Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Royal Økologisk Classic, Royal Unibrew

2016-04-06 19.35.39Industriel økologi – især økologi …

Royal Unibrew er gået all in, og har ikke bare lavet en industriel økologisk pilsner, men nu også en industriel økologisk classic. Mig bekendt er det eneste andet bryggeri herhjemme, som jeg ville kalde af industriel størrelse, der både producerer en økologisk pilsner og classicThisted Bryghus. Jeg elsker deres pilsner, mens classic’en er jævnt kedelig.

Nu – godt tyve år efter at Thisted Bryghus fandt på ideen med økologiske standardbryg herhjemme, anser de store bryggerier markedet som klar til at aftage økologiske standardprodukter. Når det kommer til ølbrygning, er det åbenbart ikke de store, man skal forvente, er på forkant. Kvaliteten kan man med al’ god grund ikke have de store forventninger til. Dels på grund af bryggets industrielle ophav, dels på grund af erfaringerne fra andre bryggerier af lignende størrelse, og endelig synes der blandt ølbloggere og -kendere generelt at være en vis modvilje mod økologisk øl. En modvilje jeg principielt ikke deler, selvom jeg vil medgive skeptikerne at der blandt de økologiske produkter kan være lige så langt mellem snapsene, som blandt de konventionelle.

Brygget her gør dog mange af fordommene til skamme ganske hurtigt. Brygget dufter både potent, råt og tungt – og kun meget lidt industrielt, hvis overhovedet. Fylde og sødme forefindes også i form af friske, røde æbler. Visuelt gør brygget det også godt. Skummet er måske ikke det tætteste, men holder til gengæld en flot gylden lød, der matcher bogstaverne på emballagen, hvis grundfarve i øvrigt matcher brygget lige så godt.

Og som om det ikke var nok, så tillader gigantens industribryg sig også at smage godt.

Humlen er både fyldig og markant. Den byder på vådt løvtræ, kaffe og hasselnødder, mens malten yder et nærværende sødt modspil af farinsukker. Eftersmagen halter dog lidt bagefter, men smækker man gummerne sammen et par gange, kan man nu godt fremprovokere den alligevel. Her møder man igen hasselnødderne, der i mellemtiden er blevet småharske. Det er ikke så godt, hvis det er hasselnødder det drejer sig om, mens det i øl giver karakter og øger oplevelsen, såfremt det ikke bliver for markant. Og det er det – som antydet – ikke her.

Så brygget viste sig bestemt at være andet end bare endnu en industriel ligegyldighed. Ikke alene er den et klart mere smagfuldt alternativ til bryggets fornærmende ligegyldige konventionelle classic. Det spiller også nogle rå, uforfinede toner an, som denne blogger i hvert fald forbinder med det økolgiske – og som han også sætter stor pris på.

3-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 10:31

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme