Det er en gammel skrøne – eller i hvert fald en skrøne – at al’ amerikansk øl er noget tyndt sprøjt. Det er et rygte, det har fået, efter at et efter sigende underlødigt ølprodukt “Budweiser” (‘efter sigende’, fordi jeg aldrig har smagt det og derfor ikke kan udtale mig fordomsfrit om det) er blevet markedsført brutalt over hele verden. Alligevel synes mærket aldrig rigtigt at have brændt sig fast i Europa, da det stadig siges anekdotisk om det på engelsk at, “it’s similar to having sex in a canoe – fucking close to water.”
Lidt erfaring har jeg dog gjort mig med tyndt amerikansk øl. Jeg husker tydeligt, da en bekendt ved navn Grant fra Wisconsin under et besøg i Danmark højtideligt erklærede at, “this is great beer” om en Maribo-pilsner. Den stakkels mand var ikke bedre bevendt.
Men flink som han var, tog han det lokale Wisconsin-sprøjt, Pabst Blue Ribbon, med da han et halvt års tid senere påny kiggede forbi. Da blev mit og mine kammeraters måbende undtryk fra gangen før erstattet med forstående nik (med en mellemstation af væmmelse, hosten og sprutten). For hvis det virkelig var, hvad Grant fik serveret, når han bad om øl, forstår man godt, hvordan en Maribo-pilsner pludselig kunne være “great”.
Jeg håber, Grant kommer forbi igen. For jeg ønsker virkelig at få muligheden for at anmelde en Pabst Blue Ribbon her i bloggen. Det vil jeg trods alt ikke gøre, uden at have drukket den i tidsrummet umiddelbart før indlægget bliver skrevet. Til gengæld kan jeg næsten love læserne, at de får lov at se, hvordan en anmeldelse, der ender med nul stjerner, ser ud.
Amerikanerne laver faktisk fremragende øl. Dette er der mange eksempler på, og ét af dem er Samuel Adams Boston Ale fra The Boston Beer Company i – ja, i gættede det – Boston, Massachussets, USA. Eksemplaret jeg købte, fandt jeg i Irma, men jeg ved, at den også kan købes i Kvickly til en pris i omegnen af 15-20 kr.
Hvad denne fine ale mangler i grumsethed (- det er ofte en fordel, hvis ales er grumsede. I mine øjne fjerner man en del af øllets sjæl, når overskudsgæren filtreres fra), har den til gengæld i den mørke farve, der alligevel gør den næsten uigennemskinnelig. En liflig, frugtagtig aroma rammer næseborene, og smagsløgene forbereder sig på en sød ale, med overtoner af blomster og friske frugter.
Men der bliver man snydt.
For hen over smagsløgene breder sig, blidt masserende, først de forventede frugtagtige nuancer, der straks efter afløses af kraftig, lettere brændt maltsmag, og finalen: På de allerbagerste, alleryderste bittertsmagende smagsløg, på tungens periferi længst ude på højre og venstre fløj kilder en pikant triumf af den bitreste humle.
Herefter tager bitterheden af, og efterlader munden tilbage med de søde toner – en blid, rund eftersmag, der ikke er kvalm, sådan som bitre ales til tider kan være.
Den fine balance mellem det bitre og det søde gør denne mørke ale til en udmærket sommerøl. For bitterheden til trods er den dejlig frisk, formår at slukke tørsten og den vil stå fremragende til salatbord, lyst kød og letkrydrede retter. Selv om det også fremgår af etiketten, at det er en ‘stark öl’ (importøren er svensk, hvilket betyder endnu en mellemmand og et par kroner ekstra ud af lommen) holder den næsten almindelig pilsnerstyrke (4,8 %) så man ikke skal være bange for, at drikke en til desserten også. En egentlig brandert er ikke noget jeg vil anbefale – ikke fordi jeg ved hvordan man har det dagen efter, men fordi det simpelt hen er synd at spilde så god øl på en så skødesløs vis.
Alt i alt en ganske anbefalelsesværdig og mangesidig ale fra den amerikanske østkyst. Den er i smag, farve og fyldighed slet ikke ulig øl fra det lidt sydligere liggende bryggeri i Brooklyn, New York. Er det monstro kun på østkysten, at der laves godt øl i USA? Og er resten af USAs befolkning – i Wisconsin i særdeleshed – fuldkommen uvidende om, at der rent faktisk findes andet end Pabst og Budweiser? Jeg håber det da, så de tynde øl ikke er et bevidst tilvalg. For jeg vil unde de fleste at undvære Pabst, så de kan drikke Samuel Adams Boston Ale i stedet.
