Royal Stout, Royal Unibrew

Udmærket industriblanding

Uanselig, stablet op i rammer findes den i supermarkedet sammen med Royal Pilsner, Classic, Export og alle de andre – lad os se det i øjnene og kalde en spade for en spade – ligegyldige discount/standard-bælleøl fra Danmarks næststørste bryggeri. Det var det eneste de havde i den lokale Fakta Quick lige ved siden af Islands Brygge Station, og da det var en øl, jeg ikke havde prøvet før … embeds medfør og så videre – de faste læsere kender den sædvanlige palaver.

Indholdsfortegnelsen vidner om de store bryggeriers forfægtning af hævdvundne brygprincipper om øllets renhed – den er aldeles forbigået og negligeret med tilsætning af både glukosesirup, majs og det suspekte farvestof E150c.

Brygget hældes og skvulper mere som sodavand end som stout, men skummet lægger sig som en flot, cremet krone over en natsort søjle, der ikke er gennemhullet af en masse bobler. Visuelt er der altså ikke tale om en colastout – endog lang fra. Tværtimod er brygget allerede her ved at gøre alle forventninger til skamme – og det er kun godt. Skummet er desuden temmelig mørkt, og det var heller ikke, hvad jeg havde forventet. Brygget dufter kraftigt. Man mærker småbrændt karamel og kaffe. Et sekund husker jeg Vestfyens umulige Mocha Stout, men duftens fylde og intensitet peger på noget ganske andet og bedre.

I smagen blander sødt, brændt og bittert sig ikke uelegant mellem gummer og bagtunge. Der forefindes noter af farinsukker, letbranket karamel og kaffe. En lidt for kæk, friskbitter humlesmag bryder frem af den ellers lækre stoutbund og slår over i en mere traditionel pilsnerhumlebitter eftersmag med en overraskende lang holdbarhed. Det samlede billede bliver derfor en kende sammensat, med nogle forskellige bitterhedskomponenter, der stritter lidt for meget i forskellige retninger, men selvom eftersmagen måske ikke er det mest stoutede, man har prøvet, men snarere hører til i en let IPA, så er det stadig slet ikke så ringe endda.

Med en alkoholprocent på 7,7 er det desuden en temmelig stærk øl, og det alkoholiske islæt holder sig ikke tilbage. Nyder man brygget ved for lav temperatur, giver det et ikke ubetinget behageligt præg af brændevin, der igen forekommer en smule malplaceret. Ved de lave temperaturer savner man også ordentlig fylde.

Det er netop derfor, man skal give brygget lidt tid, subsidiært lade det temperere i længere tid end jeg gjorde. Ideel serveringstemperatur er omkring 10 grader. Ved denne temperatur forenes det brankede, det bitre og de antydningsvis søde toner (som er sekundære i dette bryg) i en noget mere helstøbt forening. Helt blankpoleret bliver det aldrig. Brygget kan ikke løbe væk fra, at være en industriel blanding snarere end en forening af brygkunstens akrobatik. Men det er helt klart en af de bedste industrielle blandinger, jeg har prøvet indtil videre.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!