggets lød, der ikke følger betegnelsen IPA særlig godt. Brygget er nemlig ret mørkt – mørkere og tykkere i viskositeten endda, end visse tynde stouts, jeg har prøvet gennem årene. Det er med andre ord en IPA af gavn, men dårligt af navn (og det gør jo ikke noget). En IPA, der ikke bare er usædvanligt aromatisk, men også bryder genrens rammer. Det cremede skum tårner sig op, først som lakridsflødeis, og efterhånden som det falder, idet de små bobler springer først, og efterlader lange fedtede strenge på tværs af glasset, bliver det til lakridscandyfloss. Skummets evne til at klistre, gør så meget desto mere sammenligningen med candy floss passende.
Men faktisk er det ikke første gang, det er set. En mørk IPA fra Bryghuset Braunstein kunne opleves ved Kvicklys Ølfestivalg tidligere på året. Men den bliver gennempryglet af Hornbeers på samme måde som sommeren har pryglet os almindelige dødelige, og fortjener ingen yderligere sammenligning.
Og det er bestemt ikke et bryg, der har det hele i udseendet og duften. “Er du rådden!” udbryder jeg ved det første lille nip, idet endnu et festfyrværkeri eksploderer i mundhulen. Det udløser tæskeskarp og bitter humle samtidig med alle de rare, søde blomstertoner, men kunne mærke i duften. Fyrværkerimetaforen kommer også til sin ret i mundfornemmelsen. Humlen hiver, flår og bider og river smagsløgene rundt med en blanding af wasabi og gari-fornemmelse. Uden at overdrive brændte brygget mere end de chorizo-pølser, vi kort før åbning havde taget af grillen.
Ved mandlerne bliver brygget mildere, og slår over i en bittersød blanding af især bergamotolie og knastør cascadehumlesmag. Jeg ved ikke, om det er cascadehumle, der er brugt, men humlens friskhed svarer i hvert fald meget godt dertil.
Ja, jeg skrev friskhed. Paradoksalt nok føles det hidsigt bitre bryg også læskende, vederkvægende og friskt. Det fungerer fint afkølet og formår at holde én immun over for sommervarmens værste tæv – for en tid i hvert fald.

6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme