Karakterfuld Hefe-Weizen
Op på tasterne og op på mærkerne. Jeg anmelder tysk Weißbier igen, sü affatningen af dette indlög bliver et langt, tröls skifteri mellem dansk og tzsk tastaturindstilling. Jeg gär det for lösernes skzld, selvfälgelig, sü navnene pü de äl, jeg anmelder bliver sü autentiske som muligt. – Ja, sådan så mine mails typisk ud, når jeg sendte nyheder hjem fra mit studieophold i Hessen.
Forskellen på tysk og dansk tastatur er faktisk større, end man skulle tro. Som bekendt mangler æ, ø og å, de er erstattet af ö, ä og ü – i samme rækkefølge om jeg så må sige. Altså ‘ö’, der udtales som ‘ø’ sidder der hvor ‘æ’ sidder på det danske tastatur, og ‘ä’ sidder hvor ‘ø’ normalt sidder – så’n bare for at gøre det hele ekstra forvirrende (men sikkert meget nemt for nordmænd, hvis æ’er og ø’er også er placeret omvendt i forhold til, hvad de er på danske tastaturer). ‘Ü’ sidder hvor ‘å’ sidder … det er så hvad det er, men det måske mest forvirrende overhovedet er, at ‘z’ og ‘y’ er byttet rundt. (Af samme grund kaldes det tyske tastatur også qwertz-tastaturet.)
Altså den der, med æ, ø og å havde man godt nok opfanget – der måtte være en grund til at de sådan hang ud længst nede i klassen, på de bagerste rækker i alfabetet. De har altid været det danske skriftsprogs misfits – æ, et forsøg på, ved hjælp af thrombin, skruer og søm at klampe to bogstaver sammen til et. Desværre aldrig med større held, end ens poders første haltende eksperimenter udi træsløjdens finmotoriske udfordringer. Meget bedre gik det ikke med ø, der i grunden blot er et ‘o’ tilføjet en accent – men hvilken accent! En bjælke, tæsket diagonalt igennem bogstavet af en overdimensioneret, diakritisk forhammer. Endelig var der den nye elev i klassen – mærkelig så den ud, og så var den også fra udlandet. Den skulle så spankulere rundt overalt, hvor a, og dennes nu forviste tvillingebror havde gjort nytte, og spille hellig med den der mystifistiske glorielignende tingest svævende over hovedet. Jeg taler selvfølgelig om svensk å, hvis det ikke er gået op for læserne endnu.
Det er ikke underligt, at de i det store land sydpå helst var fri for disse urostiftere i alfabetet. Tyskerne har til gengæld slåsset med deres egen urostifter, nemlig ‘y’, der praktisk taget kun optræder i stednavne, såsom Wyk (på øen Föhr), Sylt og Bayern. Z bruges til gengæld hele tiden (og I might add – udtales [ts]. Ikke som stemt ‘s’ eller bare ‘s’. Disse misforståelser har bredt sig som metastaser dybt ind i dansk tyskundervisning, så selv lærere på gymnasierne ikke fatter det. Ikke mindst til stor gene for de elever, der ved bedre). Den store brug af ‘z’ i forhold til ‘y’ er altså grunden til, at de to er byttet om på tyske tastaturer, og man skal derfor virkelig holde tungen lige i munden, når man taster løs syd for grænsen. Man bytter om på de to langt oftere, end man laver fejl med æ, ø og å, for man er sjældent bevidst om den forskel – især ikke, når man som jeg, har lært sit tifingersystem på et dansk standardtastatur.
Men jeg må jo til det, og veksle frem og tilbage. Ved første øjekast blev jeg ellers så fornøjet, da jeg så, at øllet hedder “Hefe-Weizen” og ikke “Weiße” eller noget i den henretning. Så kom jeg selvfølgelig i tanker om, at jeg nok ikke kunne undgå, at skrive “Weißbier” og afledninger deraf undervejs, eftersom jeg synes, at ordet “hvedeøl” lyder tovligt, når det bruges som andet end en rent teknisk-faglig term, og navnlig når det bruges om tysk øl.
Øllet har et flot skum, der danner en fin lille nissehue øverst, sådan som ordentligt Weißbier skal kunne. Den er nærmest uigennemskinneligt grumset og i hvert fald fuldstændig uigennemsigtig. På trods af dette, er det ganske lyst gult i farven. Den dufter sødt, aromatisk og gennemtrængende af hyldeblomst.
… og den smager meget mere af Weißbier, end nogen anden Weißbier, jeg har smagt i denne blogs levetid. Den er alle tiders genopstart på min ølblog, efter den omgang influenza, som jeg omsider er blevet kvit. At dømme efter de første mundfulde tager bryggeriet også grundig revanche efter dets pinagtigt almindelige og ligegyldige pilsner.
Ud over den sædvanlige søde kerne, der i denne Weißbier smager rigtig godt igennem, mærkes der også nogle for Weisbier sjældne bitre toner, der nænsomt kilder de bagerste og laterale smagsløg. Den søde smag kan bedst sammenlignes med pilsnermalten fra tjekkisk øl, mens de bitre toner mere minder om humlen fra nordtysk og bedre dansk pilsner. Det hele kombineres med hvedeøllets sædvanlige sprudlende friskhed, som holder indtil sidste dråbe. Eftersmagen er hyldeblomstsød, og lige en kende gæret, hvilket ikke gør spor, hvis det står til mig. Det er ikke usædvanligt for ordentlig Weißbier, at det smager en kende af gær til allersidst. Det viser blot, at tyskerne ikke er bange for at putte lidt ekstra af det gode i øllet.
Øllets gode, bitre fylde er både usædvanlig og tiltrængt, når man tænker på de mange lidt for lettilgængelige Weißbier derude. Ofte har jeg hørt folk ytre, at har man smagt én Weißbier, har man smagt dem alle. Jeg er tilbøjelig til at give kritikerne ret for så vidt, at der i hvert fald på det tyske marked, ikke er megen smagsvariation, der byder sig til. Og her er Sanwald forfriskende nyt, alene med sin bitterhed. Den er også endnu en pind i ligkisten til min opfattelse om, at gode Weißbier kun kan laves i Bayern. På den anden side – nærværende øl er lavet i Stuttgart, Baden-Würtemberg og det kan godt være, det ikke er Bayern, men det ligger også nede sydpå et sted, og jeg forstår s’gu lige lidt af hvad de siger begge steder, selvom de hårdnakket holder fast i påstanden om, at det de taler, skulle være tysk.
