Nogen kan jo lide det …
Vel … tilbage til hverdagen og det tynde øl efter en række store øloplevelser i godt selskab. Dette bryg opsnappede jeg i Fakta til en pris, jeg ikke husker, men som min oplevelse taget i betragtning helt klart er for høj, såfremt jeg har betalt vanlig specialølspris for den. Jeg siger specifikt “min oplevelse” fordi jeg har på fornemmelsen, at den for elskere af den belgiske blonde-stil, faktisk leverer varen. Men mere om det senere.
Raasteds Saaz Blond er af den belgiske blonde-type, som jeg altid bander over. Genren er stærkt præget af, at man rendyrker gærtyper, der producerer ganske bestemte affaldsstoffer – de såkaldte estere – i forbindelse med omsætningen af sukkerstoffer til alkohol. Noget så giftigt klingende som Isoamyl Acetat hedder en af favoritterne, og det er den, der giver den karakteristiske smag af banan.
Det er nu ikke lige dén, der rammer næsens indervægge ved skænkning. Her er brygget mere generisk sukkersødt, og minder mere om Faktas billige, men i øvrigt ikke u-efne øko-brus med hyldeblomstsmag (forhandles til en tier for 1½ liter. Det er fundet for de penge). Skummet bruser (og falder) også mere, som om det var en sodavand, mens selve brygget formår at ligne øl, med sin tætte, pomelogule kulør.
Umiddelbart virker brygget mest som en hvedeøl – også selvom der ikke er et gram hvede i mæsken. Småsur gær er i højsædet, godt blandet med – og der var den endelig – isoamyl acetaten, der giver rigelig smag af gæret, forgamlet banan. En sød essens af den tilsatte hyldeblomst blander sig til gengæld nydeligt i den i mine øjne (eller rettere – mund) noget anstrengende aromakonstellation.
Bundsjatten er direkte gyselig: Sur, sprittet og bananet, og derfor piner det mig endnu mere, at jeg føler mig nødsaget til at give dette bryg en højere karakter, end min umiddelbare oplevelse byder mig. For overordnet virker syrlighed, gærsmag, sødme og banan egentlig til at være ganske vel afstemt. Hyldeblomsten er tilsat med et formål, som brygget synes at opnå, og selvom gærsmagen er markant, er den ikke så overvældende, at den ligefrem skæmmer. Bananen – ja, den er der jo faktisk nogen, der kan lide, så overordnet er alt vel egentlig som det skal være.
Nogen fan bliver jeg nok aldrig.
