Det var med en vis skepsis, at jeg tog hul på denne øl. Ikke fordi det er amerikansk øl. Amerikanerne er gode til at brygge specialøl – bedre end de er til at spille fodbold, øjensynligt – og det har vi jo også tidligere været inde på. Derimod er det standardøllene, der kan være problematiske. Heldigvis er der endnu engang tale om en specialøl fra The Boston Beer Company, som før har gjort sig ganske heldigt bemærket, og derfor var jeg ikke bange for smagsoplevelsen. Det var etiketten, der kort fik mig til at rynke brynene.
Det fremgik nemlig deraf, at øllet indeholdt karamel- og chokolademalt. Karamelmalt vidste jeg godt hvad var. Det er malt, opvarmet på en sådan måde efter maltningen, at sukkeret krystalliseres. Men chokolademalt? Jeg havde godt hørt ordet før, og billeder var dukket op i min fantasi af kakaobønner, der overhældes med vand til de spirer, hvorefter de varmes op og … the rest is history.
Men der tog jeg fejl. Chokolademalt har intet med chokolade eller kakao at gøre. Det er blot en bygmalttype, der giver øllet en farve, der minder om chokolade. Der er altså fortsat ikke andet i øllet end vand, bygmalt og humle, hip hip …
– Ja, jeg har aldrig påstået, at jeg var ekspert i øl. Men jeg bliver i det mindste også klogere efterhånden.
En mørk lager (udtales med bagtunge-‘a’ – som i Anders, og med hårdt ‘g’) er en undergæret øl (ligesom pilsnere), brygget med mørke malttyper som de ovenfor beskrevne. De smager typisk sødere end almindelige pilsnere, farven er mørkere og aromaen fyldigere. Smagsspektret kan dog variere en del. Mørke lagere kan også være ganske bitre og det giver i det hele taget nogle videre muligheder for at eksperimentere med smag, end der umiddelbart synes at være i lyse pilsnere, hvor det søde aspekt ikke er så meget med.
Samuel Adams Black Lager har både det søde og det bitre med. Og det er næppe nogen hemmelighed for de faste læsere, at jeg foretrækker det bitre. Brygget giver en fin velourblød finish på tungen, og overgangen fra det søde på spidsen og det bitre på enden af tungen er ikke uden elegance. Den smager kraftigt, ristet karamelagtigt med en antydning af stout og man forstår, at navnet ‘chokolademalt’ måske også har med smagen og den bløde fornemmelse, det giver, at gøre.
Men den gode og velafbalancerede smag til trods, er det lige som om, det ikke er helt nok alligevel. Eftersmagen, der ellers er dejlig bittersødt maltet og stout-lignende, klinger alt for hurtigt af. Og selv om smagen er god, når den ikke rigtigt den intensitet og fylde, man kunne have ønsket. Jeg har ganske afgjort smagt mørke lagers, der smager af mere – og mindre for den sags skyld. Der er bare ikke noget, der sådan rigtig stikker ud, og giver denne øl karakter eller individualisme. Det er en genudsendelse af andre OK specialøl.
Når man tænker på, hvad bryggeriet ellers producerer af fine specialøl, er det som om at de ikke rigtig har gidet gøre det ordentligt. Det er ærgerligt og egentlig også mærkeligt, når nu de rent faktisk kommer fra The Land of the Free and The Home of the Brave.
