Skarp og ren …
Jeg har noteret mig, at flere ølkendere i min omgangskreds (læs: facebook) har det med at fnyse ad Royal Unibrews specialølserier, Lottrup og Schiøtz. ‘De er ikke rigtige specialøl, og i hvert fald ikke mikrobryg’ lader påstanden til at være, baseret på et argument om, at store bryggerier aldrig kan ramme de små bryggeriers kvalitet med de kvanta, der produceres af de industrielle foretagender. Endvidere lukrerer industribryggerierne på mikrobryggeriernes dyrekøbte succes, idet de store kan producere meget mere og meget billigere, hvorfor de også alt for nemt kan underbyde mikrobryggerierne med de samme produkter til en lavere pris og – ifølge kritikerne – endnu lavere kvalitet.
Forbrugerne når aldrig at få smag for de egentlige kvalitetsprodukter, da industrigiganternes billige efterligninger er så meget – ja, billigere. På den måde står industrigiganterne endnu engang i vejen for en generel hævelse af kvalitetsstandarden, mens kvalitetsbryggerierne mister markedsandele og får det endnu sværere med at slå igennem på et marked, hvor der i forvejen er mange om buddet.
Jeg anerkender pointen i kritikken, men har rent undtagelsesvis optimismen i behold og erstattet ‘sølvpapir’ med ‘ja’ i den hat jeg har på hovedet, for der er også positive elementer at fremhæve: At de store bryggerier overhovedet er begyndt at lave andet en van(d)lig og jævn pilsner i større stil, er i mine øjne kun positivt. Det peger i sig selv på et generelt kvalitetsløft på ølmarkedet herhjemme, som jeg har svært ved at begræde. At de skulle tage markedsandele fra de små bryggerier? – Jeg anerkender, at faren findes. Men jeg har ærligt talt svært ved at tro, at en, der prøver en Stone Street IPA og tænker “YÆÆÆÆÆAHR det er dælme den bedste øl, jeg nogensinde i hele mit lange liv har prøvet!!!1!!” nogensinde ville gå skridtet videre til en – skal vi sige Sloth fra Amager Bryghus, med mindre den kostede det samme.
Enhver, der rent faktisk jagter kvaliteten og den gode oplevelse, er klar til at investere det, det kræver. Og råder man af en eller anden grund ikke over de nødvendige midler, så skal jeg ikke være den, der har ondt i rectum over, at man bruger sine surt sparede håndører på et kvalitetsbryg, en af de store aktører står bag. At kvalitet også bliver tilgængeligt for dem, der har det hårdt, er faktisk en kur mod smerter i bagdelen for undertegnede.
Men videre til brygget, der altså er en af de industrielt fremstillede specialøl. Det særskilt belgiske ved den, skulle ifølge min lidelsesfælle udi ølbloggeriet Brian Lund være den belgiske ale-gær. Desuden er brygget tilsat guava, citronkoncentrat og hyldeblomst, hvilket bryggerne selv undskylder med den nye nordiske bølge (dét lille skvulp doven skumsprøjt på en vindstille efterårsformiddag giver jeg i øvrigt ikke tre visne blade skvalderkål for – men det er jo nok bare mig) – på den anden side er det jo heller ikke helt u-belgisk at putte spøjse ting i øllet. Så hvorfor ikke bare – gøre det, og så spare offentligheden for de hipsteragtige undskyldninger?
Nå, men gær, frugt og blomster skulle altså give en mildere IPA. Ved åbning er det da også de frugtige noter, man mødes med. Søde clementiner blander sig med velkendt humle, der imidlertid minder mere om pilsner end ekstrahumlet IPA. Visuelt er oplevelsen stor. Brygget har farve af blankpoleret kobber med fedtet, klæbrigt og snehvidt skum.
En skalkpelskarp humle lægger et langt, dybt og uhyre præcist snit i tungen. Mildheden er det altså så-som-så med, men det brede IPA-indtryk, hvor hele mundhulen indhylles i tæt, flænsende humletåge er ganske rigtigt ikke til stede. I stedet er styrken koncentreret og målrettet med en på den ene side spinkel fylde, men til gengæld også skarp, krakilsk og aggressiv bitterhed, der hvor brygget smages.
Lærketræsnåle lægger sig i den det kirurgiske ståls præcise snit (ja, undskyld, men jeg lyttede til Carcass, mens jeg skrev indlægget). Friskheden fra det kolde metal blander sig med alegæren, der ender med at bære hovedparten af den krakilske eftersmag. Det sker helt uden at gæren tager over, og gør brygget – i gættede det – gæret.
Ud over, at brygget synes meget bevidst om, præcis hvor det vil smage, vælger det også karakteren af smagen med mere end bare rettidig omhu. Ikke mindst i eftersmagen balancerer det lige på grænsen til at blive for skarpt og for gæret, som man kender det fra billig, sur hvidvin. Men det ender aldrig så elegant med kun at være på grænsen …
Lottrups bod ved Copenhagen Beer and Whisky Festival skal have tak for at give mig dette bryg i gave, da arrangementet var slut. De havde den til overs, og gad ikke at slæbe den med hjem – så kunne jeg jo lige så godt få den.
Selvom jeg selvfølgelig også bare kunne have købt den billigt.
