Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Royal English Ale, Royal Unibrew

Man håber på overraskelsen …
 
Endnu et billigt standardkøb skal anmeldes. Nærværende dåseøl fås til et etcifret antal kroner i Irma. Designet afslører at det er et af Royal Unibrews standardprodukter, men muligvis kun i de finere supermarkeder, da produktet fx ikke kan fås i Netto eller Fakta.
Standardprodukt eller ej. Prøves skal det, fordi det er der (mit credo). Desuden har Royal Unibrews – skal vi sige lidt alternative produkter overrasket før. Så uden de store forventninger om et exceptionelt bryg, lever håbet da i hvert fald om noget, der ikke er helt uinteressant.
Flot ser det da også ud. Ret mørkt, rødbrunt og ved gennemlysning rødt, men højt, cremet og nogenlunde holdbart off-white til lystbrunt skum, der senere viser sig også at kunne klæbe lidt. Bouquet er ved åbning ganske kraftig, og sender en sky af mørke maltnoter mod næsen, en blanding af karamel og chokolade. Efter skænkning holder brygget desværre igen på den ellers lovende olfaktoriske indledning. Sødmen kan stadig spores, men er nu mere syrlig med karakter af svesker.
Ligesom med duften fyldes munden initialt af en ganske vældig maltaroma. Sveskerne går igen som det mest dominerende tema, men flankeres af andre søde noter af karamel og chokolade. Man savner bitterheden et stykke tid, men glædes så ved et let, men nogenlunde markant indslag af kaffe i eftersmagen.
Kvalitativt er brygget således ret godt med, idet det byder på flere velbehagelige og indbyrdes komplimenterende smagsnuancer. Brygget er aldrig i fare for at ryge i vasken, en smule interesse formår det faktisk også at vække, men overraskelsen udebliver.
For kvantitativt har det alt for lidt at byde på – bortset fra vand. Som alternativ til vand (og – indrømmet – andre kedelige og ligegyldige standardbryg (herunder Royal Unibrews egne)) er det da bestemt mere interessant, men smager stadig for meget af det. Den interessante smag er der, men der er slet slet ikke nok af den. Bryggets ringe fylde får det også til at føles hult i munden.
Det skal retfærdigvis siges, at fylden bliver bedre, hvis brygget får temperatur. Og selvom overraskelsen udebliver, er skuffelsen helt klart til at bære.
2-stjerner
Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 19:19

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme