Så er jeg nået til sidste øl i Jubilæumspakken, de 7 fine øl fra Doctor Brew. Ja, nu kan jeg sige de 7 fine øl med sikkerhed, for det har de så sandelig allesammen været.
Det sidste bryg er vist det hidtil eneste bryg, der ikke overholder Reinheitsgebot, og så måske alligevel ikke. Jeg ved ikke hvad de tyske fødevaremyndigheder ville have sagt til øl lagret på whiskyfade i forne tider. Men whiskyen er jo trods alt ikke tilsat, vel?
Her er man til gengæld ikke i tvivl, men øl kan jo også godt være fint, selvom det ikke lige overholder de gamle, hævdvundne tyske renhedsforskrifter. Skulle man være i tvivl, er brygget tilsat solbær. Det første jeg tænkte på, da jeg så brygget var, at det nok var noget lignende den framboise, jeg prøvede for lige over to år siden. En spinkel frugtblanding, uden meget at byde på brygmæssigt. Så fik jeg kigget på bagetiketten, og måtte omgående revidere fordommene.
Brygget har en imponerende alkoholprocent på hele 10. Så der er ingenlunde tale om et slapt blandingsprodukt af solbærsaft og øl. Snarere er solbærrene med fra starten, og hvem ved – måske er det sukkerstofferne derfra, gæren har guffet i sig under brygningen sammen med maltsukkeret?
Uanset hvad, udløses solbæraromaen allerede ved åbning. Desuden mærker man malten som et fyldigere og mere traditionelt sødligt indslag af karamel i baggrunden. Stikker man næsen hen over glasset, mærker man desuden vanille og marcipan, samt et prikkende indslag, som når man dufter til eller smager en blanding af lige dele citron og sukker.
Visuelt er der show for alle pengene. Selve brygget er i en lys mahogninuance med gylden, omend hverken særlig højt, holdbart eller hæftende skum.
Det er restgæren, der leverer showet.
Tåget? Nej! Grumset? Det er ikke ordet! Pløret? Nu nærmer vi os. Store hvide klatter tumler dovent rundt i brygget på samme måde, som når man hælder sodavand i et glas, hvor der forinden har været mælk. Jeg husker kun Delirium Christmas som grumset på samme måde – men næppe i samme grad. Det er i sandhed voldsomt, og jeg tog mig selv i at håbe, at det ikke ville have en negativ indvirkning på smagen.
Det lader det ikke til at have. Men igen skuffes man måske en anelse, når man igen oplever, at brygget ikke smager som det dufter. På den anden side er den runde, bitre og fyldige jo humle egentlig rar nok. Sammen med solbærindslaget dannes en interessant og kraftig smag af ananaskirsebær, der især smages ved gummerne, og får munden til at trække sig en lille smule sammen. Det er ikke bare en smagsoplevelse, men også en fysisk oplevelse at få brygget ind bag tandrækkerne. Alkoholen yder en cognacantydning, og så i øvrigt tilpas fylde, uden at det bliver for voldsomt.
Endnu engang er brygget aldeles kompromisløst i sit udtryk. Der er bestemt ikke tale om en frugtsaftblanding, endsige en sodavandsøl. Bærindslaget indgår ikke engang som selvstændigt element i brygget, men får det samlede bryg til at smage af noget ganske andet, når det indgår i kombination med de andre ingredienser. Det er snedigt og vidner om stor brygkunst – og så kan tyskerne ellers komme med deres reinheitsgebot …
Det er spændende og lækkert … og så alligevel nok mere det første end det sidste. En verdensklasseøl er den på trods af sin oplagte interessanthed trods alt ikke. Men kompromisløs som de andre Doctor Brew-øl er den nu alligevel.