Royal Unibrews seneste store satsning er en relancering af deres regulære pilsner under et nyt navn, Plsnr. Åbenbart er der en udbredt opfattelse blandt de store bryggerier, at hvis man staver gammelkendte produkter på nye smarte måder, så ændrer de sig radikalt til det bedre. Således var Carlsberg ude med deres Plzner i forbindelse med ølvalget, og nu følger Royal Unibrew altså trop.
Det fremgår dog også, at der ikke alene er fjernet to bogstaver i navnet (så det nu er nærmest uudtaleligt.) En knivspids af bitterheden er også fjernet, så øllet kan blive endnu tyndere og smage af endnu mindre end det gjorde i forvejen.
Men anledningen til at drikke den var ellers fin nok. Hele familien havde været på den lokale fodboldbane, for at overvære min papsøn spille fodboldkamp. Det var selvfølgelig noget andet end dengang jeg hver søndag var fast inventar i Sundby Idrætspark, men da vi kom hjem, kunne jeg mærke, hvordan jeg trængte til en tynd øl efter kampen – sådan som det sig hør og bør. Og så var det da alt andet heldigt, at man ind imellem også ligger inde med det tynde sprøjt selvom man anser sig selv for connoisseur.
Udseendet er som forventet, kedeligt strågult med hvidt, boblende skum. Duften er der heller ikke nogen overraskelser ved, den er lethumlet og vandig. Smagen er, positivt beskrevet, hård, letbitter, frisk og har en ganske velafrundet og fin balance mellem bitterhed og fylde. Der er ikke meget smag i den – det er vitterlig en van(d)lig dansk pilsner, men som van(d)lig dansk pilsner betragtet, er der små glimt af fornøjelse, hvis man ellers gider lede efter dem. Jeg husker Royals gamle pilsner som sur i det, selvom det ikke fremgår af min anmeldelse fra dengang, og det lader til at være blevet bedre. Den sidste mundfuld smager i hvert fald ikke af sutsko eller noget i den retning, den formår at holde den aroma, den har – ikke så mærkeligt, når der er så lidt af den – og det er alt andet lige en lille forbedring.
Men klasser bedre er den bestemt ikke, og den hæver sig fortsat ikke op over det store brede gennemsnit af ligegyldige danske pilsnerøl.