Juleaftensøl
Det blev en Santa’s Little Helper fra Mikkeller, jeg drak juleaften. Den blev mig anbefalet og påprakket i Fish & Beer på Amagerbrogade, da jeg ellers specifikt spurgte efter en anden Mikkeller-øl, en Happy Lovin’ Christmas Sauternes, der i Politikens øltest bedømtes til at være den bedste juleøl sammen med Juleøl fra Hornbeer. Den var imidlertid udsolgt, og iøvrigt også meget dyr, kunne ekspedienten fortælle mig (som om de ikke vidste, hvad de skulle tage for Santa’s Little Helper. Ikke ligefrem nogen billig fornøjelse, men lad det ligge).
Med sine 10,9% i en 0,75 litersflaske, er der faktisk rigeligt til hele juleaftensdag. Og således blev det. For en så stor øl gider jeg ikke drikke alene, subsidiært ikke drikke hurtigt. Den blev altså nydt langsomt, over lang tid, mens and og flæskesteg simrede i ovnen, de brune kartofler blev væltet rundt i sukker, og Tchaikovskijs nøddeknækker og Bachs juleoratorium fyldte lejligheden med koncentreret julestemning.
Der var nok til rigtig lang tid, helt uden at øllet blev fladt, kedeligt eller på anden måde dårligt. En rigtig nydeøl, der ikke bare kan holde til at blive drukket langsomt, men om muligt bliver bedre af det. Og at brygget tempereres i processen, byder på problemer, man skal have fat i DTU’s kraftige elektronmikroskoper for at få øje på.
Det er et dunkelmørkt bryg med højt, lysebrunt og klæbrigt og boblende skum. Brygget dufter halvtungt af chokolade, svedsker og hasselnødder, og det er jo unægteligt ganske julet, med både noget sødt og bittert. I smagen går især chokoladen igen, men primært for det søde. Det er ikke Vivanis mørke på 85%. Det er bestemt heller ikke billigt tysk juleslik (som man også vil finde det om 3-4 måneder i mere ovale former,) men et sted, hvor Vivani står for kvaliteten og børnenes lyse chokolader for karakteren. Smukt og klassisk, velkendt julet – og så bare lidt til, så det ikke ender med alligevel at være ordinært.
For længere bagude på tungen byder brygget på en tiltrængt bitterhed. På samme måde som skarp, syrlig rødkål spiller op mod flæsesteg og kartofler, som ribsgele til den fede and, ledsages bryggets sødme af en markant bitterhed, der starter med hasselnødder og slår mere og mere over i lakrids. Dermed undgår brygget blot at komme i nærhed af at blive kvalmt, eller på anden måde for meget. Forudsat at man altså nipper til brygget over længere tid. For nedsvælger man det på én gang, rammer bådee kvalme, fuldskab og tømmermænd hårdt. (Gætter jeg på, for med så dyrt bryg gider jeg sgu ikke prøve).
Muligvis er det netop de høje procenter, der gør, at brygget over tid ikke bliver ringere. Der er rigeligt alkohol tilbage i brygget næsten uanset hvor længe det står, til at yde det den nødvendige fylde, og forhindre det i at oxidere. Fylden forbliver også på samme nydelige og rige niveau hele vejen igennem. Smagen udvikler sig dog fra at være lige en tand mere krasbørstigt lakridsagtigt hidsigt til at begynde med. Med tiden bliver brygget så sødere med både lettere tilgængelig smag og mere velbehagelig mundfornemmelse til følge. Der er dermed ingenlunde tale om et ‘ekstrembryg’, sådan som mange opfatter Mikkellers, og andre mikrobryggeriers bryg. Man skal være en temmelig hardcore forfægter af laveste-fællesnævnerbryg for slet ikke at kunne nyde dette regulære mesterværk.
I sandhed et vellykket julebryg, der er sit rygte som moderne juleklassiker værdigt (ja, det var noget i den retning, de sagde i Fish & Beer. Jeg ved ikke, om det passer) – anbefalingen til næste år, hvor Carlsberg med lidt held igen løber tør for julebryg, er hermed givet videre til læserne med ønske om en fortsat god jul, og et godt nytår.
