Et firserminde …
Den første X-mas-øl, blev lanceret af randrusianske Thor i 1968 (Royal Unibrew, der i dag brygger den skriver 1969. Jeg tror mest på Jo-Hansen, eftersom årstallet faktisk står på emballagen) som en mildere julebryg, der ikke var i klasse 3. I gamle dage skulle julebryg åbenbart være noget, man omgående blev hønefuld af, hvor de i dag har samme styrke som andre regulære guldøl, 5,6%.
Selv kan jeg huske, at de voksne drak dem til en klassefest på min gamle folkeskole tilbage i de mørke firsere, længe før fusionskapitalisme sådan rigtigt havde fået vind i sejlene og derfor også længe før, der var noget, der hed Royal Unibrew.
Men ligesom global opvarmning, nynazistiske partiers deltagelse i kommunalvalg, udvinding af olie af tjæresand og fortsatte læk fra Fukushima-atomkraftværket, er stordrift og virksomhedsfusioner jo del af en udvikling, man bare må acceptere, og som ikke kan stoppes. Det må vi jo altså bare lære at forstå.
Den hvide X-mas hed oprindeligt bare “X-mas Hvid”, men de smarte marketingsfolk syntes vel ikke det var juleagtigt nok, så de tilføjede “Gran” for at gøre det mere hipstermoderne at drikke juleøl fra Royal Unibrew. Og sammenligner man med andet gængst hipsterøl, rammer lød og lugt heller ikke helt ved siden af. Et bleggult bryg under kridhvidt, uengageret skum, der kun afgiver en svagt småsødlig odeur.
Brygget er, som påskriften i øvrigt antyder, ganske sødt, næsten sukret, men et letsprittet romindslag giver faktisk sødmen lidt mere kant end den lille sukkerknald, man først kommer til at tænke på. Ved mandlerne melder sig også et bittert indslag af hasselnødder.
Det hele er dejligt Laid Back, apropos firserne – og dem har jeg heller aldrig rigtig brudt mig om. Jeg synes det er kedeligt og i bund og grund intetsigende uden at være direkte slemt eller skadeligt (det gælder både band og nærværende øl). Det er bare alt for letfordøjeligt og almindeligt. Behøver jeg sige, at brygget både mangler fylde og smager for meget af vand?
Men til en julefrokost, hvor man hurtigt vil være fuld, glider den nok lettere ned end den væsentligt harskere snebajer. Til den søde og fede julemad passer den også bedre end julefestfolkets foretrukne bryg. Så jeg hepper klart på Royal Unibrew, når det gælder valget mellem de ligegyldige julebryg ved årets julefrokostborde.
Ligesom jeg hepper – og stemmer – på Allan Simonsen i Vild med Dans. Uden at se programmet, selvfølgelig. Og uden videre sammenligning mellem X-mas Hvidgran og Allan Simonsen, da sidstnævnte både står som et meget klarere og smukkere minde fra de mørke firsere end nærværende standardsprøjt.
