Endnu engang skal jeg anmelde en øl, de fleste kender. Anledningen var den årlige Dåseleg i kolonihavehuset Tyrvi i Åbyhøj, hos nogle af min vivs og mine hedenske åndsfæller. Dåseleg går slet og ret ud på at lave et kunstværk af de øl- og det mindre kvantum sodavandsdåser, der er blevet tømt i Tyrvi i løbet af sommeren. Alle, der har været med til at tømme dåserne, er inviteret.
I år var temaet en hedensk spiral og zoologisk have af øldåsedyr (se illustrationer). Der var øl til de tørstige, og undertegnede greb naturligvis dagen og kradsede resolut en liden anmeldelse ned. Dette er grunden til, at denne øl ikke har været at finde på min liste over øl i køleskabet. Jeg skylder måske også på forhånd at gøre opmærksom på, at det var et overordentligt hyggeligt arrangement, og at gæstgiverne naturligvis ikke har noget ansvar for kvaliteten af det øl bryggeriet producerer.
Royal-serien blev først lanceret af Ceres-bryggeriet med Royal Export – også kendt som blå cola – en øl, der nok en dag også finder sin vej til nærværende blog. Siden gik det hævdvundne, navnkundige, berømmelige, ærværdige, traditionsrige Ceres-bryggeri sammen med andre hævdvundne, navnkundige, berømmelige, ærværdige, traditionsrige bryggerier for at klumpe sig sammen og størkne i det imperialistiske, jubelkapitalistiske, karakterløse, kvalitetsubevidste konglomerat Bryggerigruppen A/S, siden 2005 Royal Unibrew.
I 2004 udnyttede Bryggerigruppen A/S folkets kærlighed til Royal Export til at udvide Royal-sortimentet med to pilsnere – en classic og nærværende pilsner. Jeg er mildt sagt ikke imponeret over denne udvidelse. Den har bogstaveligt talt udvandet Royal-konceptet, og det er i mine øjne ikke spor tilfældigt, at det skete, efter at føromtalte megafusion var en realitet.
Måske er det tilfældigt, men jeg har også oftere end ellers oplevet, at når man får denne øl på fad, så smager den surt. Det var i og for sig en fordel, da jeg og min viv var til koncert på Voxhall i vinter, for jeg ville jo egentlig langt hellere have haft den irske øl, de har dernede. Men jeg opdagede selvfølgelig først, de havde den, da mit første valg var ved
at blive skænket. Heldigvis fandt jeg da en lejlighed til at få den byttet.
Royal Pilsner er det, bryggerierne kalder ‘en meget drikkelig øl’ – en øl som danskerne vil have den. – Ja, de fleste danskere … Ikke alle, selvfølgelig. Der er jo dem, der ikke drikker øl af forskellige årsager (not that there is anything wrong with that, altså bortset fra det sidste link, selvfølgelig), og så er der jo de danskere, der rent faktisk godt kan lide øl, og derfor netop ikke drikker denne slags øl.
Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at ‘drikkelig’ i denne kontekst reelt betyder ‘tynd’. Smagen er følgelig absolut ikke noget at skrive hjem om. Det er lige til at hælde i svælget, uden at man behøver at smage det mindste på brygget undervejs – det ville være en unødig anstrengelse og spild af tid. Det eneste ved øllet, der faktisk har aroma på dette tidspunkt, er den sidste mundfuld, der decideret smager af slatten sutsko.
Eftersmagen er til gengæld – som det eneste – godkendt. Det er smagen af småbitter humle uden dikkedarer, men undtagelsesvis heller ikke alt for svag.
Resten af oplevelsen er uden karakter, uden fylde, uden aroma, og først og fremmest uden smag. Det er en komplet ligegyldig, jævn, standard, almindelig, normal, vanlig, dansk metervarepilsner, som vi alt alt for godt kender dem i forvejen. I det samlede billede af dansk ølproduktion gør nærværende pilsner hverken fra eller til. Det er hvad man kan forvente af en bryggerigigant som Royal Unibrew. Endnu engang sejrer kommercialisme på bekostning af kvalitet.
Prøv den Royal på flaske, den er min pers. Favorit, men den er anderledes end dåse.