Toppen af industrien …
I ambitionen om at fratage de små bryggerier så store markedsandele som muligt, har industrigiganterne efterhånden længe pumpet store mængder øl ud, der foregiver (og ikke sjældent foregøgler) et kvalitetsniveau over industriel standard.
Som regel ender det, som antydet i parantesen ovenfor, ikke helt på det niveau man som bevidst forbruger ønsker. Andre gange går det – som her – bedre. Det mest markante resultat forbliver imidlertid, at forbrugerne i højere og højere grad går væk fra kvalitetsbryggene og forfalder til industriens billigere produkter.
At lave kvalitet til samme pris som industrien, med den brygvolumen denne råder over, er praktisk taget umuligt for kvalitetsbryggerierne. Til skade for disse på kort sigt, idet mange af dem må dreje nøglen om efterhånden, og til skade for forbrugerne der ikke længere efter atter må patte på industriens standardsprøjt. Til den tid vil inudstriens incitament for at lave kvalitet være fordampet som kulsyren fra en lunken Grøn Tuborg en varm sommerdag.
Men som allerede afsløret forhindrer det jo ikke industrien i at lave gode øl her og nu. Som nu dette hyldestbryg til stifteren af det i den hellige monopolkapitalismes navn for længst i Royal Unibrew fusionerede Albani-bryggeri, Ludvig Theodor Schiøtz.
I skrivende stund har jeg forlagt den tomme flaske, og på brandets hjemmeside mangler beskrivelsen af brygget af uvisse årsager – så hvilken sludder-for-en-sladder RU-marketingdrengene (og pigerne ej at forglemme) har kedet de arme forbrugere, der uforvarende er kommet til kaste et blik på bagetiketten, med, må læserne have til gode, indtil de selv støder på brygget.
Det messinggule bryg lægger ud med en fortrinsvis blomstersød bouquet af roser med elementer af frisk savsmuld. Man kunne godt ønske sig den skrappere, men for så vidt er der ingen antydning af ubehag.
Derfor overrasker smagen også med sin mægtigere styrke. Der er godt med bitterhed af træ, mørkt løvtræ, samt savsmuldet deraf. Her har vi ikke en frisk, lys og skarp IPA, men en tung, mørkt og stump én af slagsen.
At det overhovedet ikke matcher bryggets navn, lader jeg ligge. Smagen tager jo ikke skade af, at forventningerne etiketten planter ikke indfries.
Bitterheden bliver da også lidt friskere og lidt mere aromatisk med roserne som bærende element, efterhånden som brygget når længere ud på tungen. Ved mandlerne kulminerer friskheden næsten til nåletræsniveau før brygget skylles ned til både almindelig nydelse samt glæde over en smagsoplevelse undervejs der er ud over det sædvanlige. Nota bene – ikke bare ud over det sædvanlige for industriøl – men simpelt hen ud over det sædvanlige.
Op jer, mikrobryggerier! Kvalitetsøllet fra industrien er her, og det er jer, der skal bringe sejren hjem. Til gavn for jer selv og os forbrugere.
