– Bare ikke helt godt nok …
To gange tidligere har jeg haft øl fra The Boston Beer Company‘s Samuel Adams-serie under kærlig behandling her på bloggen, nemlig deres Boston Ale, og deres Black Lager. Begge formåede, at hæve sig op over den van(d)lige standard herhjemme, og det, der for mange regnes for den endnu vandigere standard i USA.
De har ganske afgjort formået at flytte mine fordomme om, hvordan amerikansk øl er, selv om træerne på den anden side ikke vokser ind i himlen. Selvom Samuel Adams-serien har smagt godt indtil videre, er der bestemt stadig langt til toppen endnu.
Det var derfor lidt med blandede forventninger, at jeg knappede deres Honey Porter op, og dertil kom jo endda en tredje kæphest – ville dette blive endnu en øl i rækken, der indeholdt honning uden at det sådan rigtig kunne smages?
Efter at have lukket den op, kunne jeg konstatere, at den i det mindste da duftede af honning – og andet godt. Den duftede i øvrigt sødt maltet og relativt fyldigt. Farven fandt jeg, i betragtning af, at det var en porter, noget lys i det. Den var faktisk nærmest rød, gennemskinnelig og indeholdt en masse brus, der gav et heftigt boblende, hastigt retirerende og lidet klæbende skum. Dermed akkumulerede lighederne med hindbærsodavand i et ildevarslende tempo.
Heldigvis fik forskellighederne da efterhånden taget over, som øllet blev hældt i ganen. Det skal også siges, at skummet manglede hindbærsodavands lyserøde skær, og i stedet var lyst brunt.
Samuel Adams Honey Porter er en sød stout, hvor man faktisk kan spore honningen direkte i smagen – triumf! Endelig lykkedes det at finde en øl med honning i, der rent faktisk smager af honning. Honningen udgør rygraden i øllets søde toner, der dog er sekundære i forhold til øllets bitterhed. Bitterheden er til gengæld ikke rigtigt slagkraftig nok. Der er tale om en ganske vist velafrundet og muskuløs bitterhed, som man finder den i fx Flensburgers Pilsner, men efter min smag mangler den noget fylde. Den mangler porterens intense bitterhed, og dens indtryk af at være tyktflydende – sådan som man bedst finder det i Guiness eller Limfjords-Porter.
Bitterheden, der koncentrerer sig ved mandlerne på en ene side, og honningsødmen forrest på tungen på den anden side savner begge intensitet, og samtidig savner man samspil mellem smagsindtrykkene – det, der fx gør Willemoes Påskeøl interressante. I stedet fremstår smagsindtrykket overordnet som sammensat og ikke helt så vellykket som man kunne have ønsket. Det er ærgerligt særligt fordi, jeg har indtryk af, at The Boston Beer Company rent faktisk gør deres bedste for at højne ølkvaliteten på den anden side af dammen.
Men fair nok – deres øl er måske ikke af samme kvalitet som de bedste europæiske øl, men de er trods alt bedre, end det tynde sprøjt amerikanerne er alt for kendte for.
