Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Royal Økologisk Pilsner, Royal Unibrew (Humle-Hængeparti V)

2015-06-05 20.31.13Flere længder foran – og bagud …

Så fik Royal Unibrew endelig også en økologisk pilsner. Jeg havde set dem stå i pallevis i indtil flere supermarkeder, men det var faktisk først lige før vores lille grundlovsselskab, at jeg tænkte “sådan nogle vil jeg da også gerne byde på” – i sidste øjeblik åbenbart, for de havde ikke mange tilbage i Føtex, Amagercentret hvor jeg kort forinden havde brevstemt hos borgerservice.

Det er ikke første gang, jeg brevstemmer. Jeg magter ikke cirkusset på selve dagen, og valgstedet ligger flere kilometer væk – omend vi bor i Danmarks tættest befolkede by – flot! Og nej, I får ikke at vide, hvad jeg stemte. Det forbliver for evigt en dyb, dyb hemmelighed på dybde med Titanics vrag, Dansk Folkepartis had og Amalie Szigethys IQ.

Det er så nu, jeg opdager, at den indledende bemærkning ‘endelig’ egentlig er skudt forbi. For hverken Carlsberg, Harboe eller Vestfyen (for nu at nævne de store) har nogen økologisk standardpilsner på programmet. Det er faktisk kun Thisted Bryghus, det har det. Deres Øko-Thy går vel for at være den økologiske pilsner herhjemme og den var også en af de første øl, jeg anmeldte.

Marcus havde ikke mange rosende ord for Øko-Thy. Faktisk forbandede han den langt ind i helvede, men var til gengæld adækvat satureret ved dette korngule bryg med det småklæbrige, kridhvide skum. Selv oplevede jeg, at mine forventninger blev effektivt afstemt ved bouqueten – den var nært sammenlignelig med andre jævne standardpilsnere – økologiske eller ej.

Smagen er krydret med en spinkel men nogenlunde markant humle, der udvikler en tand bidskhed ved mandlerne. Eftersmagen er også nogenlunde sprødt bitter og ikke klæbrigt-klæg og småharsk, som den kan synes i andre standardpilsnere. Så ingen ubehagelige elementer i en alligevel tynd og uinspirerende pilsner. Den har ikke Øko-Thys rå smag eller fylde (det var vist det, Marcus ikke kunne lide – men det er også længe siden, han sidst har prøvet den. Måske man skulle invitere ham forbi til en retry?) og har svært ved at markere sig ved andre kvaliteter end ikke at være afskyelig – og det er altså bare ikke helt nok.

Men lidt godt smager den nu alligevel, og derfor er den da også et hestehoved foran mange andre standardpilsnere og flere længder foran andre royal-pilsnere … der skal imidlertid heller ikke meget til, og så er den heller ikke bedre.

Tak til Marcus, Lena og Chris der gjorde os så hyggeligt selskab den dag. Lad det endelig ikke blive sent, før I kan komme forbi igen til god mad og kolde øl.

2-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme