Frisk variation …
På en måde er denne anmeldelse jo en revisited, for jeg prøvede også Schiøtz Gylden IPA ved den københavnske ølfestival tidligere på året. Jeg har imidlertid helt bevidst undladt at genopfriske min karakter fra dengang, før jeg har skrevet denne anmeldelse færdig.
Umiddelbart synes jeg faktisk, at den smager af mere i aften, end jeg husker fra festivalen, og det er ikke spor mærkeligt. Ølfestivalen i København er et gedemarked i en flippermaskine i et højtbefærdet motorvejskryds i myldretiden. Det fyger om ørerne med godt, skidt og mærkeligt, og mine evner til at smage koncentreret har med sikkerhed været hæmmet af, at der var så meget af alt …
Der er også mere af det hele i brygget – nogle vil endda mene ‘for meget’, da brygget ikke overholder de tyske renhedsforskrifter. Det er smagt til med rosmarin og hyben, altså gamle, nordiske krydderier og bær. Umiddelbart ikke upassende i forhold til IPA-typens krasbørstige bitterhed.
Brygget ligner også en IPA – lys med en lød knækket over mod det kobberrøde. Det er klart som pasteuriseret æblejuice. Skummet er både fedtet og klæbrigt, og også mere holdbart end weekendens enorme mængder sjapsne som den faldt i Københavnsområdet – men så heller ikke mere.
Duften føles markant og glat. Bitterheden river ikke næsens slimhinder i laser, men det betyder bestemt ikke, at bouqueten ikke er en nydelse. Man mærker tilsætningerne – og vel egentlig mest hybenbærrene. I kombination med humlen leverer brygget en ganske unik bouquet, der er henad den velkendte bergamotolie, men samtidig sødere og mere sofistikeret.
Og smagen overrasker. Især i betragtning af, at der er tale om en masseproduceret IPA fra landets næststørste bryggeri, kan man intet andet, end indrømme den en mere end adækvat ydelse af nydelse. Bitterheden er der som den skal være – igen er den glat, og måske nok ikke særlig dyb. Til gengæld giver bær og krydderier et sofistikeret præg og for genren tiltrængt fornyende indspark.
Hybenbærrene runder ikke bare bitterheden af, men giver også deres helt egen sødme, der ikke bare er af sukker, kirsebær, karamel, æbler, svesker, eller andet man har prøvet så mange gange før. Nej – her har man den særlige, lette, syrligt-søde og krydrede bitterhed af hyben, der kun er sin egen, og den er aldeles velvalgt. Bedst er brygget ved mandlerne, hvor kombinationen af den småkrakilske humle, krydderier og bær trænge godt ind i gummer og gane.
I konkurrencen mellem Ceres‘ Lottrup-serie og Albanis Schiøtz-serie ser vinderen således ud til at blive [trommehvirvel] Royal Unibrew! Hvad man ikke gør for at få industriøl til at tage sig mere interessant ud – såsom at lave smarte konceptserier, uden at forny sig …
… bortset fra når man så rent faktisk fornyer sig – sådan som Royal Unibrew gør i dette tilfælde. Det er faktisk ganske lækkert, og noget man ikke har set før.
