Jeg har haft en grim hovedpine i dag, der faktisk har varet hele dagen – indtil jeg drak en Flensburger Dunkel. Så stoppede det. Jeg vil ikke anbefale metoden til nogen, undtagen hvis der er tale om smerter forårsaget af alkohol, hvilket jeg frygter er tilfældet denne gang.
Grunden kunne selvfølgelig også være en helt anden. Eller det kunne skyldes, at jeg drak øllet kort tid før jeg gik i seng, men jeg frygter, at årsagen kunne være de tre forskellige slags humle, måske – måske ikke – i kombination med den udsøgte byg, der ellers gjorde deres til at skabe noget nær den perfekte pilsner.
For det er egentlig bare en pilsner, undergæret, brygget på bygmalt og krydret med humle ved lav temperatur – hverken mere eller mindre, og alligevel er det bare en helt anden klasse, end nogen anden regulær pilsner jeg har prøvet i denne blogs levetid.
Den ser ikke ud af meget. Den er lidt mørkere end almindelig pilsner, og ligger vel midt mellem Hof og Tuborg Classic i løden. Skummet er letgyldent. Duften er bidsk bittersød og frugtagtig på en måde, jeg kun har oplevet en gang før, nemlig ved den i smagsudtrykket uforlignelige Flensburger Kellerbier.
Og hold da fast! Duften lover ikke mere end den kan holde. Brygget smager også aldeles fortræffeligt (omend ikke liges0m Flens Keller). Kort efter at brygget har gjort sin entre bag tandrækkerne føles en bittersød eksplosion, som jeg aldrig har prøvet før ved nogen pilsner – end ikke Urquell eller andet i den klasse.
Det er svært at beskrive smagen, da den både kommer bag på en i intensitet og i sin mangfoldighed. Det første, jeg derfor lagde mærke til, var eftersmagen, der er langvarig, kraftigt nøddebitter og alligevel blød og velgørende. Man får omgående lyst til mere af samme. Man kommer således automatisk til at drikke den i nip for at få klemt den mindste rest af fabelagtig smag ud af den.
Og mens jeg sådan nippede løs, undgik øllet meget behændigt at afsløre, hvad det egentlig var, det smagte af. Det eneste, jeg meget længe var sikker på var, at det smagte aldeles fortræffeligt – men af hvad?Det er sødmen, der dominerer. Der er ikke spor af grimme overraskelser som metallisk eller syrlig bismag, og på trods af en gennemtrængende smag er øllet alligevel ganske friskt og vederkvægende. Sødmen kunne måske minde lidt om Ginger Ale, som man kender den fra Schweppes. Samtidig prikker bitterhedeen meget elegant på tungens sider, mens sødmen også kilder på undersiden af spidsen med et strejf af vanille.
Det tog rigtig lang tid at få sat ord på denne øls fremragende smag. Og jeg føler, at jeg har måttet famle mig frem, og at min beskrivelse er en halvblinds beskrivelse af det chromatiske farvespektrum. Til gengæld var det en lang fornøjelse fra start til slut – måske med det uheldige tvist, at den altså er under mistanke for at give hovedpine dagen efter. Men prøv at lade være med at drikke den lige før I går i seng – det er faktisk ikke anbefalelsesværdigt med nogen øl i det hele taget.
Det er den sidste Samuel Adams-øl, som jeg har set i handlen herhjemme. Det startede godt, så faldt kurven noget og kom ikke rigtig op igen. Men så tog bryggeriet ellers revanche, og det fra den kant, jeg mindst havde ventet. Samuel Adams pilsner er den bedste pilsner, jeg har prøvet i løbet af denne blogs levetid. Det er, som jeg ser det, også den bedste Samuel Adams-øl af dem, der forhandles herhjemme.
– Well done indeed!
Hvis Bryggeriet laver andre øl end de her på bloggen prøvede, lægger jeg gerne tunge, gane og hals til.
