Det der med at sidde udendørs i aftensolen kunne jeg godt blive forfalden til – hvis ikke jeg allerede er blevet det.
Jeg så igen mit snit til det aftenen efter jeg første gang i år havde spist ude. Denne gang havde jeg PC’en med for at skrive lidt på sidste anmeldelse, og i øvrigt lave nogle ændringer på bloggen, som snarest vil blive præsenteret.
Det er snart to år siden, at Royal Unibrew lancerede Schiøtz– og Lottrup-serierne, opkaldt efter henholdsvis Albani- og Ceres-bryggeriernes grundlæggere. Kvaliteten har været som det så ofte er, når man kigger på et helt bryggeris portefølje – op og ned. Desuden har industrigiganten høstet kritik for at gå mikrobryggerierne i bedene og skubbe dem ud af markedet, fordi Royal Unibrew byder ulige konkurrence med den større brygkapacitet.
Personligt synes jeg jo, at alle virksomheder over en vis størrelse (og en vis størrelse er langt under Royal Unibrews størrelse, skal jeg love for) burde nationaliseres – men det er jo også bare mig. Det til side lægger jeg gerne et optimistisk syn på store aktører, der forsøger sig med kvalitetsbryg. Industrigiganterne vil aldrig kunne lave bryg af den kvalitet, entusiasterne efterspørger – i hvert fald ikke på industrielt niveau. Så i det lange løb mener jeg ikke, at mikrobryggerierne risikerer at blive udkonkurreret på kvaliteten. De store bryggeriers kvalitetsbryg kan til gengæld fungere som vadesten for fremtidige entusiaster. Får den almindelige bruger først smag for de stores kvalitetsbryg, hvor meget mere vil de så ikke få det for mikrobryggene senere?
Således er håbet såre naivt lysegrønt som bøgens spæde blade …
… i kras modsætning til Royal Unibrews nye ‘Dybsort Porter’ der i hvert fald visuelt lever nydeligt op til sit navn. Det beige-til-lystbrune skum kunne måske godt bruge et par toner ovre i det mørkere, men for en industriaktør er det acceptabelt. Duften overrasker positivt og forjætter en stor oplevelse. Karamel og chokolade fylder den kølige aftenluft allerede ved opknapning – selv i gårdens stille modvind.
“Det skal nok blive godt”, når man akkurat at tænke, før man sætter glasset for munden. Og så ryger det ellers gennem hovedet med eder og forbandelser over foregøgleriet og uindfriede forventninger. For brygget – duft og dunkelhed til trods – viser sig at være ganske tyndt og svagtsmagende. Tynd discountkaffe blandet med hasselnøddearoma i eftersmagen er den mest rosende beskrivelse, der kan gives om smagen. Og når det småtkarbonerede bryg er afbruset bliver det ikke just bedre – en mere udefinerbart brankethed og en deraf følgende fornemmelse af aske opblandet i postevand tager mere og mere over, afsluttende med en syrligt-sur karakter af umodne solbær.
Solbær er der ellers ikke noget af i brygget – “kun” hyldebær, kirsebær og lyngblomst, som man i øvrigt tydeligt kan smage absolut ingen af. At fylden oven i købet er så vigende undrer så meget desto mere i betragtning af en alkoholprocent på 8,2.
Man skal vist være et stort industribryggeri for at få en så mørk øl, med så mange ingredienser og så høj alkoholvolumen til at være så kedelig.
Fra denne kant behøver mikrobryggerierne i hvert fald ikke frygte noget.