Men så heller ikke mere …
Det måtte jo komme på et tidspunkt. Nogen måtte vel få ideen. Lidt i analogi med Herslevs India Dark Ale, der ligger i naturlig konceptuel forlængelse af India Pale Ale, har Royal Unibrew begået en platinum – en øl, der er en tand stærkere end en guldøl, og derfor med nødvendighed må betegnes ved et metal, der er lidt mere kostbart. (Og da opfindelsen er ret ny, dikterer ufravigelige regler om marketing vel, at det skal skrives på engelsk, for ellers lyder det åbenbart ikke sejt nok, eller noget.) Så er spørgsmålet bare, hvilket bryggeri, der kommer først med et endnu mere kostbart metal til brug som ølnavn – en Rhodium-øl, måske, eller en Plutonium-øl, hvis man skal være rigtig avanceret.
Og øllene med lavere – eller bare almindelig – alkoholstyrke kunne benævnes med mindre kostbare metaller. Ideen er ikke ny, har man ikke (hvilket ellers er forståeligt nok) fortrængt Harboe Silver, tjener den som eksempel. Jeg husker, der nær udbrød oprør på mit gamle gymnasium, da der til en fest kun var Harboe Silver at få. Deciderede letøl kunne passende benævnes Titanium-øl, eller måske endda Aluminium-øl.
Her er det et ædelmetal, der er tale om, men ikke ædelt bryg – i hvert fald ikke i den forstand, at det er rent. Som Royal Unibrews bryg så ofte er, er det tilsat diverse (subst. adj.) – i dette tilfælde majs og glukosesirup. Men det er jo relativt afdæmpet i forhold til, hvad andre bryggerier kan finde på. Selve brygget minder også mere om en legering – messing – i løden, omend skummet holder et nydeligt platinblondt skin. Det er blot ærgerligt, at det kun kan nydes så kort, før det er væk, bortiret hurtigere end natrium i et svømmebasin.
Og så ærgrer bloggeren sig jo lidt over, at han i det følgende ikke kan fortsætte det metalliske i temaet, for det er der intet af i duft eller smag. Førstnænvte byder på tam og uengageret humle – i en konkurrence ville det næppe indbringe en medalje af rustent jern. Et ildevarslende syntetisk stænk, der mest minder om uparfumeret håndsæbe, varsler ilde.
Sæben udebliver lykkeligvis i smagen, der i stedet byder på meget traditionel pilsnerhumle, men med en overraskende sød, og fyldig kant. Mandlerne spiddes herefter af et skarpt og råt – men ikke stort – stålblad af humlebitterhed. Derefter bliver bitterheden blødere, varmere og rarere og slår over i hasselnødder ledsaget af en velafstemt cognacnote.
Især eftersmagen gør, at man lige standser op – og lader den hvile få sekunder længere i munden end man gør med den vanlige pilsner. Men så heller ikke mere. Humlens relative råhed skal nok skræmme nogle nydere af traditionelle (læs: industrielle) pilsnere væk, men det til trods er jeg ikke imponeret, endsige overbevist om bryggets påståede værdi hinsides det gyldne. Det glimter da hist og pist – men aldrig af platin, ej heller af guld og næppe af sølv.
I en konkurrence med få deltagere måske af bronze.
