Løkken Branddam …
Lige en allersidste Løkken Bryghus-øl før jeg for alvor går i gang med julebryg.
Den her steam beer er opkaldt efter et af Nordjyllands mest kendte vartegn uden for Skagen, Rubjerg Fyr i klitlandskabet ved Rubjerg Knude.
Man kan sige, at problemet med Rubjerg Fyr har været det omvendte af problemet med Den Tilsandede Kirke længere mod nordøst. På grund af Vesterhavets slid på kysten, der i det område er særligt slemt fordi kysten mere end noget andet består af sand. Klitlandskabet omkring fyret kaldes Rubjerg Knude og er et yndet turistmål, netop fordi sliddet på kysten er så tydeligt der.
Så galt stod det til med nedbrydningen af kysten op til fyret, at man i oktober 2019 valgte at placere fyret fysisk på en blokvogn, og transportere det 60 meter længere ind i landet. Manøvren blev tv-transmitteret direkte som endnu en ingeniørkunstens sejr over moder natur. For en gang skyld foregik det ikke på en måde, der skabte nye og endnu værre miljøkatastrofer – tænk at det kunne lade sig gøre.
Umiddelbart minder brygget til gengæld ikke meget om det allestedsnærværende kridhvide sand, det hvidkalkede fyr, eller den mægtige blå himmel … det skulle da lige være hvis brygget er tænkt som en ‘Rubjerg Fyr by Night’ hvor det eneste synlige er den tætte, kulsorte nat, hvor det hvide skum repræsenterer sandet, som man ved er der, men ikke kan se. Sandets usynlighed i nattemørket er repræsenteret ved skummets sparsomhed.
Brygget går ellers til den i bouqueten: Duften er tung af malt og mørkt sukker – både kandis og puddersukker. Dertil kommer en velvalgt bitter snert af kaffe. Det er ikke mindst lovende for et bryg, der kun er en smule stærkere end vanlig pilsnerstyrke; 4,8%. Er det mon Vesterhavet der på en eller anden måde har leveret inspirationen til bryggets tilsyneladende tæthed?
Måske. Desværre er hovedtemaet i aromaen det, Vesterhavet og øl i almindelighed har mest til fælles af. Hvor ked af det, jeg ellers er for at indrømme det, så består både havet og det øl, jeg sætter så stor pris på, mest af alt af vand.
Og det er lige præcis det, man får mest af i den her øl. Ud over en mat ubestemmelig antydning af … måske lidt malt, måske lidt humle – hvor markant konturløsheden er, understreges af, hvor meget jeg er i tvivl – og langt det mest dominerende element er det store Vestehav … på en stille dag. Det er ikke Vesterhavet, når det rusker og river (Vestkysten i stykker). Det er undtagelsesvist vindstille – en afvigelse fra normalen, der fuldstændig ødelægger noget af det mest fundamentale i konceptet.
Den var der mere lokal branddam end Vesterhav over..
